27. juni 2007

Huen er klar igen.

Om et par dage bliver vi alle væltet over ende af hueklædte, glade, unge mennesker. Det kræver en sand ekspert at tolke, hvilken afgangseksamen de har færdiggjort, for huernes bånd er i alskens farver. Nogle er endda helt sorte, som den oprindelige studenterhue var det. Den sorte indehaves af de rigtig seje studenter: dem med de mange fag på høj-niveau. Huen er også det synlige tegn på, at nu ligger verden åben for studenternes fødder. Det følte jeg i hvert fald engang.

Min hue er fundet frem, for nu skal den i brug igen. For to år siden bar min mand og jeg vores huer, da vores datters klasse fra Borupgaard Gymnasium kom kørende. Og vi var fuldstændig ligeglade med, at vi var pinlige, fordi nu skulle huerne luftes efter så lang tid i glemsel. Min hue lå i en skuffe - en lidt ussel hengemt tilværelse; min mands var der blevet puslet om på en hel anden vis (det er sikkert hans mors fortjeneste), idet den var pænt pakket ned i en plasticpose. Det har min hue også været, siden den sidst har været i brug. Min hue skulle også repareres ved gensynet. Den havde gennemlevet en hård tilværelse på mit hoved i den uge, hvor det hele stod på for 33 år siden. Min mor måtte vaske pulden, og den blev næsten hvid igen. Den sorte halsrem hang. Skyggen og svederem var intakt. Traditionen med at klippe i svederemmen var endnu ikke opfundet. Hvert klip betyder, at man har oplevet en solopgang med huen på. Hvis skikken havde været indført dengang, havde min været klippet helt itu!

Da vi stod der på vejen og viftede med vores huer, var der heldigvis et par enkelte fra klassen – de der stadig kunne ”se”! - der syntes, at det var ”sgu’ da sejt!” En ville sammenligne vores huer, og vi måtte konstatere, at min så noget antikveret ud. Men ligheden var der alligevel, for vi havde begge i overensstemmelse med dansk tradition: korset siddende øverst på huen.

Men nu skal huen nurses på bedste vis, for jeg vil også bære den til mine børnebørns og oldebørns studentergilder, hvilke jeg absolut da regner med at skulle deltage i. Huen betyder noget for mig, for når jeg sidder og ser ned i hattepulden, mindes jeg. Mine klassekammerater har skrevet inde i huen, og det er med stor sørgmodighed, at jeg bliver mindet om, at nogle af dem ikke lever mere. Nogle har mistet et barn eller en ægtefælle. Vagabond-livet på landevejen tiltalte klassens musiske geni; bypass-operationer kender vi også til i min gamle gymnasieklasse; andre med tårnhøje uddannelser er nu arbejdsløse …. Og vi taler om mennesker i begyndelsen af 50’erne. Når jeg snart svinger med huen, vil jeg gøre det i mindet om de, som har skrevet i huen. Jeg vil også glæde mig over, at jeg svinger huen sammen med min mand (og måske min datter, hvis hun tager sin med!), mens vi hylder J. Tillykke!

20. juni 2007

Langt væk hjemmefra.

En gang om året er jeg censor på læreruddannelsen i faget kristendom/livsoplysning/religion. Det er ren opladning med sådan en puster fra glæde og sorg, som meget af mit arbejde er fyldt med. Samtidig får jeg en indsigt i de kommende skolelæreres viden omkring fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder, som er: kristendom, europæisk idéhistorie, ikke-kristne religioner, etiske og eksistentielle spørgsmål.

Turen i år gik over på den anden side af Storebælt, og jeg skulle være hjemmefra i en lille uges tid. Denne gang glædede jeg mig meget, da jeg forestillede mig, at niveauet ville være højt. Det har ikke altid har været så opløftende en faglig oplevelse at sidde som censor; nogle gange har det nærmest været rystende. Selv den nok så banale viden kan hos de studerende være pist verschwunden, og det er ikke bare i eksamens-øjeblikket. Det er viden lige fra, at Jesus blev korsfæstet til at besvare spørgsmålet om f.eks. Guds treenighed, hvor tredelingen hos en af de studerende vedvarende blev fastholdt til at være: Gud, Helligånd og Djævel! Så er jeg godt nok stået af i stor måbende forbavselse. Til gengæld sidder viden om Islam ganske godt fast. Den religion ved de studerende noget om, hvilket også er vigtigt i vores multireligiøse samfund …. Platon, ja, ham kan de fleste også forfra og bagfra! Jeg ved godt, at jeg skal lade min personlige ”dannelses-kanon” blive i Skovlunde Sogn; men der er noget elementært viden, som skal være på plads hos den kommende skolelærer.

