Det, man ser, er man selv!

Her den anden dag læste jeg en rigtig god historie. For nogle år siden blev vi bombarderet med slagord for sund kost – og det er på sin vis godt nok, tror jeg. Der var bla. et slagord, som lød således: ”Du bli’r, hvad du spiser.” En dag, ja, velsagtens en aften sidder et af det sidste århundredes store genier, professor Sløk, i sin lænestol, mageligt henslængt, rigtig godt tilrette, fjernsynet er tændt, og frem på skærmen toner kampagnen for sundere levevis:”Du bli’r, hvad du spiser”. Og fortællingen fortsætter med, at Sløk berettede:”Og der sad jeg – og havde lige fået torsk til middag!”. Man må nok sige, at det unægtelig ikke er ønskværdige fremtidsudsigter: At være en torsk!

Et par aftner senere midt under Touren, sidder jeg foran skærmen og lytter til et andet slogan, et radioslogan, noget i retningen af:"Det, man hører, er man selv". Det er lige før, at det fik håret til at stå lodret op på mit hoved ….. da-dum, da-dum-musik lytter jeg ofte til … tjaeh, så bliver jeg åbenbart da dum! Det trøstede at tænke, at jeg ikke kunne være den eneste lytter og dermed eneejer af den ære, men alligevel! Og nu her i disse sidste Tour-tider, for sloganet må kunne udvides: ”Det, man ser, er man selv”, så må jeg være dopingtilhænger, for ellers åbnede jeg vel ikke for fjernsynet, når bjergtinderne skal forceres?

Hvorfor sidder jeg egentlig og glo’r på dette cykelcirkus år efter år? Tankerne går tilbage til Irland, i sommeren 1998, hvor jeg stod ved en af ruterne og skreg hysterisk:”Bjarne Riis, Bjarne Riis” i ekstatisk hyldest, da Telekomholdet rasede forbi. Stor var oplevelsen, da en af disse ryttere rakte armen ud imod mig som en slags anerkendelse af min hyldest. Dengang bildte jeg mig ind, at jeg måtte være blevet set af Bjarne Riis ….i dag er jeg vel nærmest flov! Men hvad så jeg: jeg så en synder, som bekendte sin synd på offentlig vis her for ikke så lang tid siden. Det var ikke sjovt at se en af mine helte falde, men det gjorde han, da han gik til den bekendelse, som vi alle havde efterspurgt i årevis og også frygtet. Åh, det var en skam.

Det, man ser, er man selv, og jeg må spørge mig selv om, hvorvidt det, at jeg ser en synder, også gør mig til synder, fordi jeg stadig sidder og glor på de syndige cykelryttere? Næh, såmænd er det ikke derved, at jeg bliver en synder, for det er jeg i forvejen, ligesom du er det! Synden består i, at vi ikke tilgiver de andre, på trods af vi selv er tilgivet lige fra dåbens vand blev øst ud over os! Men vi har svært ved at tilgive Bjarne Riis; Kyllingen skuffer og tænk på, hvilken skam han bærer på nu…så min solidaritet med Tourens syndige ryttere vil komme til udtryk i min middagsmad i aften: kylling (for ”Du bli’r, hvad du spiser” = en tilgivet synder).

Huen er klar igen.

Om et par dage bliver vi alle væltet over ende af hueklædte, glade, unge mennesker. Det kræver en sand ekspert at tolke, hvilken afgangseksamen de har færdiggjort, for huernes bånd er i alskens farver. Nogle er endda helt sorte, som den oprindelige studenterhue var det. Den sorte indehaves af de rigtig seje studenter: dem med de mange fag på høj-niveau. Huen er også det synlige tegn på, at nu ligger verden åben for studenternes fødder. Det følte jeg i hvert fald engang.

