Adgang forbudt for mænd.

Jeg har hilst på dronning Margrethe, næsten! Det var godt nok ikke den rigtige, for hende har vi ikke spurgt, om hun havde lyst til at beære os med et besøg ved Tirsdags-træfs 10 års jubilæum. Men dronning Margrethe kom alligevel i skikkelse af Per Dahl, så vi fik en ordentlig majestætisk hilsen og et rygklap, hvilket vi også fortjener i Tirsdags-træf. Og så festede vi ellers løs tirsdag aften.

Tirsdags-træf er ét blandt mange af Skovlunde Kirkes tiltag og aktiviteter, og som slet ikke var mulig uden en hel unik frivillig indsats. Der er 145 kvinder tilmeldt, stort set alle fra Skovlunde Sogn. Vi har måttet oprette en venteliste, da der er udsolgt ved hver sæsonstart. 145 kvinder i alle aldre, i alle erhverv, med mange forskellige baggrunde. 145 kvinder er alt for mange. Det ved vi også godt, for vi kan slet ikke være i kirkens Pejsestue, hvis alle ”mand” kom af huse. Derfor kalkulerer vi som flyselskaberne med overbooking, og vi krydser fingre ved hver mødegang, at nogle har forfald, hvilket 20 procent næsten altid har. Så passer det nogenlunde med pladsforholdene, selvom vi godt kan sidde som sild i en tønde nogle gange. Vi mødes én gang om måneden og lytter til relevante foredrag af og om kvinder. Mænd er forment adgang...det var så lige en undtagelse med Per Dahl forklædt som dronningen. Det er ikke, fordi vi ikke kan li’ mænd – næh, de kan såmænd være lækre nok en gang imellem! men det er ene og alene, fordi debatten er friere og mere løssluppen, når der ikke er mænd til stede. Der er mange flere, der tager ordet omkring aftenens emne, når mændene ikke er en del af forsamlingen …. tankevækkende! Også lidt trist at være vidne til. Forhåbentlig kan Tirsdags-træf være medvirkende til at rejse kvinders aktive deltagelse også i den offentlige debat, hvor vi desværre ikke altid er så synlige.

Hvad har alt dette så at gøre med at være kirke? Sådan har der i visse kredse været tænkt igennem de første år af Tirsdags-træfs levetid. Nu er disse røster forstummet, kan jeg tydeligvis mærke. Svaret er da også ganske enkelt: det har det hele at gøre med at være kirke. ”Menneske først, kristen så” sådan tænkte og skrev Grundtvig. Det er det bærende princip i Tirsdags-træf: vi debatterer vores hverdagsliv, bliver til som menneske igennem den debat. Det er en dannelsesproces, som vi ikke kan være foruden, hvis vi vil leve et ordentlig etisk liv, og så følger kristenlivet med efterfølgende.

For 6-7 år siden inviterede vi Prinsesse Alexandra. Vi modtog et venligt afslag den dag, hvor det blev offentliggjort, at hun ventede den førstefødte. Mon ikke vi skal prøve med en invitation igen, nu til grevinden? Vi tror nemlig, at både vi og hun vil have glæde af debatten og mødet med alle os ihærdige kvindfolk….og så går vi kvinder heller ikke efter den laveste fællesnævner i Tirsdags-træf. Vi bevarer vores overmod og kvindelist ;-)

PS. For resten er næste sæson 07/08 allerede udsolgt, inden vi har fået reklameret for aktiviteten. Sejt, ikke?

Ingen har som du fortjent det.

