28. februar 2007

66 pizzaer og klokken er 7.20

Allerede 7.20 ringede den første konfirmand, ganske forventeligt på denne torsdag morgen. I morgennyhederne havde det lydt, at nogle af Ballerup kommunes skoler var sne-lukket, og spørgsmålet i den anden ende af røret lød: er konfirmandundervisningen så også aflyst i dag? Uha, det var svært at svare på, for der var lige noget, der skulle undersøges først: nemlig kunne underviserne nå frem? Det var nemlig en ganske særlig dag, hvor konfirmanderne skulle være i kirken hele dagen, og hvor de skulle gennemgå et undervisningsforløb med stands-aids-karavanen fra Folkekirkens Nødhjælp.

Vi har nogle rigtig gode oplevelser en gang om året med disse karavaner fra Folkekirkens Nødhjælp. Vi lærer meget, rigtig meget. De to foregående år har temaet været sulten i verden – og i særdeleshed i Afrika, hvor konfirmanderne har set film, spillet diverse små scenarier igennem, som sultkaravanen havde planlagt. Og højdepunktet har hver gang været: bespisningen, hvor konfirmanderne blev delt i de rige og de fattige i et forsøg på at afspejle den virkelige verden. De rige, som udgjorde et fåtal – velsagtens 10 konfirmander fik i rigelige mængder serveret pizzaer og cola ved et særdeles veldækket bord. De fattige blev placeret på gulvet og fik en lille, bitte skål ris hver og lidt vand, hvis de var rigtig heldige, og så kunne vi alle sidde der i ”fællesskabet” og spise sammen. Pudsigt nok har det aldrig givet brok, hvilket har undret mig. Konfirmanderne har gjort, som de blev bedt om uden megen mukkeri. Selvfølgelig er der nogle, som ikke har gidet spise risen; men ingen har rejst sig op og forlangt at komme til at sidde oppe hos de rige og spise af deres mad Og til gengæld har de rige heller ikke delt ud af deres mad. Tankevækkende både i det globale såvel som i det lokale perspektiv: vi gør, som vi får besked på, selvom vi alle kan se den uhørte ulige fordeling.

I mellemtiden var klokken blevet 8.10 og min kollega og jeg besluttede os for aflysning, for karavanen var også sneet inde og kunne ikke nå frem. Kontrasten til verdens sult blev endnu mere grotesk, da næste problem blev de 66 pizzaer, der var bestilt til kl. 11.00, og som skulle have været brugt på dagen. Det lokale pizzeria har selvfølgelig ikke åbent klokken otte om morgenen. Da vi endelig fik fat i pizzeriaet og stoppet pizza-bagningen, var tallet 33 nået, som vi har måttet afhente og fryse i kirkens fryser. Endnu venter 33 pizzaer på afhentning en dag ved lejlighed. Og de skal nok komme i brug en dag med alle de aktiviteter, som vi omgiver os med. Måske skulle vi holde en pizza-gudstjeneste, som andre holder spaghetti-gudstjeneste? Kommer du så lige forbi?

21. februar 2007

En væltet bus i et splitsekund.

Så blev det fredag morgen, op lidt i seks. Dagen i dagen er speciel: jeg skal til guldbryllupsmorgensang kl. 8.00 hos et guldbrudepar, som jeg holder meget af. Ud på badeværelset, tænde for radioen, og jeg hører under tandbørstningen noget omkring en busulykke. Den professionelle præst dukker op: lever alle? og hvor hører bussen til? Godt vi har DAB-radio i badeværelset, så jeg kan få gentaget igen og igen, at der ikke foreligger nogle oplysninger om hjemstedet for bussen, og det ser heldigvis ud til, at alle er i live. Kl. 7.00 står min verden lige stille i et splitssekund, da det forlyder, at alle passagerne i bussen, de fleste børn, er fra Skovlunde, og så skærpes min opmærksomhed væsentlig. Tankerne bliver mange, flyver rundt i hovedet, og min mand stiller igen trofast op til endnu en snak omkring livets skrøbelighed og egentlig også til mine præste-bekymringer.

