Hva' ska' du være?

Konfirmander! Og så endda onsdag morgen kl. 8.00, men det glæder mig hver gang, for jeg synes, at det er en stor gave at få betroet disse unge mennesker, og at jeg tilmed får et indblik i deres verden. Men jeg er ”streng”, udøver disciplin – jeg sætter grænserne, og de kan både ses og høres. Ofte kommer vi til at grine, hvilket også skete for et par gange siden, da en af konfirmanderne tog mig forsigtigt på armen og impulsivt, dybt alvorligt sagde:”Ih, hvor er det rart med noget disciplin!” Det blev endda udtrykt, mens vi sad i Fogh’s pædagogiske rundkreds, for det gør vi, når jeg underviser. Så er barriererne brudt ned, for vi sidder helt åbne, og ingen kan gemme sig, for vi ser på hinanden alle sammen. Vi viser vores ansigter for hinanden, og så kan vi se, hvem vi er.

I onsdags skulle omkring 35 konfirmander holdes i skak, da en af mine kollegaer havde ferie, og derfor måtte to hold slås sammen. Det kræver hår på brystet, så det var rustet godt op og stivet af hjemmefra, inden ”slaget” skulle slås. Men der var intet slag at slå til min store forbavselse. Tværtimod. Aldrig har jeg haft og undervist så søde konfirmander – de sagde næsten for lidt, men vi fik dog sat gang i snakken, da vi i rundkredsen lige skulle ta’ en runde omkring ”hva’ ska’ du være? eller hva’ ska’ du i hvert fald ikke være?” Så åbnede de for deres verdner med alle drømmene for mig, og gaverne strømmede mig i møde. Ønskerne rakte vidt: fra tatovør til kok, fra automekaniker til frisør og kosmetolog, dyrlæge, skuespiller – nogle skulle ikke være læge, og en anden skulle ikke have noget med landbruget at gøre.

Alle lyttede med alvor og interesse til den næste i rækken, og det var uhyre vigtigt for mig, at der blev skabt rum for, at alle ønsker var tilladte og lige gode, selvom de måske var uopnåelige i øjeblikket. Jeg tænkte selv på der i rundkredsen, hvordan et menneske fik banket mig tilbage til stenalderen, da jeg i ottende klasse udtrykte, at jeg gerne ville være præst, og hun svarede:”Ja, ja, lad os nu se - mindre kan vel også gøre det!” De ord trak modbydelige spor efter sig, og det tog mig rigtig lang tid at komme overens med, at vi ikke skal nøjes med den laveste fællesnævner. Det ligger Vorherre så fjernt – han har ambitioner på vores vegne, så derfor kan vi også have det på vores egne. Så: Grib muligheden, konfirmander! Uh, hvor jeg håber, at jeg har fået lov til at gi’ dem det med.

Ingen om'mer til mig, tak!

Tænk, jeg vågnede op på min fødselsdag fire år yngre! En avis havde skrevet, at jeg fyldte 48 år i stedet for 52, så … ja, juhu … pludselig kunne min fødselsdag måske gå hen og blive årets allerbedste dag, for det er sædvanligvis årets kedeligste: 30. december. Ingen gider fejre mig, for d. 30. december er dagen, som de andre bare skal igennem for at komme til den rigtig sjove dag på året: d. 31. december. Jeg kan bare sidde der og hænge med mulen på min fødselsdag, for de tænker alle sammen på at komme hjem og komme i gang med forberedelserne til næste aften. Og hvor mange gange har jeg ikke fået fødselsdagsgaver i julepapir? Men denne gang var det noget andet: jeg var blevet fire år yngre. Den gave kunne næsten ikke blive større, og jeg havde ikke lige tænkt på at ønske mig en ny dåbsattest.

Fire år forærende! Hvad skulle jeg bruge dem til? Jeg vidste, hvad jeg allerede havde brugt de forgangne til, og det er blevet til mange gode begivenheder på det personlige plan. Vores datter er kommet godt af veje, efter at hun er blevet student. Vi har fejret sølvbryllup og nogle gode runde fødselsdage i familien. Vi har fået vores helt eget hus. Min mand har fået sit ønskejob, jeg har taget en masteruddannelse med et tårnhøjt gennemsnit (12,0… så kom bare an; jo, man må godt prale i min alder). Jeg har været ”soul-mate” med et andet menneske igennem masteruddannelsen, skrevet to projekter og været til eksamen sammen med hende. Stor oplevelse, og jeg kan bruge de nye kompetencer både i mit arbejde og som underviser bla. på Center for Sundhed og Livsstil (CSL). Det har betydet nogle nye, rare kollegaer og et værdifuldt indblik i en hel anden verden end den kirkelige arbejdsplads. Så er der alle de mange tabte kilo, som der også er vinket farvel til i de forgangne fire år; men til gengæld sagt goddag til de løftede øjenlåg, som blev en nødvendighed, da al huden ”sank” sammen og hang udover øjenvipperne … alene det gav mindst 4 år og et nyt udsyn!