Igen i dag skulle der være bisættelse – endda hele to af slagsen. Hver eneste gang står der for de pårørende noget på spil. Det er den sidste afsked; det endelige punktum, og derfor skal det være smukt og rigtigt. Oftere og oftere oplever vi i kirken, at de pårørende gerne vil være med til at sætte er personligt præg på handlingen oftest i form af et musikønske. Det forstår jeg godt, for så føler man også, at man på en eller anden måde gør noget sidste for den afdøde. Det er der mange forskellige meninger om. Nogle præster mener f.eks. at ”Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi” skal synges/spilles et andet sted end i kirkens rum. Et argument er, at det er ikke forbi! Personligt synes jeg, at det er noget af den smukkeste poesi, der er skrevet i årevis:”Fik du set, hvad du ville? Fik du hørt din melodi?” Det er da flot. Men sangen egner sig ikke til fællessang – sådan er det - hvorimod den udmærket lader sig spille på orgel, hvis organisten indvilger. Jeg har selv stor glæde af den melodi, og jeg kan sagtens forstå ønsket. Der er så en rigtig god anledning til at tale om, hvorvidt det er forbi, hvorvidt målet blev nået osv. Til vielser har jeg ofte også taget udgangspunkt i nogle melodi- og sangønsker.

I sidste ende er det dog præsten, der skal give tilladelse, da det er denne, der står inde for, hvad der bliver sagt og sunget i kirkens rum. Det kræver også vejledning. Heldigvis er det sjældent, at denne vejledning ikke ønskes; men det kan hænde, at noget hos de pårørende blokerer, når de møder et spørgsmål om indholdet af sangen, og de så straks tror, at det har noget at gøre med, at jeg ikke ønsker noget sådant …. men så havde jeg vel sagt nej med det samme, som rigtig mange præster gør. Jeg husker tydeligt engang, at et bisættelses-følge havde ønsket, at der til bisættelsen skulle spilles:”Kære lille mormor”, fordi den betød noget for familien. Da var det betydningsfuldt og afgørende at få det vendt med præsten, for da vi nåede frem til linien i sangen:”Ingen har som du fortjent det”, så kunne de godt se, at de ord hørte sig ikke lige til ved mormoderens kiste.

I dag lyttede vi så til Queen:”Who Wants To Live Forever”, da kisten blev båret ud. I den lyrik er der saft og kraft, som taler om, at ”Forever” også er vores ”Today”, når vi er omkranset af kærlighed, hvilket vi er såvel i livet som i døden og det derefter. Det er vældige guddommelige ord at blive sunget ud af kirken med. Det var også helt rigtigt at høre til denne handling efter de pårørendes ønske, samtidig med at det gav en dyb, dyb mening.

Hun er i fårebranchen.

Vi præster taler tit om ved præsteansættelser, at man skal passe på med at søge embede i de sogne, hvor man ansætter én, præsten, og regner med at få to, nemlig udover præsten: den gratis altid småkagebagende præsteægtefælle. Det er i min forståelse efterhånden en rigtig gammel historie, som præster kan finde på at hive frem i tide og utide til at belyse vore ”dårlige” arbejdsforhold. Det er muligt, at jeg såmænd bare befinder mig i et sogn og på en arbejdsplads, hvor der ikke har været de forventninger, men kun en glæde over at se min ægtefælle deltage i gudstjenestelivet og andre arrangementer, hvor det har været muligt. Og det vil han gerne, til stor glæde for mig, fordi mit arbejde også er en stor del af resten af mit liv….ja, Vorherre smides ikke bare lige ud med badevandet efter morgentoilettet; nej, han er såmænd også tilstede ved middagsbordet, selvom vi ikke er så gode til det med bordbøn hjemme hos os.

”Noget for noget” kan man næsten sige, for når ægtefællen så yderligere er professor i husdyrproduktion med særlig henblik på svin, så betyder det også, at jeg er så heldig at få lov til at følge med i særlige sammenhænge, hvilket jeg har stor fornøjelse af. For nylig var der så delegeretmøde i Danske Slagterier, hvor ægtefællerne om aftenen kan deltage i afslutningen på mødet. Der møder jeg glad og fro op, og jeg kan rigtig godt lide at slå ørebøfferne ud og lytte til noget helt andet, end jeg sædvanligvis beskæftiger mig med til daglig. Det er meget interessant at møde nogle af dette lands forfulgte erhvervsgrupper: de danske svineproducenter. Hold da op, hvor den erhvervsgruppe kan blive moppet og ”svinet” til på kryds og tværs. Kan man ikke bruge de sædvanlige prügelknabe: læger, politikere, lærere - så kan man altid finde en god historie om en svineproducent, som kan forarge det ganske land. Efterhånden er pressens begrænsede fantasi lige ved at kede mig lidt.

