Gi' mig så et håndtryk.

Vi har berettiget meget travlt med at gøre indsigelse imod, at nogle ikke vil hilse på os og trykke os i hånden. For nylig fortalte en kvinde mig, hvor uværdigt og respektløst hun havde følt det, da hendes fremstrakte hånd ikke blev gengældt. Den, som hun ville hilse på, havde lagt sin højre hånd op på sin venstre skulder og dermed markeret, at han ikke kunne hilse på hende, på samme vis som hun havde ønsket det. Og hvem bestemmer og sætter dagsordenen? Jamen det gjorde manden af anden etisk baggrund, og han handlede netop således for at vise hende respekt, var forklaringen - men holder det vand her i vores danske kultur eller gør det ikke?

Nu skal man feje for egen dør, før man går i gang med at feje for de andres, og i kirkelige regi har vi altså megen tilsvarende skidt liggende på dørmåtten. For nitten år siden da jeg skulle ordineres, dvs. indvies til mit kald, foregik det i Skovlunde Kirke. Sædvanligvis ordineres man i stiftets domkirke af biskoppen og indsættes sidenhen af provsten i det provsti, som man er blevet ansat i. Min ordination foregik på Grundlovsdagen d. 5. juni 1988, hvilket gør mig ekstra stolt, fordi Grundlovsdag betyder noget særligt for mig. Det var meget gribende at blive præsteviet og indsat i den kirke og det sogn, som havde kaldt mig, selvom jeg gik glip af oplevelsen i Domkirken. Men den rare biskop Johannes Johansen valgte at komme til Skovlunde. Der var den officielle forklaring på, at ordinationen skulle foregå i mit sogn, og så var der den uofficielle. Den uofficielle var, at jeg skulle have været ordineret sammen med en ordinant, som ikke kunne trykke sine kvindelige kollegaer i hånden, da han er modstander af disse, og et håndtryk udtrykker anerkendelse og lighed i vores kultur. Desuden er håndtrykket en del af indvielsesritualet. Biskoppen ville skåne mig for den uhørte, ukollegiale opførsel, tror jeg – og så var biskoppen heller ikke konfliktens mand. Et lille stykke tid efter blev en salme offentliggjort, som han havde digtet. Salmen drejede sig om ordination af kvinder til præstegerningen. Jeg har altid godt kunne lide at tænke, at den var inspireret af hans og min oplevelse; men det er bare noget, som jeg forestiller mig, og den tanke vil jeg helst ikke have ødelagt.

Der findes stadig den dag i dag i Folkekirken præster, som ikke kan acceptere, at kvinder kan forvalte sakramenterne, forkynde Guds ord foran alteret osv. De ultrahøjkirkelige præster begrunder det dels med et fundamentalistisk bibelsk argument, at kvinder skal tie i forsamlinger, som Paulus fik til skade at formulere sig, og så dels med at kvinder er urene, når de menstruerer. Man kan ikke have en menstruerende kvinde til at døbe, til at uddele nadveren osv. Kaj Munks modreplik til dette fra sin prædikestol i Vedersø var:"Jamen hvad så, hvis nu en mandlig præst har hæmorroider?" Bare det havde været min replik!

Ikke det sjoveste sted i byen.

Det er starten på vielsessæsonen i kirken, og det får livsstilsekspert Henrik Byager til at poppe op i dagspressen med flg. udtalelse:”Den generelle stemning omkring folkekirken er, at den ikke er det sjoveste sted i byen”. ”Det sjoveste sted i byen” – nej, det er det helt garanteret ikke; tit er jeg også ved at gabe min kæbe noget så eftertrykkeligt af led. Udtalelsen falder, da der viser sig en stigning i det samlede antal af vielser i 2006, men til gengæld et fald i de kirkelige vielser, som åbenbart ikke længere er ”så’en man gør, når det skal være rigtigt”. Rådhuset har overhalet kirken: borgmesteren er sjovere end præsten. Byager formulerer videre, at folkekirken er for fastlåst i traditionerne, hvilket er problematisk i denne selv-iscenesættelses-tid … og så er der jo også lige det, at når man gifter sig anden eller tredje gang, har vielsen en mere fornuftsbetonet karakter, og så fravælges kirken.