Min hue er fundet frem, for nu skal den i brug igen. For to år siden bar min mand og jeg vores huer, da vores datters klasse fra Borupgaard Gymnasium kom kørende. Og vi var fuldstændig ligeglade med, at vi var pinlige, fordi nu skulle huerne luftes efter så lang tid i glemsel. Min hue lå i en skuffe - en lidt ussel hengemt tilværelse; min mands var der blevet puslet om på en hel anden vis (det er sikkert hans mors fortjeneste), idet den var pænt pakket ned i en plasticpose. Det har min hue også været, siden den sidst har været i brug. Min hue skulle også repareres ved gensynet. Den havde gennemlevet en hård tilværelse på mit hoved i den uge, hvor det hele stod på for 33 år siden. Min mor måtte vaske pulden, og den blev næsten hvid igen. Den sorte halsrem hang. Skyggen og svederem var intakt. Traditionen med at klippe i svederemmen var endnu ikke opfundet. Hvert klip betyder, at man har oplevet en solopgang med huen på. Hvis skikken havde været indført dengang, havde min været klippet helt itu!

Da vi stod der på vejen og viftede med vores huer, var der heldigvis et par enkelte fra klassen – de der stadig kunne ”se”! - der syntes, at det var ”sgu’ da sejt!” En ville sammenligne vores huer, og vi måtte konstatere, at min så noget antikveret ud. Men ligheden var der alligevel, for vi havde begge i overensstemmelse med dansk tradition: korset siddende øverst på huen.

Men nu skal huen nurses på bedste vis, for jeg vil også bære den til mine børnebørns og oldebørns studentergilder, hvilke jeg absolut da regner med at skulle deltage i. Huen betyder noget for mig, for når jeg sidder og ser ned i hattepulden, mindes jeg. Mine klassekammerater har skrevet inde i huen, og det er med stor sørgmodighed, at jeg bliver mindet om, at nogle af dem ikke lever mere. Nogle har mistet et barn eller en ægtefælle. Vagabond-livet på landevejen tiltalte klassens musiske geni; bypass-operationer kender vi også til i min gamle gymnasieklasse; andre med tårnhøje uddannelser er nu arbejdsløse …. Og vi taler om mennesker i begyndelsen af 50’erne. Når jeg snart svinger med huen, vil jeg gøre det i mindet om de, som har skrevet i huen. Jeg vil også glæde mig over, at jeg svinger huen sammen med min mand (og måske min datter, hvis hun tager sin med!), mens vi hylder J. Tillykke!

Langt væk hjemmefra.

En gang om året er jeg censor på læreruddannelsen i faget kristendom/livsoplysning/religion. Det er ren opladning med sådan en puster fra glæde og sorg, som meget af mit arbejde er fyldt med. Samtidig får jeg en indsigt i de kommende skolelæreres viden omkring fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder, som er: kristendom, europæisk idéhistorie, ikke-kristne religioner, etiske og eksistentielle spørgsmål.

Turen i år gik over på den anden side af Storebælt, og jeg skulle være hjemmefra i en lille uges tid. Denne gang glædede jeg mig meget, da jeg forestillede mig, at niveauet ville være højt. Det har ikke altid har været så opløftende en faglig oplevelse at sidde som censor; nogle gange har det nærmest været rystende. Selv den nok så banale viden kan hos de studerende være pist verschwunden, og det er ikke bare i eksamens-øjeblikket. Det er viden lige fra, at Jesus blev korsfæstet til at besvare spørgsmålet om f.eks. Guds treenighed, hvor tredelingen hos en af de studerende vedvarende blev fastholdt til at være: Gud, Helligånd og Djævel! Så er jeg godt nok stået af i stor måbende forbavselse. Til gengæld sidder viden om Islam ganske godt fast. Den religion ved de studerende noget om, hvilket også er vigtigt i vores multireligiøse samfund …. Platon, ja, ham kan de fleste også forfra og bagfra! Jeg ved godt, at jeg skal lade min personlige ”dannelses-kanon” blive i Skovlunde Sogn; men der er noget elementært viden, som skal være på plads hos den kommende skolelærer.

Oversøisk var det en overraskende, nedslående oplevelse: dumpeprocenten blev høj, for den almene dannelse i faget var fraværende hos forbavsende mange. Der var dog heldigvis også nogle rigtig dygtige imellem, men der var desværre alt for mange, hvor usikkerheden og det upræcise slog igennem. Og det koster på karaktérskalaen.