Gu’ ske lov blev der ikke brug for præsten. Jeg kunne mærke den samme lettelse som den dag, hvor vi tilfældigvis og intetanende kørte forbi Ballerup Cykelarena, og vi så, at taget var styrtet ned. Tænk, hvis arenaen havde været fyldt med mennesker. Tanken kan ikke tænkes til ende. Eller den dag for et par uger siden, hvor jeg var ved at køre en lille dreng over, som opførte sig fuldstændig korrekt, som man skal i et fodgængerfelt – jeg havde bare ikke set ham. Tankerne omkring hvad det ville have gjort ved hans forældre, søskende, øvrige familie osv., hvis jeg havde berøvet den lille dreng livet, åbnede min øjne for, at jeg aldrig var blevet menneske igen. Heldigvis holdt Vorherre hånden over både drengen og mig.

Guldbryllupsmorgensangen bragte tårerne frem i øjenkrogen, nok lidt flere end sædvanligt hos mig. Morgenens oplevelser havde berørt mig, og derfor blev det pludselig så stort at se to mennesker, stå sammen og være glade for at se os alle sammen. Efter en dejlig morgenmad hos guldbrudeparret fortsatte jeg dagen med at drikke formiddagskaffe med personalet i kirken. Jeg havde brug for at dele med nogle andre, at den forulykkede bus heldigvis var fyldt med levende mennesker. Personalet i kirken er meget følsomt, og vi lever alle med i sorg og glæde i sognet. Men hold da op, hvor vi glædede os sammen over, at der var nogle forældre, bedsteforældre og mange, mange andre, der kan sige velkommen hjem til deres elskede børn og børnebørn. I aften vil jeg fortsætte med at glæde mig sammen med min familie og guldbrudeparret …. For vi skal nemlig alle til fest, så jeg må vist hellere se at få tænkt over min tale, som jeg nok ikke kan få holdt uden at fælde tårer. Pivskid – men sådan er det nu en gang.

14. februar 2007

Grisehalen der blev væk

For mange år siden, dengang Skovlunde Sogn var i sin vorden, blev der født en fantastisk tanke af den daværende sognepræst Aage Sørensen: nemlig ”Gule-ærter-mødet” i februar måned. Han havde en meget fin forståelse for seniorer og madvaner. Derfor var en af hans kæpheste, da menighedshuset skulle bygges, at det skulle være med ordentlige køkkenfaciliteter. Det var visionært tænkt for snart 40 år siden, og der blev også kørt madlavningskurser i en årrække i Skovlunde Kirke, helt i overensstemmelse med tanken om, at kirken skal kunne rumme det hele liv, også hverdagslivet hvortil køkkenlivet i allerhøjeste grad hører – også oppe i alderen.

Men gule ærter – dette himmerigsmåltid, som man nok først lærer at sætte rigtig pris på oppe i årene – det er en langvarig proces, som tager morderlig lang tid i et køkken. Det er også noget, som kræver tålmodighed og en masse forskellige råvarer, så man kaster sig ikke lige ud i forberedelserne. Det vidste sognepræst Aage Sørensen, så der gik ikke lang tid før, at han havde født tanken om, at et gule-ærter-måltid skulle serveres i Skovlunde Kirke i februar måned, og han fik nogle frivillige med på tanken. Det viste sig at være et hit, for det væltede ind ad kirkedøren med glade (og sultne) mennesker, som gerne ville nyde et velsmagende måltid. Traditionen var født! Siden hen har vi altid spist sammen så mange som muligt den første onsdag i februar måned. Der har været en mindre pause mht. serveringen af de gule ærter, idet nogle af os mente, at det afholdt nogle fra at komme, så vi fik i nogle år noget andet mad. Sidste år vendte vi tilbage til de gule ærter og for første gang med pandekager, som er en gammel kyndelmisse-tradition. Vi kan slet ikke gøre dette alene i Skovlunde Kirke uden et samarbejde med plejehjemmet Rosenhaven i sognet, som velvilligt fremstiller ærterne til os.

