17. januar 2007

Uden vand at drikke ...

”Giv mig en blomst, mens jeg lever” – det er en sætning, som mange af os kender, og som i mit hoved sender tanker hen til den dag, hvor jeg ikke lever længere. Det er nu ikke, fordi jeg til daglig går og spekulerer over min endelighed, for så kunne jeg nemt få masser at gøre, som ville forhindre mig i at leve det muntre og virksomme liv på jord, som jeg sætter så stor pris på og spiser og drikker så rigeligt af ligesom de fleste andre danskere. Men her den anden dag, da jeg skulle lægge en af kirkens kæmper i graven, blev det klart for mig, at det også er muligt at sætte et værdifuldt fingeraftryk på det traditionelle (og gerne meget smukke) blomsteroptog ved den sidste afsked. Jeg vidste det jo godt, men pludselig blev det meget tankevækkende og nærværende, da jeg hørte baggrunden.

Et aktivt menneske, højt oppe i alderen, der har levet et særdeles rigt liv både som familiemenneske og i sin omgangskreds, som sagtens kunne have fortsat i uendelighed, hvis kroppen havde villet, for hun elskede livet. Det vakte også hendes berettigede, ærlige bekymring, da hun hørte, at nødhjælp til et u-land blev ydet som en skovl og vandkande, der kunne sætte kvinderne i gang med at dyrke jorden .. men hvor kom vandet fra? Hvad hjælper en vandkande, hvis der ikke indenfor en overkommelig afstand er adgang til vand f.eks. fra en brønd. Derfor lød der en god opfordring til, at blomster til bisættelsen kunne afleveres som et giro-bidrag til en brønd, hvoraf der i hendes navn ville blive investeret i en brøndandel i et nødhjælpsprojekt. Hermed var den sidste gerning mærket hendes navn hjælp til, at fattige familier får let adgang til rent vand, samtidig med at pigerne i familien kunne passe deres skolegang, da det oftest er dem, der går 10 kilometer for at hente vand.

Sikke et spræl-levende spor at efterlade sig som afdød! … har du tænkt over, om du vil sætte dig et så betydningsfuldt spor den dag, hvor du ikke er her mere? Jeg tænker selv! Jeg ved godt, hvad der er rigtigst; men jeg er bange for, at jeg holder alt for meget af blomster … men vi kan måske ”nøjes” med de smukke forårsblomster, som lige nu stikker sine gule hoveder op af plænen herhjemme? Nej, jeg tror, at jeg vil lade familien bestemme. Det er dem, der skal gennemleve afskeden – men det er lidt som at gi’ Sorte-Per videre, ikke?

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej ^^
Det var en interessant holdning at have. Jeg tænker selv ret meget over hvad, der skal ske med min krop, efter den ikke "virker" mere. - Trods jeg kun er snart sytten år. Jeg synes ikke, min slægtninge skal kæmpe med at gøre mig tilfreds, så jeg vil hellere have bestemt det på forhånd.

Anonym sagde ...

Ups. Hehe. Fandt ud af, det var en lidt ældre text, jeg kommenterede. x)