V3 og send til 1234.

Det var en stor aften, da en gammel Skovlunde-konfirmand, Louise, vandt ”Scenen er din” i fredags. Jeg kan godt huske hende, da hun blev konfirmeret sammen med alle kammeraterne i b-klassen fra Lundebjergskolen. Jeg husker klassen særdeles godt. Især for denne enorme, ukritiske og groteske spørgelyst, som især to-tre stykker af Louises klassekammerater udviste, nærmest i konkurrence med hinanden. Det var spørge-Jørgine om igen. Alt blev sat til forhandling i undervisningen, og jeg tænkte tit på de stakkels lærere, som hver dag måtte stille op til svar på det ene og det andet og det tredje. Det har krævet store pædagogiske evner, indsigt og ikke mindst tålmodighed. Der var kun ét at gøre i konfirmandstuen, hvis vi overhovedet skulle nå længere end til skabelsens første dag, og det var kontant at lukke munden på de ivrigste, for ellers havde de kørt med klatten, som det hedder. Men klassen var kvik, god stemning og en masse mange gode og positive ting er der at sige.

Når jeg så sidder der som den gamle præst og rokker i gyngestolen foran fjerneren og ser min gamle konfirmand, falder tankerne tilbage på alle de andre. Nu vidste jeg lige pt. hvordan det går Louise – det kunne jeg høre og se, men hvordan er det nu gået med de andre? Har de det godt? Nogle af dem bliver studenter her til sommer, andre er måske ikke kommet i gang med en uddannelse, og andre igen er på andre veje. Og endnu videre fløj tankerne. Andre personligheder passerede revy i mit hoved. Der er mange mennesker, som har gjort indtryk på mig i tidens løb, og som jeg af gode grunde skal give slip på, når jeg har udført mit kald overfor dem. Det er tit, at jeg ikke får sat et punktum i den historie, som jeg er blevet en del af, fordi livet selvfølgelig skal leves videre både for dem og for mig. En gang imellem sker det, at der lige kommer nogle enkelte forbi for at fortælle mig, at nu kører det hele igen. Jeg kan næsten ikke udtrykke, hvor glad jeg bliver for at få det at vide. Mange vender også tilbage, når livet ikke går den rigtige vej, hvilket er en stor tillidserklæring at vise mig. Det er mit præstelod, at bekendtskaber ofte er så flygtige. Vi berører hinanden i livets store øjeblikke – så er vi væk igen fra hinanden, selvom der fremover er noget, som binder os sammen for altid.

I fredags fik jeg så endnu et hul fyldt ud. Det var dejligt at se Louise vinde – andet havde også været uretfærdigt. Det var godt at høre, at Louise ville tage tilbage til gymnasiet for at deltage i den galla-fest, der var i gang. Hun glemte ikke sit bagland, for der skal nok for en sand stjerne blive tid til det hele. Ups! det tror jeg ikke, at jeg foredrog i konfirmandstuen, men man kan jo ikke tage højde for det hele.