En væltet bus i et splitsekund.

Så blev det fredag morgen, op lidt i seks. Dagen i dagen er speciel: jeg skal til guldbryllupsmorgensang kl. 8.00 hos et guldbrudepar, som jeg holder meget af. Ud på badeværelset, tænde for radioen, og jeg hører under tandbørstningen noget omkring en busulykke. Den professionelle præst dukker op: lever alle? og hvor hører bussen til? Godt vi har DAB-radio i badeværelset, så jeg kan få gentaget igen og igen, at der ikke foreligger nogle oplysninger om hjemstedet for bussen, og det ser heldigvis ud til, at alle er i live. Kl. 7.00 står min verden lige stille i et splitssekund, da det forlyder, at alle passagerne i bussen, de fleste børn, er fra Skovlunde, og så skærpes min opmærksomhed væsentlig. Tankerne bliver mange, flyver rundt i hovedet, og min mand stiller igen trofast op til endnu en snak omkring livets skrøbelighed og egentlig også til mine præste-bekymringer.

Gu’ ske lov blev der ikke brug for præsten. Jeg kunne mærke den samme lettelse som den dag, hvor vi tilfældigvis og intetanende kørte forbi Ballerup Cykelarena, og vi så, at taget var styrtet ned. Tænk, hvis arenaen havde været fyldt med mennesker. Tanken kan ikke tænkes til ende. Eller den dag for et par uger siden, hvor jeg var ved at køre en lille dreng over, som opførte sig fuldstændig korrekt, som man skal i et fodgængerfelt – jeg havde bare ikke set ham. Tankerne omkring hvad det ville have gjort ved hans forældre, søskende, øvrige familie osv., hvis jeg havde berøvet den lille dreng livet, åbnede min øjne for, at jeg aldrig var blevet menneske igen. Heldigvis holdt Vorherre hånden over både drengen og mig.

Guldbryllupsmorgensangen bragte tårerne frem i øjenkrogen, nok lidt flere end sædvanligt hos mig. Morgenens oplevelser havde berørt mig, og derfor blev det pludselig så stort at se to mennesker, stå sammen og være glade for at se os alle sammen. Efter en dejlig morgenmad hos guldbrudeparret fortsatte jeg dagen med at drikke formiddagskaffe med personalet i kirken. Jeg havde brug for at dele med nogle andre, at den forulykkede bus heldigvis var fyldt med levende mennesker. Personalet i kirken er meget følsomt, og vi lever alle med i sorg og glæde i sognet. Men hold da op, hvor vi glædede os sammen over, at der var nogle forældre, bedsteforældre og mange, mange andre, der kan sige velkommen hjem til deres elskede børn og børnebørn. I aften vil jeg fortsætte med at glæde mig sammen med min familie og guldbrudeparret …. For vi skal nemlig alle til fest, så jeg må vist hellere se at få tænkt over min tale, som jeg nok ikke kan få holdt uden at fælde tårer. Pivskid – men sådan er det nu en gang.