Langt væk hjemmefra.

En gang om året er jeg censor på læreruddannelsen i faget kristendom/livsoplysning/religion. Det er ren opladning med sådan en puster fra glæde og sorg, som meget af mit arbejde er fyldt med. Samtidig får jeg en indsigt i de kommende skolelæreres viden omkring fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder, som er: kristendom, europæisk idéhistorie, ikke-kristne religioner, etiske og eksistentielle spørgsmål.

Turen i år gik over på den anden side af Storebælt, og jeg skulle være hjemmefra i en lille uges tid. Denne gang glædede jeg mig meget, da jeg forestillede mig, at niveauet ville være højt. Det har ikke altid har været så opløftende en faglig oplevelse at sidde som censor; nogle gange har det nærmest været rystende. Selv den nok så banale viden kan hos de studerende være pist verschwunden, og det er ikke bare i eksamens-øjeblikket. Det er viden lige fra, at Jesus blev korsfæstet til at besvare spørgsmålet om f.eks. Guds treenighed, hvor tredelingen hos en af de studerende vedvarende blev fastholdt til at være: Gud, Helligånd og Djævel! Så er jeg godt nok stået af i stor måbende forbavselse. Til gengæld sidder viden om Islam ganske godt fast. Den religion ved de studerende noget om, hvilket også er vigtigt i vores multireligiøse samfund …. Platon, ja, ham kan de fleste også forfra og bagfra! Jeg ved godt, at jeg skal lade min personlige ”dannelses-kanon” blive i Skovlunde Sogn; men der er noget elementært viden, som skal være på plads hos den kommende skolelærer.

Oversøisk var det en overraskende, nedslående oplevelse: dumpeprocenten blev høj, for den almene dannelse i faget var fraværende hos forbavsende mange. Der var dog heldigvis også nogle rigtig dygtige imellem, men der var desværre alt for mange, hvor usikkerheden og det upræcise slog igennem. Og det koster på karaktérskalaen.

Det kom også til koste for mig, for mens jeg var væk hjemmefra, og min mand samtidig sad i Lleida tæt ved Barcelona i Spanien og solidarisk overfor sit fag smæskede sig i retten: grisetæ’er i svampesovs (det er trods alt for fedt! sagde han), da var vores anden bil gået i baglås. Den bil, som vores datter og hendes kæreste var afhængig af i ugens løb, så det var jo skønt! Men så kom det døgn, som er gået over i den ringgaarske historie: for da Falck hentede bilen et par dage senere, faldt den ned af rampen på lastbilen. Efterfølgende blev vores datter overfaldet på Østerport Station af en sindssyg og bindegal cyklist, og jeg havde nok så nydeligt der i det fremmede plukket en parkeringsbøde af bilen på 510 kr. morgenen efter.
Da jeg sad i lærerværelset på seminariet og fortalte hele det foregående døgns historie om en halv-smadret bil, et overfald og en parkeringsbøde, strejfede vi humoristisk tanken omkring den straffende og dømmende Gud! Var dette Guds straf til mig pga. den høje dumpeprocent? Svar: Nej, for i Det Nye Testamente er det kristne Gudsbillede forvandlet til en kærlig Gud ….. det var der heldigvis mange studerende, der vidste.