Oversøisk var det en overraskende, nedslående oplevelse: dumpeprocenten blev høj, for den almene dannelse i faget var fraværende hos forbavsende mange. Der var dog heldigvis også nogle rigtig dygtige imellem, men der var desværre alt for mange, hvor usikkerheden og det upræcise slog igennem. Og det koster på karaktérskalaen.

Det kom også til koste for mig, for mens jeg var væk hjemmefra, og min mand samtidig sad i Lleida tæt ved Barcelona i Spanien og solidarisk overfor sit fag smæskede sig i retten: grisetæ’er i svampesovs (det er trods alt for fedt! sagde han), da var vores anden bil gået i baglås. Den bil, som vores datter og hendes kæreste var afhængig af i ugens løb, så det var jo skønt! Men så kom det døgn, som er gået over i den ringgaarske historie: for da Falck hentede bilen et par dage senere, faldt den ned af rampen på lastbilen. Efterfølgende blev vores datter overfaldet på Østerport Station af en sindssyg og bindegal cyklist, og jeg havde nok så nydeligt der i det fremmede plukket en parkeringsbøde af bilen på 510 kr. morgenen efter.
Da jeg sad i lærerværelset på seminariet og fortalte hele det foregående døgns historie om en halv-smadret bil, et overfald og en parkeringsbøde, strejfede vi humoristisk tanken omkring den straffende og dømmende Gud! Var dette Guds straf til mig pga. den høje dumpeprocent? Svar: Nej, for i Det Nye Testamente er det kristne Gudsbillede forvandlet til en kærlig Gud ….. det var der heldigvis mange studerende, der vidste.

13. juni 2007

Ingen reklamer, tak!

Der er en aktivitet i mange sogne, hvor man desværre er nødt til at gå meget stille med dørene. Det er ret paradoksalt, men sådan er det, og det på trods af at der helt sikkert er ledige pladser til frivillige! I Skovlunde Sogn hedder aktiviteten: Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste, som tilbyder at sende besøgsvenner ud til besøgsværter, men vi er nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen og ikke råbe ud på gader og stræder, at der er nogle frivillige, som har påtaget sig denne vigtige medmenneskelige opgave. Hvorfor nu det? Svar: vi mangler besøgsvenner. Hver eneste gang vi efterlyser besøgsvenner, så dukker nogle enkelte op, som gerne vil bruge 1 times tid ugentlig til at glæde et medmenneske med et besøg. Det er glædeligt! MEN når vi efterlyser besøgsvenner, så kommer der mindst fire gange så mange henvendelser fra mennesker, besøgsværter, som ønsker besøg. Vi kan ganske enkelt ikke følge med efterspørgslen, selvom vi hellere end gerne ville.

Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste er en af landets største kirkelige besøgstjenester. Populariteten er enorm, fordi vi lægger vægt på kvalitet! Vores kontaktperson for besøgstjenesten, Hanne Dedenroth (hannededenroth@stofanet.dk – tlf: 44 84 70 13), udfører et kæmpestort frivilligt arbejde for at matche besøgsven og besøgsvært. Inden man overhovedet bliver sendt ud – eller får tildelt en besøgsven – så har man været igennem samtaler med kontaktpersonen, som så danner sig et indtryk. Oftest har både besøgsven og besøgsvært gjort sig nogle tanker omkring deres roller, og det er disse tanker, som det er vigtigt at få talt igennem for at undgå misforståelser. Få gange har vores kontaktperson været nødt til at sige, at det ikke er i vores tjeneste, at man skal lægge sine frivillige kræfter. Andre gange kan det også vise sig nødvendigt at sige til en besøgsvært, inden der er blevet etableret en besøgsordning, at tjenesten ikke magter at løfte en besøgsopgave hos denne …. men det værste er dog at skulle fortælle, at vi har personalemangel! Det er også vigtigt for kontaktpersonen at få understeget overfor de nye besøgsvenner, at man følger med hele vejen og ikke stopper, hvis livet hos besøgsværten pludselig ændrer karaktér. Vi forventer, at besøgsvennen er medlem af Folkekirken, men vi lægger til gengæld meget vægt på at understrege, at det ikke er en missionstjeneste. Man er ikke missionær, når man kommer i besøgsværtens hjem; man kommer udelukkende som et medmenneske, der ønsker at bidrage på den måde, som man nu har evner til, at et andet menneske får noget livskvalitet. Og den livskvalitet kan udfoldes på mange måder: gåture, oplæsning af avis, drikke en kop kaffe, tur i Tivoli mm.