Men da min mand står der og taler med en af sine faglige kontakter, som har været svinekonsulent, så vender denne pludselig sig over mod mig og spø’r:”Er du så også i branchen?” Inden jeg overhovedet når at få tænkt mig om, svarer min mand:”Nej, hun er i fårebranchen!” Og jeg så hendes forundrende og beundrende øjne, mens hun nok har tænkt: en fåreproducent blandt svineproducenter, det var modigt! Vi fik hurtigt forklaret sagens rette sammenhæng, men siden hen er jeg da blevet endnu mere ydmyg overfor mit kald. Tænk at have fået lov til at være kaldet til at været et får blandt de ca. 12.000 andre i Skovlunde Sogn. Tak for det.

To sider af samme sag.

Det var en rigtig dejlig oplevelse her den anden dag at skulle være med til en ”afsløring”/en ”fernisering” på Plejecentret Lundehaven. I begyndelsen af ugen var jeg blevet ringet op af Unni, som er afdelingsleder på 1. sal og nu konstitueret forstander, efter den afholdte forstander Bjarne havde søgt nye udfordringer. Unni havde jeg truffet for lidt over et år siden, da vi havde nogle indledende ”forhandlinger” omkring en månedlig gudstjeneste på 1. sal. Vi var allerede faldet i rigtig gode gænger med en månedlig gudstjenestefejring på 2. sal; men erfaringen havde vist, at det var svært at få 1. sals beboerne op på 2. sal en gang om måneden. Det er lige umiddelbart svært at forstå, at opstigningen til 2. sal nærmest er en umulighed, men det er en kendsgerning på trods af alle gode viljer fra plejepersonalets side osv. Beboerne befinder sig bedst i deres trygge opgivelser, forstået således, at bor man på 1. sal, så er det dér, man helst vil være. Det forstår jeg godt nu. I hvert fald blev jeg klogere i januar måned for et år siden, efter jeg havde mødtes med Unni og den lille personalerepræsentation fra 1. sal.

”Forhandlings-mødet” var tilmed et øjenåbner-møde for os alle. Det foregik i en meget venlig og positiv atmosfære. Fra begyndelsen mærkede vi, at vi ikke behøvede at ”have kløerne fremme”. Vi kunne rigtig godt li’ hinanden, og vi ville alle det samme: nemlig skabe den optimale gudstjenesteordning for beboerne. Det fik vi, idet vi nu holder to gudstjenester på Lundehaven om måneden, fordelt på salene. Ved mødet fortalte Unni, at hun havde en drøm om at sy et patchwork-tæppe, som vi kunne bruge i forbindelse med gudstjenesterne. Ja, der gik altså et helt år …. af gode grunde da patchwork ikke er noget, som man udøver natten over. Nu ringede hun og sagde, at tæppet var færdigt, og hun ville gerne, at det blev afsløret til gudstjenesten onsdag formiddag, hvor jeg var præst. Det blev jeg glad for og stolt over.

Da vi kom til gudstjenesten, kordegn, organist og jeg, hang tæppet på væggen bag ved alterbordet, som er et alm. sofabord iklædt en hvid dug, lysestager mm. i dagens anledning. Det billede, som tæppet viste os, var Lundehavens logo med træet og bladene, og også med alle værdierne syet ind. Unni fortalte os på prædikenens plads omkring hendes tanker om den ene side, som skal hænge udad til hverdag, for tæppet havde nemlig to sider. På et tidspunkt vendte hun det. Det gav et gip i forsamlingen, da vi så den anden side. Et stort rødt kors omkranset af sol, blomster, grønt, lys, himmel, som er den side, der skal hænge udad, når vi fejrer gudstjeneste. Det var så smukt, og Unnis ord gjorde det hele meget nærværende.

De to sider er et smukt symbol mig på, at livet har to sider: hverdagslivet og gudstjenestelivet, som begge er sider af den samme sag: at være tilstede som helt og fuldt menneske i samlivet med de andre. Det er nok værd at huske på, når vi vender vores egne tæpper engang imellem, at den anden side også er en del af det hele.