13. juni 2007

Ingen reklamer, tak!

Der er en aktivitet i mange sogne, hvor man desværre er nødt til at gå meget stille med dørene. Det er ret paradoksalt, men sådan er det, og det på trods af at der helt sikkert er ledige pladser til frivillige! I Skovlunde Sogn hedder aktiviteten: Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste, som tilbyder at sende besøgsvenner ud til besøgsværter, men vi er nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen og ikke råbe ud på gader og stræder, at der er nogle frivillige, som har påtaget sig denne vigtige medmenneskelige opgave. Hvorfor nu det? Svar: vi mangler besøgsvenner. Hver eneste gang vi efterlyser besøgsvenner, så dukker nogle enkelte op, som gerne vil bruge 1 times tid ugentlig til at glæde et medmenneske med et besøg. Det er glædeligt! MEN når vi efterlyser besøgsvenner, så kommer der mindst fire gange så mange henvendelser fra mennesker, besøgsværter, som ønsker besøg. Vi kan ganske enkelt ikke følge med efterspørgslen, selvom vi hellere end gerne ville.

Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste er en af landets største kirkelige besøgstjenester. Populariteten er enorm, fordi vi lægger vægt på kvalitet! Vores kontaktperson for besøgstjenesten, Hanne Dedenroth (hannededenroth@stofanet.dk – tlf: 44 84 70 13), udfører et kæmpestort frivilligt arbejde for at matche besøgsven og besøgsvært. Inden man overhovedet bliver sendt ud – eller får tildelt en besøgsven – så har man været igennem samtaler med kontaktpersonen, som så danner sig et indtryk. Oftest har både besøgsven og besøgsvært gjort sig nogle tanker omkring deres roller, og det er disse tanker, som det er vigtigt at få talt igennem for at undgå misforståelser. Få gange har vores kontaktperson været nødt til at sige, at det ikke er i vores tjeneste, at man skal lægge sine frivillige kræfter. Andre gange kan det også vise sig nødvendigt at sige til en besøgsvært, inden der er blevet etableret en besøgsordning, at tjenesten ikke magter at løfte en besøgsopgave hos denne …. men det værste er dog at skulle fortælle, at vi har personalemangel! Det er også vigtigt for kontaktpersonen at få understeget overfor de nye besøgsvenner, at man følger med hele vejen og ikke stopper, hvis livet hos besøgsværten pludselig ændrer karaktér. Vi forventer, at besøgsvennen er medlem af Folkekirken, men vi lægger til gengæld meget vægt på at understrege, at det ikke er en missionstjeneste. Man er ikke missionær, når man kommer i besøgsværtens hjem; man kommer udelukkende som et medmenneske, der ønsker at bidrage på den måde, som man nu har evner til, at et andet menneske får noget livskvalitet. Og den livskvalitet kan udfoldes på mange måder: gåture, oplæsning af avis, drikke en kop kaffe, tur i Tivoli mm.

Mon ikke også vi skal til at have gang i noget supervision af besøgsværterne? Jeg skal vist have fat i kontaktpersonen og tilbyde hende, at vi går i gang med en sokratisk dialoggruppe for besøgsvenner, hvor vi skal have filosoferet over: ”Hvad er et godt besøg?” Det vil være sprit-nyt i den kirkelige verden .. har du lyst til at være med?

Ingen kommentarer: