En trist fridag med solskin.

Så blev det atter mandag. Mandag er min søndag, men det er også den dag, hvor ugen begynder for de fleste andre mennesker. Det betyder, at telefonen godt kan gløde et par gange i løbet af dagen. ”Så kan du bare lade være med at tage den”, vil nogle måske tænke, hvis de tror, at jeg skal til at mokke mig over, at den ringer ….. men det er svært at lade være med at besvare opkaldene, for det er også den private telefon. Det er den telefon, som min mor ringer til for at fortælle om sine nye høreapparater, som hun nu igen har fået skiftet, eller hvortil min datter ringer for at fortælle om sin eksamen, eller min mand lige ringer for at få indkøbssedlen bekræftet, hvis han altså ikke har glemt, at han skal tømme Netto på vejen hjem.

Min mand skulle afvikle nogle feriedage, og den ene kunne passende ligge på en mandag. Inden langfarten, som vi havde planlagt til den dag, skulle en af de gode, gamle, frivillige kæmper i svømmeklubben Triton hyldes med sine 70 år. Vi var blevet hvisket i ørene, at man godt måtte kigge forbi, så det glædede vi os til at starte turen ud i det blå med. Dagen gik dog ikke som planlagt, for den var startet tidligere med en trist opringning, der drejede sig om et dødsfald, en voksen søn, hvis mor jeg kender godt og holder meget af, og hun skulle selvfølgelig besøges i løbet af dagen. Andet manglede bare! når man har mistet et barn, kan det næsten ikke blive værre, og har præsten ikke tid; så er det vist på tide, at denne lige opfrisker sit præsteløfte, også selv om det er på en mandag.

Da min mand og jeg satte os under den overdækkede terrasse sådan ved to-tiden om eftermiddagen, så var dagen foreløbig gået med et herligt fødselsdagsbesøg, et trist kondolencebesøg hos den føromtalte moder, yderligere et nedslående og nødvendigt hospitalsbesøg hos en døende, hvis nabo på hjemvejen fra hospitalet skulle ha’ et skulderklap for sin utrættelige indsats og omsorg for den syge. Den nabo er en jordisk engel. Og inden vi havde fået spist vores frokost, havde telefonen igen ringet, fordi endnu en bisættelse skulle planlægges for en af sognets gamle. Det var efterhånden svært at se, at solen også skinnede den dag.

Førend aftenens ro var faldet over hjemmet, havde min mor ringet og fortalt om endnu en udskiftning af sine høreapparater, så selvom dagen næsten endte, som den skulle, var den svær at rumme. Kierkegaard siger:”I Graven er der Hvile, men ved graven er der ingen Hvile” … jeg var ved Graven meget af den mandag, hvilket nattens manglende søvn også blev et udtryk for … men jeg ved, at jeg ikke var alene. Det sidste må jeg prøve at få sagt lidt højere til mig selv, selvom jeg lige nu føler mig halvdøv som min mor.