Det kom også til koste for mig, for mens jeg var væk hjemmefra, og min mand samtidig sad i Lleida tæt ved Barcelona i Spanien og solidarisk overfor sit fag smæskede sig i retten: grisetæ’er i svampesovs (det er trods alt for fedt! sagde han), da var vores anden bil gået i baglås. Den bil, som vores datter og hendes kæreste var afhængig af i ugens løb, så det var jo skønt! Men så kom det døgn, som er gået over i den ringgaarske historie: for da Falck hentede bilen et par dage senere, faldt den ned af rampen på lastbilen. Efterfølgende blev vores datter overfaldet på Østerport Station af en sindssyg og bindegal cyklist, og jeg havde nok så nydeligt der i det fremmede plukket en parkeringsbøde af bilen på 510 kr. morgenen efter.
Da jeg sad i lærerværelset på seminariet og fortalte hele det foregående døgns historie om en halv-smadret bil, et overfald og en parkeringsbøde, strejfede vi humoristisk tanken omkring den straffende og dømmende Gud! Var dette Guds straf til mig pga. den høje dumpeprocent? Svar: Nej, for i Det Nye Testamente er det kristne Gudsbillede forvandlet til en kærlig Gud ….. det var der heldigvis mange studerende, der vidste.

Ingen reklamer, tak!

Der er en aktivitet i mange sogne, hvor man desværre er nødt til at gå meget stille med dørene. Det er ret paradoksalt, men sådan er det, og det på trods af at der helt sikkert er ledige pladser til frivillige! I Skovlunde Sogn hedder aktiviteten: Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste, som tilbyder at sende besøgsvenner ud til besøgsværter, men vi er nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen og ikke råbe ud på gader og stræder, at der er nogle frivillige, som har påtaget sig denne vigtige medmenneskelige opgave. Hvorfor nu det? Svar: vi mangler besøgsvenner. Hver eneste gang vi efterlyser besøgsvenner, så dukker nogle enkelte op, som gerne vil bruge 1 times tid ugentlig til at glæde et medmenneske med et besøg. Det er glædeligt! MEN når vi efterlyser besøgsvenner, så kommer der mindst fire gange så mange henvendelser fra mennesker, besøgsværter, som ønsker besøg. Vi kan ganske enkelt ikke følge med efterspørgslen, selvom vi hellere end gerne ville.

Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste er en af landets største kirkelige besøgstjenester. Populariteten er enorm, fordi vi lægger vægt på kvalitet! Vores kontaktperson for besøgstjenesten, Hanne Dedenroth (hannededenroth@stofanet.dk – tlf: 44 84 70 13), udfører et kæmpestort frivilligt arbejde for at matche besøgsven og besøgsvært. Inden man overhovedet bliver sendt ud – eller får tildelt en besøgsven – så har man været igennem samtaler med kontaktpersonen, som så danner sig et indtryk. Oftest har både besøgsven og besøgsvært gjort sig nogle tanker omkring deres roller, og det er disse tanker, som det er vigtigt at få talt igennem for at undgå misforståelser. Få gange har vores kontaktperson været nødt til at sige, at det ikke er i vores tjeneste, at man skal lægge sine frivillige kræfter. Andre gange kan det også vise sig nødvendigt at sige til en besøgsvært, inden der er blevet etableret en besøgsordning, at tjenesten ikke magter at løfte en besøgsopgave hos denne …. men det værste er dog at skulle fortælle, at vi har personalemangel! Det er også vigtigt for kontaktpersonen at få understeget overfor de nye besøgsvenner, at man følger med hele vejen og ikke stopper, hvis livet hos besøgsværten pludselig ændrer karaktér. Vi forventer, at besøgsvennen er medlem af Folkekirken, men vi lægger til gengæld meget vægt på at understrege, at det ikke er en missionstjeneste. Man er ikke missionær, når man kommer i besøgsværtens hjem; man kommer udelukkende som et medmenneske, der ønsker at bidrage på den måde, som man nu har evner til, at et andet menneske får noget livskvalitet. Og den livskvalitet kan udfoldes på mange måder: gåture, oplæsning af avis, drikke en kop kaffe, tur i Tivoli mm.