Passer ikke, siger jeg bare til det sidste, for er der noget, som i den grad bliver højtideligt, dybt og ægte, så er der anden-gangs-vielserne. Anden gang er der gerne foretaget et valg, som ikke er et fornuftsvalg baseret på villa, vovse, volvo og børn, der skal sikres. Første gang tænker man udover dette med kærligheden i høj grad fornuftigt. Anden gang tænker man sjældent praktisk (hvilket nu også er en hel reel grund) og oftest er det nu kærligheden, der driver parret til brudeskamlen, hører jeg til den ene vielsessamtale efter den anden.

3-4 gange om året bliver jeg anmodet om at foretage en vielse et andet sted end i kirkens rum; oftest en have som parret føler sig særligt knyttet til. Hver gang må jeg sige nej, og så går parret til borgmesteren. Selvom det nogle gange kunne være fornuftigt at rykke ud af murstenenes ramme, så er det biskoppen i mit stift, Helsingør Stift, hvorunder jeg hører, der skal give den sidste tilladelse. Den tilladelse gives kun, hvis der er tale om en nødvielse på et dødsleje. Argumenterne er mange. Præsten skal ikke være pauseklovn! Forbuddet beskytter også mig og mine kollegaer, således at vi ikke skal stille op til vielser på Storebæltsbroen eller i frit fald fra en helikopter osv. Måske er de argumenter gode nok, men samtidig tager de også den personlige dømmekraft fra mig … jeg skulle sandelig nok, som den bangebuks jeg er, sige nej-tak til det frie fald i faldskærm. Til gengæld har jeg - udover vielser på dødslejet - én gang pga. særlige omstændigheder viet et par i en have. Det var meget, meget højtideligt. Der var alter, lys, blomster, kor, kors, musik – ja, det hele. Da tænkte jeg sådan stille inde i mig selv: er det ikke sådan, at Guds menighed opstår der, hvor menneskene er, og ikke der hvor murstenene er? I hvert fald var jeg hverken pauseklovn eller i frit fald fra faldskærm den sommer i den have. Nej, jeg var vidne til, at Gud bar vielsen igennem på sædvanlig vis.

V3 og send til 1234.

Det var en stor aften, da en gammel Skovlunde-konfirmand, Louise, vandt ”Scenen er din” i fredags. Jeg kan godt huske hende, da hun blev konfirmeret sammen med alle kammeraterne i b-klassen fra Lundebjergskolen. Jeg husker klassen særdeles godt. Især for denne enorme, ukritiske og groteske spørgelyst, som især to-tre stykker af Louises klassekammerater udviste, nærmest i konkurrence med hinanden. Det var spørge-Jørgine om igen. Alt blev sat til forhandling i undervisningen, og jeg tænkte tit på de stakkels lærere, som hver dag måtte stille op til svar på det ene og det andet og det tredje. Det har krævet store pædagogiske evner, indsigt og ikke mindst tålmodighed. Der var kun ét at gøre i konfirmandstuen, hvis vi overhovedet skulle nå længere end til skabelsens første dag, og det var kontant at lukke munden på de ivrigste, for ellers havde de kørt med klatten, som det hedder. Men klassen var kvik, god stemning og en masse mange gode og positive ting er der at sige.