Mon ikke også vi skal til at have gang i noget supervision af besøgsværterne? Jeg skal vist have fat i kontaktpersonen og tilbyde hende, at vi går i gang med en sokratisk dialoggruppe for besøgsvenner, hvor vi skal have filosoferet over: ”Hvad er et godt besøg?” Det vil være sprit-nyt i den kirkelige verden .. har du lyst til at være med?

6. juni 2007

På skuldrene af kæmper.

Min gode kollega, Knud Sørensen i Måløv, holdt afskedsgudstjeneste i søndags, og som tillidsrepræsentant var det selvfølgelig der, at min mand og jeg skulle fejre gudstjeneste den søndag. Knud har altid været noget særligt i mit hjerte. Han og jeg er kommet nogenlunde samtidig til provstiet, dog til hvert sit sogn, så jeg føler på en måde, at vi er ”vokset op sammen”. Knud er det, som jeg vil kalde med de bedste ord, som jeg næsten kan finde frem:”En driftssikker hædersmand uden svig”. Altid har du vidst, hvor du havde ham, altid har han været lydhør, og altid kunne du regne med, at hvad han sagde, det mente han …. og så er det også lige, at han har været forandringsvillig, som er et af tidens nye ord; men Knud var forandringsvillig, før han vidste, at det var moderne, og andre havde opfundet ordet. Der er sket meget i Måløv Sogn i de 19 år, hvor Knud har gjort tjeneste i sognet.

Og så kom vi der – ca. 7-8 minutter i 10, hvor højmessen skulle starte klokken 10. Vi regnede med, at vi var i god tid. Egentlig vil min mand helst komme lidt forsinket, fordi sådan gør man i Nordvestjylland, hvor han kommer fra, men jeg kan godt lide at være i god tid. Så det var et kompromis dette med de 7-8 minutter i 10; men ”det er kun, fordi vi skal til Knuds afskedsgudstjeneste” havde han sagt hele vejen i bilen. Jeg var ligeglad – bare jeg var der til tiden.

Der var forbavsende stille i Måløv og omkring kirken, da vi ankom. Mens vi kravlede op ad den smukke stentrappe ind til kirken, tænkte jeg med sorg i mit stille sind, at der åbenbart ikke var en ordentlig kirkegang denne søndag, selvom det var sidste gang, at Knud ledede højmessen i kirken. Jeg ærgrede mig og syntes, at det var uretfærdigt, for det havde Knud ikke fortjent. Jeg ved godt, at for Knud drejer det sig om at fejre gudstjeneste, og så er det lige meget om, det er 3, der kan tælles til den gudstjenestefejrende menighed, eller om der er 500. Men det er nu lidt festligere med de 500, ikke sandt?

Jeg fik et chok, da kirkedøren blev åbnet: der var propfyldt. Som om vi var 500. Folk stod op inde i kirken og i våbenhuset. Vi fik en plads alleryderst, så yderst at vi ikke kunne se ind i kirken (så kan han lære det, min mand!), og hold da op hvor vi fejrede gudstjeneste. Da vi sang:”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, så kunne jeg godt høre i mit indre, at det var Knuds ”svanesang”. Salmen slutter med:”Og giv mig til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet!” I mellemtiden må Knud nøjes med at være indskrevet på jord på smukkeste vis i rækken af Måløvs Sogns tjenestegørende præster.