Mon ikke også vi skal til at have gang i noget supervision af besøgsværterne? Jeg skal vist have fat i kontaktpersonen og tilbyde hende, at vi går i gang med en sokratisk dialoggruppe for besøgsvenner, hvor vi skal have filosoferet over: ”Hvad er et godt besøg?” Det vil være sprit-nyt i den kirkelige verden .. har du lyst til at være med?

På skuldrene af kæmper.

Min gode kollega, Knud Sørensen i Måløv, holdt afskedsgudstjeneste i søndags, og som tillidsrepræsentant var det selvfølgelig der, at min mand og jeg skulle fejre gudstjeneste den søndag. Knud har altid været noget særligt i mit hjerte. Han og jeg er kommet nogenlunde samtidig til provstiet, dog til hvert sit sogn, så jeg føler på en måde, at vi er ”vokset op sammen”. Knud er det, som jeg vil kalde med de bedste ord, som jeg næsten kan finde frem:”En driftssikker hædersmand uden svig”. Altid har du vidst, hvor du havde ham, altid har han været lydhør, og altid kunne du regne med, at hvad han sagde, det mente han …. og så er det også lige, at han har været forandringsvillig, som er et af tidens nye ord; men Knud var forandringsvillig, før han vidste, at det var moderne, og andre havde opfundet ordet. Der er sket meget i Måløv Sogn i de 19 år, hvor Knud har gjort tjeneste i sognet.

Og så kom vi der – ca. 7-8 minutter i 10, hvor højmessen skulle starte klokken 10. Vi regnede med, at vi var i god tid. Egentlig vil min mand helst komme lidt forsinket, fordi sådan gør man i Nordvestjylland, hvor han kommer fra, men jeg kan godt lide at være i god tid. Så det var et kompromis dette med de 7-8 minutter i 10; men ”det er kun, fordi vi skal til Knuds afskedsgudstjeneste” havde han sagt hele vejen i bilen. Jeg var ligeglad – bare jeg var der til tiden.

Der var forbavsende stille i Måløv og omkring kirken, da vi ankom. Mens vi kravlede op ad den smukke stentrappe ind til kirken, tænkte jeg med sorg i mit stille sind, at der åbenbart ikke var en ordentlig kirkegang denne søndag, selvom det var sidste gang, at Knud ledede højmessen i kirken. Jeg ærgrede mig og syntes, at det var uretfærdigt, for det havde Knud ikke fortjent. Jeg ved godt, at for Knud drejer det sig om at fejre gudstjeneste, og så er det lige meget om, det er 3, der kan tælles til den gudstjenestefejrende menighed, eller om der er 500. Men det er nu lidt festligere med de 500, ikke sandt?

Jeg fik et chok, da kirkedøren blev åbnet: der var propfyldt. Som om vi var 500. Folk stod op inde i kirken og i våbenhuset. Vi fik en plads alleryderst, så yderst at vi ikke kunne se ind i kirken (så kan han lære det, min mand!), og hold da op hvor vi fejrede gudstjeneste. Da vi sang:”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, så kunne jeg godt høre i mit indre, at det var Knuds ”svanesang”. Salmen slutter med:”Og giv mig til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet!” I mellemtiden må Knud nøjes med at være indskrevet på jord på smukkeste vis i rækken af Måløvs Sogns tjenestegørende præster.

Gi' mig så et håndtryk.

Vi har berettiget meget travlt med at gøre indsigelse imod, at nogle ikke vil hilse på os og trykke os i hånden. For nylig fortalte en kvinde mig, hvor uværdigt og respektløst hun havde følt det, da hendes fremstrakte hånd ikke blev gengældt. Den, som hun ville hilse på, havde lagt sin højre hånd op på sin venstre skulder og dermed markeret, at han ikke kunne hilse på hende, på samme vis som hun havde ønsket det. Og hvem bestemmer og sætter dagsordenen? Jamen det gjorde manden af anden etisk baggrund, og han handlede netop således for at vise hende respekt, var forklaringen - men holder det vand her i vores danske kultur eller gør det ikke?