Når jeg så sidder der som den gamle præst og rokker i gyngestolen foran fjerneren og ser min gamle konfirmand, falder tankerne tilbage på alle de andre. Nu vidste jeg lige pt. hvordan det går Louise – det kunne jeg høre og se, men hvordan er det nu gået med de andre? Har de det godt? Nogle af dem bliver studenter her til sommer, andre er måske ikke kommet i gang med en uddannelse, og andre igen er på andre veje. Og endnu videre fløj tankerne. Andre personligheder passerede revy i mit hoved. Der er mange mennesker, som har gjort indtryk på mig i tidens løb, og som jeg af gode grunde skal give slip på, når jeg har udført mit kald overfor dem. Det er tit, at jeg ikke får sat et punktum i den historie, som jeg er blevet en del af, fordi livet selvfølgelig skal leves videre både for dem og for mig. En gang imellem sker det, at der lige kommer nogle enkelte forbi for at fortælle mig, at nu kører det hele igen. Jeg kan næsten ikke udtrykke, hvor glad jeg bliver for at få det at vide. Mange vender også tilbage, når livet ikke går den rigtige vej, hvilket er en stor tillidserklæring at vise mig. Det er mit præstelod, at bekendtskaber ofte er så flygtige. Vi berører hinanden i livets store øjeblikke – så er vi væk igen fra hinanden, selvom der fremover er noget, som binder os sammen for altid.

I fredags fik jeg så endnu et hul fyldt ud. Det var dejligt at se Louise vinde – andet havde også været uretfærdigt. Det var godt at høre, at Louise ville tage tilbage til gymnasiet for at deltage i den galla-fest, der var i gang. Hun glemte ikke sit bagland, for der skal nok for en sand stjerne blive tid til det hele. Ups! det tror jeg ikke, at jeg foredrog i konfirmandstuen, men man kan jo ikke tage højde for det hele.

En trist fridag med solskin.

Så blev det atter mandag. Mandag er min søndag, men det er også den dag, hvor ugen begynder for de fleste andre mennesker. Det betyder, at telefonen godt kan gløde et par gange i løbet af dagen. ”Så kan du bare lade være med at tage den”, vil nogle måske tænke, hvis de tror, at jeg skal til at mokke mig over, at den ringer ….. men det er svært at lade være med at besvare opkaldene, for det er også den private telefon. Det er den telefon, som min mor ringer til for at fortælle om sine nye høreapparater, som hun nu igen har fået skiftet, eller hvortil min datter ringer for at fortælle om sin eksamen, eller min mand lige ringer for at få indkøbssedlen bekræftet, hvis han altså ikke har glemt, at han skal tømme Netto på vejen hjem.

Min mand skulle afvikle nogle feriedage, og den ene kunne passende ligge på en mandag. Inden langfarten, som vi havde planlagt til den dag, skulle en af de gode, gamle, frivillige kæmper i svømmeklubben Triton hyldes med sine 70 år. Vi var blevet hvisket i ørene, at man godt måtte kigge forbi, så det glædede vi os til at starte turen ud i det blå med. Dagen gik dog ikke som planlagt, for den var startet tidligere med en trist opringning, der drejede sig om et dødsfald, en voksen søn, hvis mor jeg kender godt og holder meget af, og hun skulle selvfølgelig besøges i løbet af dagen. Andet manglede bare! når man har mistet et barn, kan det næsten ikke blive værre, og har præsten ikke tid; så er det vist på tide, at denne lige opfrisker sit præsteløfte, også selv om det er på en mandag.

Da min mand og jeg satte os under den overdækkede terrasse sådan ved to-tiden om eftermiddagen, så var dagen foreløbig gået med et herligt fødselsdagsbesøg, et trist kondolencebesøg hos den føromtalte moder, yderligere et nedslående og nødvendigt hospitalsbesøg hos en døende, hvis nabo på hjemvejen fra hospitalet skulle ha’ et skulderklap for sin utrættelige indsats og omsorg for den syge. Den nabo er en jordisk engel. Og inden vi havde fået spist vores frokost, havde telefonen igen ringet, fordi endnu en bisættelse skulle planlægges for en af sognets gamle. Det var efterhånden svært at se, at solen også skinnede den dag.

