Narret.

Filosoffer og præster er nok så kloge! Så ved I det! Men den tanke får hurtig en ende, når man har læst Søren Kierkegaard. Han er svært klog, også til det himmelråbende uforståelige nogle gange! Han elskede at ”riste” filosoffer og præster, og han gjorde det med en beundringsværdig elegance, som bragte samtiden i oprør. Et eller andet sted skriver han, at filosoffernes tale om virkeligheden ofte er lige så skuffende, som når man hos en marskandiser læser på et skilt: Her rulles! Kommer man så hos den omtalte marskandiser med sit tøj for at få det rullet … tjaeh, så viser det sig, at man er blevet taget noget så eftertrykkeligt ved næsen, for skiltet var nemlig kun til salg!

Den tanke kan jeg godt grine længe af, især når jeg tænker nærmere efter meningen hos Kierkegaard. Meningen er tydelig nok. Den er en advarsel til os alle om, at man ikke skal tage alt for pålydende. Alt hvad der skrives eller siges, skal man ikke tage for bogstaveligt, for gør vi det, er risikoen altid, at der er et dybere lag, som vi overser. Det kan være stemninger og følelser, som ikke nødvendigvis træder frem ved første øjekast, men som efter nærmere studier, viser sig at være nok så virkelige, som en overfladisk læsning efterlader. Det er oftest det, som vi erfarer og ikke kan tale sandt om, for ord rækker ikke til. Digteren digter banalt:”Tak er kun et fattigt ord” - ja, nemlig! for ordet er ikke fyldestgørende nok til at sige det hele, selvom det alligevel omfatter hele den sansede virkelighed, som vi udtrykker vores taknemmelighed over. Vi ved godt inderst inde, hvad der menes med ”tak”, ikke sandt?

Det er dilemmaet: vi kan ikke tale sandt om virkeligheden. Vi kan forsøge at beskrive den med fattige ord; men egentlig kan vi kun føle den, erfare den, sanse den, og derefter kan vi konstruere den med ord, som alligevel ikke rækker til. Men selvom der ikke ”rulles” i virkeligheden, skal vi ikke ophøre med at udtrykke vores tak i ord og handling til alle dem, som fortjener det.