Nu skal man feje for egen dør, før man går i gang med at feje for de andres, og i kirkelige regi har vi altså megen tilsvarende skidt liggende på dørmåtten. For nitten år siden da jeg skulle ordineres, dvs. indvies til mit kald, foregik det i Skovlunde Kirke. Sædvanligvis ordineres man i stiftets domkirke af biskoppen og indsættes sidenhen af provsten i det provsti, som man er blevet ansat i. Min ordination foregik på Grundlovsdagen d. 5. juni 1988, hvilket gør mig ekstra stolt, fordi Grundlovsdag betyder noget særligt for mig. Det var meget gribende at blive præsteviet og indsat i den kirke og det sogn, som havde kaldt mig, selvom jeg gik glip af oplevelsen i Domkirken. Men den rare biskop Johannes Johansen valgte at komme til Skovlunde. Der var den officielle forklaring på, at ordinationen skulle foregå i mit sogn, og så var der den uofficielle. Den uofficielle var, at jeg skulle have været ordineret sammen med en ordinant, som ikke kunne trykke sine kvindelige kollegaer i hånden, da han er modstander af disse, og et håndtryk udtrykker anerkendelse og lighed i vores kultur. Desuden er håndtrykket en del af indvielsesritualet. Biskoppen ville skåne mig for den uhørte, ukollegiale opførsel, tror jeg – og så var biskoppen heller ikke konfliktens mand. Et lille stykke tid efter blev en salme offentliggjort, som han havde digtet. Salmen drejede sig om ordination af kvinder til præstegerningen. Jeg har altid godt kunne lide at tænke, at den var inspireret af hans og min oplevelse; men det er bare noget, som jeg forestiller mig, og den tanke vil jeg helst ikke have ødelagt.

Der findes stadig den dag i dag i Folkekirken præster, som ikke kan acceptere, at kvinder kan forvalte sakramenterne, forkynde Guds ord foran alteret osv. De ultrahøjkirkelige præster begrunder det dels med et fundamentalistisk bibelsk argument, at kvinder skal tie i forsamlinger, som Paulus fik til skade at formulere sig, og så dels med at kvinder er urene, når de menstruerer. Man kan ikke have en menstruerende kvinde til at døbe, til at uddele nadveren osv. Kaj Munks modreplik til dette fra sin prædikestol i Vedersø var:"Jamen hvad så, hvis nu en mandlig præst har hæmorroider?" Bare det havde været min replik!

Ikke det sjoveste sted i byen.

Det er starten på vielsessæsonen i kirken, og det får livsstilsekspert Henrik Byager til at poppe op i dagspressen med flg. udtalelse:”Den generelle stemning omkring folkekirken er, at den ikke er det sjoveste sted i byen”. ”Det sjoveste sted i byen” – nej, det er det helt garanteret ikke; tit er jeg også ved at gabe min kæbe noget så eftertrykkeligt af led. Udtalelsen falder, da der viser sig en stigning i det samlede antal af vielser i 2006, men til gengæld et fald i de kirkelige vielser, som åbenbart ikke længere er ”så’en man gør, når det skal være rigtigt”. Rådhuset har overhalet kirken: borgmesteren er sjovere end præsten. Byager formulerer videre, at folkekirken er for fastlåst i traditionerne, hvilket er problematisk i denne selv-iscenesættelses-tid … og så er der jo også lige det, at når man gifter sig anden eller tredje gang, har vielsen en mere fornuftsbetonet karakter, og så fravælges kirken.

Passer ikke, siger jeg bare til det sidste, for er der noget, som i den grad bliver højtideligt, dybt og ægte, så er der anden-gangs-vielserne. Anden gang er der gerne foretaget et valg, som ikke er et fornuftsvalg baseret på villa, vovse, volvo og børn, der skal sikres. Første gang tænker man udover dette med kærligheden i høj grad fornuftigt. Anden gang tænker man sjældent praktisk (hvilket nu også er en hel reel grund) og oftest er det nu kærligheden, der driver parret til brudeskamlen, hører jeg til den ene vielsessamtale efter den anden.

