Det, man ser, er man selv!

Her den anden dag læste jeg en rigtig god historie. For nogle år siden blev vi bombarderet med slagord for sund kost – og det er på sin vis godt nok, tror jeg. Der var bla. et slagord, som lød således: ”Du bli’r, hvad du spiser.” En dag, ja, velsagtens en aften sidder et af det sidste århundredes store genier, professor Sløk, i sin lænestol, mageligt henslængt, rigtig godt tilrette, fjernsynet er tændt, og frem på skærmen toner kampagnen for sundere levevis:”Du bli’r, hvad du spiser”. Og fortællingen fortsætter med, at Sløk berettede:”Og der sad jeg – og havde lige fået torsk til middag!”. Man må nok sige, at det unægtelig ikke er ønskværdige fremtidsudsigter: At være en torsk!

Et par aftner senere midt under Touren, sidder jeg foran skærmen og lytter til et andet slogan, et radioslogan, noget i retningen af:"Det, man hører, er man selv". Det er lige før, at det fik håret til at stå lodret op på mit hoved ….. da-dum, da-dum-musik lytter jeg ofte til … tjaeh, så bliver jeg åbenbart da dum! Det trøstede at tænke, at jeg ikke kunne være den eneste lytter og dermed eneejer af den ære, men alligevel! Og nu her i disse sidste Tour-tider, for sloganet må kunne udvides: ”Det, man ser, er man selv”, så må jeg være dopingtilhænger, for ellers åbnede jeg vel ikke for fjernsynet, når bjergtinderne skal forceres?

Hvorfor sidder jeg egentlig og glo’r på dette cykelcirkus år efter år? Tankerne går tilbage til Irland, i sommeren 1998, hvor jeg stod ved en af ruterne og skreg hysterisk:”Bjarne Riis, Bjarne Riis” i ekstatisk hyldest, da Telekomholdet rasede forbi. Stor var oplevelsen, da en af disse ryttere rakte armen ud imod mig som en slags anerkendelse af min hyldest. Dengang bildte jeg mig ind, at jeg måtte være blevet set af Bjarne Riis ….i dag er jeg vel nærmest flov! Men hvad så jeg: jeg så en synder, som bekendte sin synd på offentlig vis her for ikke så lang tid siden. Det var ikke sjovt at se en af mine helte falde, men det gjorde han, da han gik til den bekendelse, som vi alle havde efterspurgt i årevis og også frygtet. Åh, det var en skam.

Det, man ser, er man selv, og jeg må spørge mig selv om, hvorvidt det, at jeg ser en synder, også gør mig til synder, fordi jeg stadig sidder og glor på de syndige cykelryttere? Næh, såmænd er det ikke derved, at jeg bliver en synder, for det er jeg i forvejen, ligesom du er det! Synden består i, at vi ikke tilgiver de andre, på trods af vi selv er tilgivet lige fra dåbens vand blev øst ud over os! Men vi har svært ved at tilgive Bjarne Riis; Kyllingen skuffer og tænk på, hvilken skam han bærer på nu…så min solidaritet med Tourens syndige ryttere vil komme til udtryk i min middagsmad i aften: kylling (for ”Du bli’r, hvad du spiser” = en tilgivet synder).