Førend aftenens ro var faldet over hjemmet, havde min mor ringet og fortalt om endnu en udskiftning af sine høreapparater, så selvom dagen næsten endte, som den skulle, var den svær at rumme. Kierkegaard siger:”I Graven er der Hvile, men ved graven er der ingen Hvile” … jeg var ved Graven meget af den mandag, hvilket nattens manglende søvn også blev et udtryk for … men jeg ved, at jeg ikke var alene. Det sidste må jeg prøve at få sagt lidt højere til mig selv, selvom jeg lige nu føler mig halvdøv som min mor.

Banken velsigner dig, men bevarer renten

Konfirmationerne står for døren. Mange er små prinsesser og prinser for en dag. Jeg nyder at få lov til at være en lillebitte del af dagen, selvom jeg selvfølgelig synes, at det vigtigste den dag er timen i kirken, hvor vi alle hører Vorherres gentagne og uophørlige ”ja” til konfirmanderne. Der er noget højtideligt, smukt, rørende og fællesskabsstyrkende ved at sidde og synge med på ”Den signede dag” sammen med mor og far, søskende, alle bedsterne, olderterne og tipperne, som der også er nogle med af. Iscenesættelsen, ja, jeg tør næsten ikke sige det, for det er vist forbudt – men iscenesættelsen: Jeg elsker den. Det er en herlig og kærkommen evangelisk udfordring at skulle kæmpe som en Herrens stridskvinde for ”førstepladsen” den dag, så også Vorherrre bliver synlig sammen med konfirmanderne på sejrsskamlen. Det sker i det øjeblik, hvor menigheden forbavses. Der forventes en dødkedelig konfirmation; men det får man ikke i Skovlunde Kirke eller ret mange andre steder. Når forbavselsen er en realitet, er sejrsdansen hjemme! Det er lige noget, der passer mit temperament.

Udfordringen er stor, som iscenesættelsen er det; men større er pengegaverne, læste jeg for nylig på nettet. Et af mine bekendtskaber skal til konfirmationsfest. Forleden mokkede hun sig over det ”uhyrlige gaveræs”, som hun syntes konfirmationsgaverne havde udviklet sig. Da jeg ikke længere har nogen fornemmelse af gavestørrelse, for min egen unge er langt over konfirmationsalderen, spurgte jeg til, hvad hun så havde tænkt sig at prissætte gaven til? Svaret faldt prompte:”ku-vertprisen” og ikke en dyt mere lå der underforstået i svaret. Jeg gik ikke i dybden med, om hvorvidt det var ta’-selv-bordet derhjemme med de hjemmelavede frikadeller og kartoffelsalat (uhm), eller det var middagen på den fineste kro, der blev prissat; men det har hun haft sine tanker om.

Men rolig nu, for gavepengene går ikke tabt, nej, bankerne er vinderne i den sidste ende! Nordea har foretaget en undersøgelse, der viser, at de unge er så fornuftige i pengesager. De unge kan forvente i gennemsnit at få mellem 10.000 og 13.000 kroner, og langt de fleste har da også en indstilling til penge, som Nordea må nikke bifaldende til: De sparer nemlig op! Over halvdelen af dem, der blev konfirmeret sidste år, satte mere end 60 procent af gavepengene i banken. Fire ud af ti unge lod 80 procent af kontanterne eller mere gå ind på en opsparing. Så det står ikke så dårligt til med ødselheden blandt de unge, og bankerne bliver også rige, når de unge konfirmeres. Det er guf til en af mine konfirmationstaler! Jeg vil opfordre de unge til at forhandle sig til høje renter, når de kommer med deres mange penge. Det er netop forskellen mellem den verdslige verden og den kirkelige: I denne verden må vi forhandle os til de høje renter – i den kirkelige verden blev vores liv uden forhandling sat ind til højeste rente på den guddommelige konto ved dåben. Og renten er allerede udbetalt: det evige liv. Glædelig konfirmation.