Grisehalen der blev væk

For mange år siden, dengang Skovlunde Sogn var i sin vorden, blev der født en fantastisk tanke af den daværende sognepræst Aage Sørensen: nemlig ”Gule-ærter-mødet” i februar måned. Han havde en meget fin forståelse for seniorer og madvaner. Derfor var en af hans kæpheste, da menighedshuset skulle bygges, at det skulle være med ordentlige køkkenfaciliteter. Det var visionært tænkt for snart 40 år siden, og der blev også kørt madlavningskurser i en årrække i Skovlunde Kirke, helt i overensstemmelse med tanken om, at kirken skal kunne rumme det hele liv, også hverdagslivet hvortil køkkenlivet i allerhøjeste grad hører – også oppe i alderen.

Men gule ærter – dette himmerigsmåltid, som man nok først lærer at sætte rigtig pris på oppe i årene – det er en langvarig proces, som tager morderlig lang tid i et køkken. Det er også noget, som kræver tålmodighed og en masse forskellige råvarer, så man kaster sig ikke lige ud i forberedelserne. Det vidste sognepræst Aage Sørensen, så der gik ikke lang tid før, at han havde født tanken om, at et gule-ærter-måltid skulle serveres i Skovlunde Kirke i februar måned, og han fik nogle frivillige med på tanken. Det viste sig at være et hit, for det væltede ind ad kirkedøren med glade (og sultne) mennesker, som gerne ville nyde et velsmagende måltid. Traditionen var født! Siden hen har vi altid spist sammen så mange som muligt den første onsdag i februar måned. Der har været en mindre pause mht. serveringen af de gule ærter, idet nogle af os mente, at det afholdt nogle fra at komme, så vi fik i nogle år noget andet mad. Sidste år vendte vi tilbage til de gule ærter og for første gang med pandekager, som er en gammel kyndelmisse-tradition. Vi kan slet ikke gøre dette alene i Skovlunde Kirke uden et samarbejde med plejehjemmet Rosenhaven i sognet, som velvilligt fremstiller ærterne til os.

Hjemme ved spisebordet samme aften underholdt jeg med den glædelig oplevelse, som det igen i år havde været at være til ”Gule-ærter-mødet”. Jeg fortalte om, hvor herligt det er at se nye ansigter, samtidig med det ærgerlige i, at alle interesserede desværre ikke kan deltage, da vi er nødt til at melde udsolgt på et tidspunkt, hvilket selvfølgelig er et positivt men uløseligt problem. Jeg fortalte også om det herlige spillemandsorkester, som underholdt, og så stiller min mand 100.000 kroners spørgsmålet:”Fik I også fik grisehaler til?” Straks forsvandt jeg ind i erindringen, hvor jeg besøgte min Bedste og hendes gule ærter, og hvor der altid var grisehaler til. Åh, hvor de kunne gnaskes, og de smagte godt. Ja, hvor er grisehalerne blevet af? Er vi blevet så fedtforskrækkede, at vi ikke bare den ene gang om året kan spise grisehaler? eller handler det om, at vi synes, det er for ulækkert? Hvad er forklaringen? Mon vi skal til at kalde vores måltid for: gule ærter uden krølle på halen? Lidt trist og lidt udansk, men godt smager det nu alligevel.