3-4 gange om året bliver jeg anmodet om at foretage en vielse et andet sted end i kirkens rum; oftest en have som parret føler sig særligt knyttet til. Hver gang må jeg sige nej, og så går parret til borgmesteren. Selvom det nogle gange kunne være fornuftigt at rykke ud af murstenenes ramme, så er det biskoppen i mit stift, Helsingør Stift, hvorunder jeg hører, der skal give den sidste tilladelse. Den tilladelse gives kun, hvis der er tale om en nødvielse på et dødsleje. Argumenterne er mange. Præsten skal ikke være pauseklovn! Forbuddet beskytter også mig og mine kollegaer, således at vi ikke skal stille op til vielser på Storebæltsbroen eller i frit fald fra en helikopter osv. Måske er de argumenter gode nok, men samtidig tager de også den personlige dømmekraft fra mig … jeg skulle sandelig nok, som den bangebuks jeg er, sige nej-tak til det frie fald i faldskærm. Til gengæld har jeg - udover vielser på dødslejet - én gang pga. særlige omstændigheder viet et par i en have. Det var meget, meget højtideligt. Der var alter, lys, blomster, kor, kors, musik – ja, det hele. Da tænkte jeg sådan stille inde i mig selv: er det ikke sådan, at Guds menighed opstår der, hvor menneskene er, og ikke der hvor murstenene er? I hvert fald var jeg hverken pauseklovn eller i frit fald fra faldskærm den sommer i den have. Nej, jeg var vidne til, at Gud bar vielsen igennem på sædvanlig vis.

V3 og send til 1234.

Det var en stor aften, da en gammel Skovlunde-konfirmand, Louise, vandt ”Scenen er din” i fredags. Jeg kan godt huske hende, da hun blev konfirmeret sammen med alle kammeraterne i b-klassen fra Lundebjergskolen. Jeg husker klassen særdeles godt. Især for denne enorme, ukritiske og groteske spørgelyst, som især to-tre stykker af Louises klassekammerater udviste, nærmest i konkurrence med hinanden. Det var spørge-Jørgine om igen. Alt blev sat til forhandling i undervisningen, og jeg tænkte tit på de stakkels lærere, som hver dag måtte stille op til svar på det ene og det andet og det tredje. Det har krævet store pædagogiske evner, indsigt og ikke mindst tålmodighed. Der var kun ét at gøre i konfirmandstuen, hvis vi overhovedet skulle nå længere end til skabelsens første dag, og det var kontant at lukke munden på de ivrigste, for ellers havde de kørt med klatten, som det hedder. Men klassen var kvik, god stemning og en masse mange gode og positive ting er der at sige.

Når jeg så sidder der som den gamle præst og rokker i gyngestolen foran fjerneren og ser min gamle konfirmand, falder tankerne tilbage på alle de andre. Nu vidste jeg lige pt. hvordan det går Louise – det kunne jeg høre og se, men hvordan er det nu gået med de andre? Har de det godt? Nogle af dem bliver studenter her til sommer, andre er måske ikke kommet i gang med en uddannelse, og andre igen er på andre veje. Og endnu videre fløj tankerne. Andre personligheder passerede revy i mit hoved. Der er mange mennesker, som har gjort indtryk på mig i tidens løb, og som jeg af gode grunde skal give slip på, når jeg har udført mit kald overfor dem. Det er tit, at jeg ikke får sat et punktum i den historie, som jeg er blevet en del af, fordi livet selvfølgelig skal leves videre både for dem og for mig. En gang imellem sker det, at der lige kommer nogle enkelte forbi for at fortælle mig, at nu kører det hele igen. Jeg kan næsten ikke udtrykke, hvor glad jeg bliver for at få det at vide. Mange vender også tilbage, når livet ikke går den rigtige vej, hvilket er en stor tillidserklæring at vise mig. Det er mit præstelod, at bekendtskaber ofte er så flygtige. Vi berører hinanden i livets store øjeblikke – så er vi væk igen fra hinanden, selvom der fremover er noget, som binder os sammen for altid.

