30. maj 2007

Gi' mig så et håndtryk.

Vi har berettiget meget travlt med at gøre indsigelse imod, at nogle ikke vil hilse på os og trykke os i hånden. For nylig fortalte en kvinde mig, hvor uværdigt og respektløst hun havde følt det, da hendes fremstrakte hånd ikke blev gengældt. Den, som hun ville hilse på, havde lagt sin højre hånd op på sin venstre skulder og dermed markeret, at han ikke kunne hilse på hende, på samme vis som hun havde ønsket det. Og hvem bestemmer og sætter dagsordenen? Jamen det gjorde manden af anden etisk baggrund, og han handlede netop således for at vise hende respekt, var forklaringen - men holder det vand her i vores danske kultur eller gør det ikke?

Nu skal man feje for egen dør, før man går i gang med at feje for de andres, og i kirkelige regi har vi altså megen tilsvarende skidt liggende på dørmåtten. For nitten år siden da jeg skulle ordineres, dvs. indvies til mit kald, foregik det i Skovlunde Kirke. Sædvanligvis ordineres man i stiftets domkirke af biskoppen og indsættes sidenhen af provsten i det provsti, som man er blevet ansat i. Min ordination foregik på Grundlovsdagen d. 5. juni 1988, hvilket gør mig ekstra stolt, fordi Grundlovsdag betyder noget særligt for mig. Det var meget gribende at blive præsteviet og indsat i den kirke og det sogn, som havde kaldt mig, selvom jeg gik glip af oplevelsen i Domkirken. Men den rare biskop Johannes Johansen valgte at komme til Skovlunde. Der var den officielle forklaring på, at ordinationen skulle foregå i mit sogn, og så var der den uofficielle. Den uofficielle var, at jeg skulle have været ordineret sammen med en ordinant, som ikke kunne trykke sine kvindelige kollegaer i hånden, da han er modstander af disse, og et håndtryk udtrykker anerkendelse og lighed i vores kultur. Desuden er håndtrykket en del af indvielsesritualet. Biskoppen ville skåne mig for den uhørte, ukollegiale opførsel, tror jeg – og så var biskoppen heller ikke konfliktens mand. Et lille stykke tid efter blev en salme offentliggjort, som han havde digtet. Salmen drejede sig om ordination af kvinder til præstegerningen. Jeg har altid godt kunne lide at tænke, at den var inspireret af hans og min oplevelse; men det er bare noget, som jeg forestiller mig, og den tanke vil jeg helst ikke have ødelagt.

Der findes stadig den dag i dag i Folkekirken præster, som ikke kan acceptere, at kvinder kan forvalte sakramenterne, forkynde Guds ord foran alteret osv. De ultrahøjkirkelige præster begrunder det dels med et fundamentalistisk bibelsk argument, at kvinder skal tie i forsamlinger, som Paulus fik til skade at formulere sig, og så dels med at kvinder er urene, når de menstruerer. Man kan ikke have en menstruerende kvinde til at døbe, til at uddele nadveren osv. Kaj Munks modreplik til dette fra sin prædikestol i Vedersø var:"Jamen hvad så, hvis nu en mandlig præst har hæmorroider?" Bare det havde været min replik!

1 kommentar:

Mystical Seeker sagde ...

"Jamen hvad så, hvis nu en mandlig præst har hæmorroider?" Det er sjovt!

Men det er jo trist at nogle præster er så sexistiske.

Forresten vil jeg gerne omtale at Paulus selv har ikke sagt at kvinde skal tie i kirken. Videnskabsmænd tror at Paulus har ikke skrevet breverne til Timothy og Titus, og de tvilvler at Paulus har skrevet tre andre breve. Til gengæld, den sande Paulus har faktisk skrevet om, for eksempel, Junia, en kvinde der var en apostel.

Desværre er Paulus brugt til at skade kvinde i kristendom. Men de er ikke retfærdig til Paulus. Jeg synes at John Domnic Crossan, i hans nyeste bog "God & Empire", er god til at forklare sandheden om Paulus.