Ikke det sjoveste sted i byen.

Det er starten på vielsessæsonen i kirken, og det får livsstilsekspert Henrik Byager til at poppe op i dagspressen med flg. udtalelse:”Den generelle stemning omkring folkekirken er, at den ikke er det sjoveste sted i byen”. ”Det sjoveste sted i byen” – nej, det er det helt garanteret ikke; tit er jeg også ved at gabe min kæbe noget så eftertrykkeligt af led. Udtalelsen falder, da der viser sig en stigning i det samlede antal af vielser i 2006, men til gengæld et fald i de kirkelige vielser, som åbenbart ikke længere er ”så’en man gør, når det skal være rigtigt”. Rådhuset har overhalet kirken: borgmesteren er sjovere end præsten. Byager formulerer videre, at folkekirken er for fastlåst i traditionerne, hvilket er problematisk i denne selv-iscenesættelses-tid … og så er der jo også lige det, at når man gifter sig anden eller tredje gang, har vielsen en mere fornuftsbetonet karakter, og så fravælges kirken.

Passer ikke, siger jeg bare til det sidste, for er der noget, som i den grad bliver højtideligt, dybt og ægte, så er der anden-gangs-vielserne. Anden gang er der gerne foretaget et valg, som ikke er et fornuftsvalg baseret på villa, vovse, volvo og børn, der skal sikres. Første gang tænker man udover dette med kærligheden i høj grad fornuftigt. Anden gang tænker man sjældent praktisk (hvilket nu også er en hel reel grund) og oftest er det nu kærligheden, der driver parret til brudeskamlen, hører jeg til den ene vielsessamtale efter den anden.

3-4 gange om året bliver jeg anmodet om at foretage en vielse et andet sted end i kirkens rum; oftest en have som parret føler sig særligt knyttet til. Hver gang må jeg sige nej, og så går parret til borgmesteren. Selvom det nogle gange kunne være fornuftigt at rykke ud af murstenenes ramme, så er det biskoppen i mit stift, Helsingør Stift, hvorunder jeg hører, der skal give den sidste tilladelse. Den tilladelse gives kun, hvis der er tale om en nødvielse på et dødsleje. Argumenterne er mange. Præsten skal ikke være pauseklovn! Forbuddet beskytter også mig og mine kollegaer, således at vi ikke skal stille op til vielser på Storebæltsbroen eller i frit fald fra en helikopter osv. Måske er de argumenter gode nok, men samtidig tager de også den personlige dømmekraft fra mig … jeg skulle sandelig nok, som den bangebuks jeg er, sige nej-tak til det frie fald i faldskærm. Til gengæld har jeg - udover vielser på dødslejet - én gang pga. særlige omstændigheder viet et par i en have. Det var meget, meget højtideligt. Der var alter, lys, blomster, kor, kors, musik – ja, det hele. Da tænkte jeg sådan stille inde i mig selv: er det ikke sådan, at Guds menighed opstår der, hvor menneskene er, og ikke der hvor murstenene er? I hvert fald var jeg hverken pauseklovn eller i frit fald fra faldskærm den sommer i den have. Nej, jeg var vidne til, at Gud bar vielsen igennem på sædvanlig vis.