Hjemme ved spisebordet samme aften underholdt jeg med den glædelig oplevelse, som det igen i år havde været at være til ”Gule-ærter-mødet”. Jeg fortalte om, hvor herligt det er at se nye ansigter, samtidig med det ærgerlige i, at alle interesserede desværre ikke kan deltage, da vi er nødt til at melde udsolgt på et tidspunkt, hvilket selvfølgelig er et positivt men uløseligt problem. Jeg fortalte også om det herlige spillemandsorkester, som underholdt, og så stiller min mand 100.000 kroners spørgsmålet:”Fik I også fik grisehaler til?” Straks forsvandt jeg ind i erindringen, hvor jeg besøgte min Bedste og hendes gule ærter, og hvor der altid var grisehaler til. Åh, hvor de kunne gnaskes, og de smagte godt. Ja, hvor er grisehalerne blevet af? Er vi blevet så fedtforskrækkede, at vi ikke bare den ene gang om året kan spise grisehaler? eller handler det om, at vi synes, det er for ulækkert? Hvad er forklaringen? Mon vi skal til at kalde vores måltid for: gule ærter uden krølle på halen? Lidt trist og lidt udansk, men godt smager det nu alligevel.

7. februar 2007

Hvor er du?

Sikke en dejlig start på en lørdag: jeg åbner min mailbox, og sandelig om der ikke tikker en mail ind med overskriften:”Hvor er du?” Mailen var fra et menneske, der spurgte efter mig, efter min tilstedeværelse et sted, hvor jeg var savnet, syntes hun. Nej, hvor det glædede mig på denne særlige måde, som er placeret i hjertets dyb. Tænk, der var nogen, der havde fået øje på, at jeg havde været fraværende, og jeg var værdsat. Der var nogen, som satte pris på mig. Tak! Hvorfor mon jeg fik mailen …. jo sikkert, fordi afsenderen i den sidste tid har mødt tanker omkring livets endelighed. Den gode indsigt deri åbner tit for, at man bliver grebet af livet, og at man har overskud til at melde ud til sine omgivelser, at man sætter pris på dem; det er en stor gave at få lov til at dele ud af: at sige tak til og for alle de andre.

Dagen forinden havde jeg deltaget på Danmarks Pædagogiske Universitet i den sidste del af den nye uddannelse, som jeg er ved at fuldføre i filosofisk vejledning. Da havde vi filosoferet over ”Grebethed”. Kort forinden var jeg kørt forbi Islamisk Trossamfund i Nord-vest-kvarteret, og jeg havde tænkt, at om lidt ville det myldre i gaderne af mennesker, der var berørt af grebethed, fordi Abu Laban var død . Senere på dagen talte billederne af den hvide kiste, der blev fragtet på skuldrene af trosfællerne også sit tydelige sprog om det at være grebet. Dér på DPU havde jeg i diskussionen ført meget eftertrykkeligt i felten, at grebethed ikke altid er af det gode, hvilket bekymrer mig. I religiøse, ideologiske og politiske sammenhænge, hvor vi kan tale om den uhyggelige grebethed, følger ofte i kølvandet en fordømmelse af de, der ikke er grebet på den ”rigtige” måde, fordi man ikke er overbevist af den fremførte religion, ideologi eller politik. Men i den etiske grebethed, hvor det handler om at værne om livet på den sande måde, der styrkes det gode, det vise og det skønne. Der er man berørt og grebet af alle de andre. Man er nærværende og taknemmelig for, at man har fået den eneste sande indsigt, som betyder, at man begynder at leve sit liv i skyldig hensyntagen til, at vi er flere om at leve og dele livet.

Tjaeh, hvornår har jeg egentlig sidst ladet min grebethed af livet give sig udtryk i, at jeg får sagt tak til og for alle de andre, kom jeg til at tænke på lørdag morgen? Det må jeg have gjort noget ved. Det er en ilde reklame for det, som jeg gerne vil stå for, at jeg ikke har fået handlet og været nærværende! Jeg tror, at jeg vil begynde sådan i det små med at øve mig ved at ringe til min mand, min datter (som nok ikke lige gider at høre på det) og siden hen min mor …. det vil overraske dem alle, men det er på tide, inden det viser sig at være for sent.