Hvor er du?

Sikke en dejlig start på en lørdag: jeg åbner min mailbox, og sandelig om der ikke tikker en mail ind med overskriften:”Hvor er du?” Mailen var fra et menneske, der spurgte efter mig, efter min tilstedeværelse et sted, hvor jeg var savnet, syntes hun. Nej, hvor det glædede mig på denne særlige måde, som er placeret i hjertets dyb. Tænk, der var nogen, der havde fået øje på, at jeg havde været fraværende, og jeg var værdsat. Der var nogen, som satte pris på mig. Tak! Hvorfor mon jeg fik mailen …. jo sikkert, fordi afsenderen i den sidste tid har mødt tanker omkring livets endelighed. Den gode indsigt deri åbner tit for, at man bliver grebet af livet, og at man har overskud til at melde ud til sine omgivelser, at man sætter pris på dem; det er en stor gave at få lov til at dele ud af: at sige tak til og for alle de andre.

Dagen forinden havde jeg deltaget på Danmarks Pædagogiske Universitet i den sidste del af den nye uddannelse, som jeg er ved at fuldføre i filosofisk vejledning. Da havde vi filosoferet over ”Grebethed”. Kort forinden var jeg kørt forbi Islamisk Trossamfund i Nord-vest-kvarteret, og jeg havde tænkt, at om lidt ville det myldre i gaderne af mennesker, der var berørt af grebethed, fordi Abu Laban var død . Senere på dagen talte billederne af den hvide kiste, der blev fragtet på skuldrene af trosfællerne også sit tydelige sprog om det at være grebet. Dér på DPU havde jeg i diskussionen ført meget eftertrykkeligt i felten, at grebethed ikke altid er af det gode, hvilket bekymrer mig. I religiøse, ideologiske og politiske sammenhænge, hvor vi kan tale om den uhyggelige grebethed, følger ofte i kølvandet en fordømmelse af de, der ikke er grebet på den ”rigtige” måde, fordi man ikke er overbevist af den fremførte religion, ideologi eller politik. Men i den etiske grebethed, hvor det handler om at værne om livet på den sande måde, der styrkes det gode, det vise og det skønne. Der er man berørt og grebet af alle de andre. Man er nærværende og taknemmelig for, at man har fået den eneste sande indsigt, som betyder, at man begynder at leve sit liv i skyldig hensyntagen til, at vi er flere om at leve og dele livet.

Tjaeh, hvornår har jeg egentlig sidst ladet min grebethed af livet give sig udtryk i, at jeg får sagt tak til og for alle de andre, kom jeg til at tænke på lørdag morgen? Det må jeg have gjort noget ved. Det er en ilde reklame for det, som jeg gerne vil stå for, at jeg ikke har fået handlet og været nærværende! Jeg tror, at jeg vil begynde sådan i det små med at øve mig ved at ringe til min mand, min datter (som nok ikke lige gider at høre på det) og siden hen min mor …. det vil overraske dem alle, men det er på tide, inden det viser sig at være for sent.