To sider af samme sag.

Det var en rigtig dejlig oplevelse her den anden dag at skulle være med til en ”afsløring”/en ”fernisering” på Plejecentret Lundehaven. I begyndelsen af ugen var jeg blevet ringet op af Unni, som er afdelingsleder på 1. sal og nu konstitueret forstander, efter den afholdte forstander Bjarne havde søgt nye udfordringer. Unni havde jeg truffet for lidt over et år siden, da vi havde nogle indledende ”forhandlinger” omkring en månedlig gudstjeneste på 1. sal. Vi var allerede faldet i rigtig gode gænger med en månedlig gudstjenestefejring på 2. sal; men erfaringen havde vist, at det var svært at få 1. sals beboerne op på 2. sal en gang om måneden. Det er lige umiddelbart svært at forstå, at opstigningen til 2. sal nærmest er en umulighed, men det er en kendsgerning på trods af alle gode viljer fra plejepersonalets side osv. Beboerne befinder sig bedst i deres trygge opgivelser, forstået således, at bor man på 1. sal, så er det dér, man helst vil være. Det forstår jeg godt nu. I hvert fald blev jeg klogere i januar måned for et år siden, efter jeg havde mødtes med Unni og den lille personalerepræsentation fra 1. sal.

”Forhandlings-mødet” var tilmed et øjenåbner-møde for os alle. Det foregik i en meget venlig og positiv atmosfære. Fra begyndelsen mærkede vi, at vi ikke behøvede at ”have kløerne fremme”. Vi kunne rigtig godt li’ hinanden, og vi ville alle det samme: nemlig skabe den optimale gudstjenesteordning for beboerne. Det fik vi, idet vi nu holder to gudstjenester på Lundehaven om måneden, fordelt på salene. Ved mødet fortalte Unni, at hun havde en drøm om at sy et patchwork-tæppe, som vi kunne bruge i forbindelse med gudstjenesterne. Ja, der gik altså et helt år …. af gode grunde da patchwork ikke er noget, som man udøver natten over. Nu ringede hun og sagde, at tæppet var færdigt, og hun ville gerne, at det blev afsløret til gudstjenesten onsdag formiddag, hvor jeg var præst. Det blev jeg glad for og stolt over.

Da vi kom til gudstjenesten, kordegn, organist og jeg, hang tæppet på væggen bag ved alterbordet, som er et alm. sofabord iklædt en hvid dug, lysestager mm. i dagens anledning. Det billede, som tæppet viste os, var Lundehavens logo med træet og bladene, og også med alle værdierne syet ind. Unni fortalte os på prædikenens plads omkring hendes tanker om den ene side, som skal hænge udad til hverdag, for tæppet havde nemlig to sider. På et tidspunkt vendte hun det. Det gav et gip i forsamlingen, da vi så den anden side. Et stort rødt kors omkranset af sol, blomster, grønt, lys, himmel, som er den side, der skal hænge udad, når vi fejrer gudstjeneste. Det var så smukt, og Unnis ord gjorde det hele meget nærværende.

De to sider er et smukt symbol mig på, at livet har to sider: hverdagslivet og gudstjenestelivet, som begge er sider af den samme sag: at være tilstede som helt og fuldt menneske i samlivet med de andre. Det er nok værd at huske på, når vi vender vores egne tæpper engang imellem, at den anden side også er en del af det hele.