På skuldrene af kæmper.

Min gode kollega, Knud Sørensen i Måløv, holdt afskedsgudstjeneste i søndags, og som tillidsrepræsentant var det selvfølgelig der, at min mand og jeg skulle fejre gudstjeneste den søndag. Knud har altid været noget særligt i mit hjerte. Han og jeg er kommet nogenlunde samtidig til provstiet, dog til hvert sit sogn, så jeg føler på en måde, at vi er ”vokset op sammen”. Knud er det, som jeg vil kalde med de bedste ord, som jeg næsten kan finde frem:”En driftssikker hædersmand uden svig”. Altid har du vidst, hvor du havde ham, altid har han været lydhør, og altid kunne du regne med, at hvad han sagde, det mente han …. og så er det også lige, at han har været forandringsvillig, som er et af tidens nye ord; men Knud var forandringsvillig, før han vidste, at det var moderne, og andre havde opfundet ordet. Der er sket meget i Måløv Sogn i de 19 år, hvor Knud har gjort tjeneste i sognet.

Og så kom vi der – ca. 7-8 minutter i 10, hvor højmessen skulle starte klokken 10. Vi regnede med, at vi var i god tid. Egentlig vil min mand helst komme lidt forsinket, fordi sådan gør man i Nordvestjylland, hvor han kommer fra, men jeg kan godt lide at være i god tid. Så det var et kompromis dette med de 7-8 minutter i 10; men ”det er kun, fordi vi skal til Knuds afskedsgudstjeneste” havde han sagt hele vejen i bilen. Jeg var ligeglad – bare jeg var der til tiden.

Der var forbavsende stille i Måløv og omkring kirken, da vi ankom. Mens vi kravlede op ad den smukke stentrappe ind til kirken, tænkte jeg med sorg i mit stille sind, at der åbenbart ikke var en ordentlig kirkegang denne søndag, selvom det var sidste gang, at Knud ledede højmessen i kirken. Jeg ærgrede mig og syntes, at det var uretfærdigt, for det havde Knud ikke fortjent. Jeg ved godt, at for Knud drejer det sig om at fejre gudstjeneste, og så er det lige meget om, det er 3, der kan tælles til den gudstjenestefejrende menighed, eller om der er 500. Men det er nu lidt festligere med de 500, ikke sandt?

Jeg fik et chok, da kirkedøren blev åbnet: der var propfyldt. Som om vi var 500. Folk stod op inde i kirken og i våbenhuset. Vi fik en plads alleryderst, så yderst at vi ikke kunne se ind i kirken (så kan han lære det, min mand!), og hold da op hvor vi fejrede gudstjeneste. Da vi sang:”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, så kunne jeg godt høre i mit indre, at det var Knuds ”svanesang”. Salmen slutter med:”Og giv mig til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet!” I mellemtiden må Knud nøjes med at være indskrevet på jord på smukkeste vis i rækken af Måløvs Sogns tjenestegørende præster.