Hva' ska' du være?

Konfirmander! Og så endda onsdag morgen kl. 8.00, men det glæder mig hver gang, for jeg synes, at det er en stor gave at få betroet disse unge mennesker, og at jeg tilmed får et indblik i deres verden. Men jeg er ”streng”, udøver disciplin – jeg sætter grænserne, og de kan både ses og høres. Ofte kommer vi til at grine, hvilket også skete for et par gange siden, da en af konfirmanderne tog mig forsigtigt på armen og impulsivt, dybt alvorligt sagde:”Ih, hvor er det rart med noget disciplin!” Det blev endda udtrykt, mens vi sad i Fogh’s pædagogiske rundkreds, for det gør vi, når jeg underviser. Så er barriererne brudt ned, for vi sidder helt åbne, og ingen kan gemme sig, for vi ser på hinanden alle sammen. Vi viser vores ansigter for hinanden, og så kan vi se, hvem vi er.

I onsdags skulle omkring 35 konfirmander holdes i skak, da en af mine kollegaer havde ferie, og derfor måtte to hold slås sammen. Det kræver hår på brystet, så det var rustet godt op og stivet af hjemmefra, inden ”slaget” skulle slås. Men der var intet slag at slå til min store forbavselse. Tværtimod. Aldrig har jeg haft og undervist så søde konfirmander – de sagde næsten for lidt, men vi fik dog sat gang i snakken, da vi i rundkredsen lige skulle ta’ en runde omkring ”hva’ ska’ du være? eller hva’ ska’ du i hvert fald ikke være?” Så åbnede de for deres verdner med alle drømmene for mig, og gaverne strømmede mig i møde. Ønskerne rakte vidt: fra tatovør til kok, fra automekaniker til frisør og kosmetolog, dyrlæge, skuespiller – nogle skulle ikke være læge, og en anden skulle ikke have noget med landbruget at gøre.

Alle lyttede med alvor og interesse til den næste i rækken, og det var uhyre vigtigt for mig, at der blev skabt rum for, at alle ønsker var tilladte og lige gode, selvom de måske var uopnåelige i øjeblikket. Jeg tænkte selv på der i rundkredsen, hvordan et menneske fik banket mig tilbage til stenalderen, da jeg i ottende klasse udtrykte, at jeg gerne ville være præst, og hun svarede:”Ja, ja, lad os nu se - mindre kan vel også gøre det!” De ord trak modbydelige spor efter sig, og det tog mig rigtig lang tid at komme overens med, at vi ikke skal nøjes med den laveste fællesnævner. Det ligger Vorherre så fjernt – han har ambitioner på vores vegne, så derfor kan vi også have det på vores egne. Så: Grib muligheden, konfirmander! Uh, hvor jeg håber, at jeg har fået lov til at gi’ dem det med.