Huen er klar igen.

Om et par dage bliver vi alle væltet over ende af hueklædte, glade, unge mennesker. Det kræver en sand ekspert at tolke, hvilken afgangseksamen de har færdiggjort, for huernes bånd er i alskens farver. Nogle er endda helt sorte, som den oprindelige studenterhue var det. Den sorte indehaves af de rigtig seje studenter: dem med de mange fag på høj-niveau. Huen er også det synlige tegn på, at nu ligger verden åben for studenternes fødder. Det følte jeg i hvert fald engang.

Min hue er fundet frem, for nu skal den i brug igen. For to år siden bar min mand og jeg vores huer, da vores datters klasse fra Borupgaard Gymnasium kom kørende. Og vi var fuldstændig ligeglade med, at vi var pinlige, fordi nu skulle huerne luftes efter så lang tid i glemsel. Min hue lå i en skuffe - en lidt ussel hengemt tilværelse; min mands var der blevet puslet om på en hel anden vis (det er sikkert hans mors fortjeneste), idet den var pænt pakket ned i en plasticpose. Det har min hue også været, siden den sidst har været i brug. Min hue skulle også repareres ved gensynet. Den havde gennemlevet en hård tilværelse på mit hoved i den uge, hvor det hele stod på for 33 år siden. Min mor måtte vaske pulden, og den blev næsten hvid igen. Den sorte halsrem hang. Skyggen og svederem var intakt. Traditionen med at klippe i svederemmen var endnu ikke opfundet. Hvert klip betyder, at man har oplevet en solopgang med huen på. Hvis skikken havde været indført dengang, havde min været klippet helt itu!

Da vi stod der på vejen og viftede med vores huer, var der heldigvis et par enkelte fra klassen – de der stadig kunne ”se”! - der syntes, at det var ”sgu’ da sejt!” En ville sammenligne vores huer, og vi måtte konstatere, at min så noget antikveret ud. Men ligheden var der alligevel, for vi havde begge i overensstemmelse med dansk tradition: korset siddende øverst på huen.

Men nu skal huen nurses på bedste vis, for jeg vil også bære den til mine børnebørns og oldebørns studentergilder, hvilke jeg absolut da regner med at skulle deltage i. Huen betyder noget for mig, for når jeg sidder og ser ned i hattepulden, mindes jeg. Mine klassekammerater har skrevet inde i huen, og det er med stor sørgmodighed, at jeg bliver mindet om, at nogle af dem ikke lever mere. Nogle har mistet et barn eller en ægtefælle. Vagabond-livet på landevejen tiltalte klassens musiske geni; bypass-operationer kender vi også til i min gamle gymnasieklasse; andre med tårnhøje uddannelser er nu arbejdsløse …. Og vi taler om mennesker i begyndelsen af 50’erne. Når jeg snart svinger med huen, vil jeg gøre det i mindet om de, som har skrevet i huen. Jeg vil også glæde mig over, at jeg svinger huen sammen med min mand (og måske min datter, hvis hun tager sin med!), mens vi hylder J. Tillykke!