Pludselig var det godt, at det var en skrivefejl. Heldigvis går tiden fremad og ikke den anden vej, for hvad nu hvis jeg ikke kom til at gennemleve fire lige så gode år, som jeg allerede kan se tilbage på i dyb taknemmelig til min skaber og Gud? Nu er det også blevet helt okay at have fødselsdag på årets kedeligste dag, så ingen om’mer til mig …. men det har jeg sikkert glemt til næste gang, hvor jeg vil vente i spænding på at læse, hvor gammel jeg så er blevet.

Uden vand at drikke ...

”Giv mig en blomst, mens jeg lever” – det er en sætning, som mange af os kender, og som i mit hoved sender tanker hen til den dag, hvor jeg ikke lever længere. Det er nu ikke, fordi jeg til daglig går og spekulerer over min endelighed, for så kunne jeg nemt få masser at gøre, som ville forhindre mig i at leve det muntre og virksomme liv på jord, som jeg sætter så stor pris på og spiser og drikker så rigeligt af ligesom de fleste andre danskere. Men her den anden dag, da jeg skulle lægge en af kirkens kæmper i graven, blev det klart for mig, at det også er muligt at sætte et værdifuldt fingeraftryk på det traditionelle (og gerne meget smukke) blomsteroptog ved den sidste afsked. Jeg vidste det jo godt, men pludselig blev det meget tankevækkende og nærværende, da jeg hørte baggrunden.

Et aktivt menneske, højt oppe i alderen, der har levet et særdeles rigt liv både som familiemenneske og i sin omgangskreds, som sagtens kunne have fortsat i uendelighed, hvis kroppen havde villet, for hun elskede livet. Det vakte også hendes berettigede, ærlige bekymring, da hun hørte, at nødhjælp til et u-land blev ydet som en skovl og vandkande, der kunne sætte kvinderne i gang med at dyrke jorden .. men hvor kom vandet fra? Hvad hjælper en vandkande, hvis der ikke indenfor en overkommelig afstand er adgang til vand f.eks. fra en brønd. Derfor lød der en god opfordring til, at blomster til bisættelsen kunne afleveres som et giro-bidrag til en brønd, hvoraf der i hendes navn ville blive investeret i en brøndandel i et nødhjælpsprojekt. Hermed var den sidste gerning mærket hendes navn hjælp til, at fattige familier får let adgang til rent vand, samtidig med at pigerne i familien kunne passe deres skolegang, da det oftest er dem, der går 10 kilometer for at hente vand.

Sikke et spræl-levende spor at efterlade sig som afdød! … har du tænkt over, om du vil sætte dig et så betydningsfuldt spor den dag, hvor du ikke er her mere? Jeg tænker selv! Jeg ved godt, hvad der er rigtigst; men jeg er bange for, at jeg holder alt for meget af blomster … men vi kan måske ”nøjes” med de smukke forårsblomster, som lige nu stikker sine gule hoveder op af plænen herhjemme? Nej, jeg tror, at jeg vil lade familien bestemme. Det er dem, der skal gennemleve afskeden – men det er lidt som at gi’ Sorte-Per videre, ikke?

Ta' og spild tiden.

Vi befinder os hos frisøren i Michael Endes roman ”Momo”. Frisøren er den forsigtige lille mand, som aldrig har fået taget sig sammen til at få sagt til hende, som han elsker i det skjulte, at det skulle have været de to i livet. Nu sidder hun hjemme hos sig selv, formentlig handicappet og ude af stand til at bevæge sig omkring og fungere som et raskt menneske, og den rare frisør besøger hende et kvarter hver dag.

Mens han står der og glæder sig over det, kommer en af de grå mænd ind i hans butik. De grå mænd er de, som sparer folks tid op, og som konfronterer mennesket med, at det ikke må spilde sin tid på uvæsentlige ting, såsom at holde af, at være god mod andre osv. Den grå mand får frisøren til at indrømme, at han ikke får noget konkret ud af sine besøg hos pigen - og så begynder regnskabet: 15 min. om dagen er 900 sekunder, dvs. 328.­500 sekunder på et år - og set i helt livsperspektiv har han spildt over 16 mill. sekunder af sit liv på et besøg, som han ikke får noget som helst ud af. Dyrebare sekunder, som han kunne have sparet op og brugt meget bedre,­ konklu­derer den grå mand. Den stilfærdige frisørs spæde indvendinger om, at han tror, at det glæder kvinden at få besøg, bliver fuldstændig ignoreret.

Hvornår har du sidst ”spildt” dine dyrebare sekunder på andre? Begynd og spild – vi andre har brug for dine sekunder.