I fredags fik jeg så endnu et hul fyldt ud. Det var dejligt at se Louise vinde – andet havde også været uretfærdigt. Det var godt at høre, at Louise ville tage tilbage til gymnasiet for at deltage i den galla-fest, der var i gang. Hun glemte ikke sit bagland, for der skal nok for en sand stjerne blive tid til det hele. Ups! det tror jeg ikke, at jeg foredrog i konfirmandstuen, men man kan jo ikke tage højde for det hele.

En trist fridag med solskin.

Så blev det atter mandag. Mandag er min søndag, men det er også den dag, hvor ugen begynder for de fleste andre mennesker. Det betyder, at telefonen godt kan gløde et par gange i løbet af dagen. ”Så kan du bare lade være med at tage den”, vil nogle måske tænke, hvis de tror, at jeg skal til at mokke mig over, at den ringer ….. men det er svært at lade være med at besvare opkaldene, for det er også den private telefon. Det er den telefon, som min mor ringer til for at fortælle om sine nye høreapparater, som hun nu igen har fået skiftet, eller hvortil min datter ringer for at fortælle om sin eksamen, eller min mand lige ringer for at få indkøbssedlen bekræftet, hvis han altså ikke har glemt, at han skal tømme Netto på vejen hjem.

Min mand skulle afvikle nogle feriedage, og den ene kunne passende ligge på en mandag. Inden langfarten, som vi havde planlagt til den dag, skulle en af de gode, gamle, frivillige kæmper i svømmeklubben Triton hyldes med sine 70 år. Vi var blevet hvisket i ørene, at man godt måtte kigge forbi, så det glædede vi os til at starte turen ud i det blå med. Dagen gik dog ikke som planlagt, for den var startet tidligere med en trist opringning, der drejede sig om et dødsfald, en voksen søn, hvis mor jeg kender godt og holder meget af, og hun skulle selvfølgelig besøges i løbet af dagen. Andet manglede bare! når man har mistet et barn, kan det næsten ikke blive værre, og har præsten ikke tid; så er det vist på tide, at denne lige opfrisker sit præsteløfte, også selv om det er på en mandag.

Da min mand og jeg satte os under den overdækkede terrasse sådan ved to-tiden om eftermiddagen, så var dagen foreløbig gået med et herligt fødselsdagsbesøg, et trist kondolencebesøg hos den føromtalte moder, yderligere et nedslående og nødvendigt hospitalsbesøg hos en døende, hvis nabo på hjemvejen fra hospitalet skulle ha’ et skulderklap for sin utrættelige indsats og omsorg for den syge. Den nabo er en jordisk engel. Og inden vi havde fået spist vores frokost, havde telefonen igen ringet, fordi endnu en bisættelse skulle planlægges for en af sognets gamle. Det var efterhånden svært at se, at solen også skinnede den dag.

Førend aftenens ro var faldet over hjemmet, havde min mor ringet og fortalt om endnu en udskiftning af sine høreapparater, så selvom dagen næsten endte, som den skulle, var den svær at rumme. Kierkegaard siger:”I Graven er der Hvile, men ved graven er der ingen Hvile” … jeg var ved Graven meget af den mandag, hvilket nattens manglende søvn også blev et udtryk for … men jeg ved, at jeg ikke var alene. Det sidste må jeg prøve at få sagt lidt højere til mig selv, selvom jeg lige nu føler mig halvdøv som min mor.

Banken velsigner dig, men bevarer renten

Konfirmationerne står for døren. Mange er små prinsesser og prinser for en dag. Jeg nyder at få lov til at være en lillebitte del af dagen, selvom jeg selvfølgelig synes, at det vigtigste den dag er timen i kirken, hvor vi alle hører Vorherres gentagne og uophørlige ”ja” til konfirmanderne. Der er noget højtideligt, smukt, rørende og fællesskabsstyrkende ved at sidde og synge med på ”Den signede dag” sammen med mor og far, søskende, alle bedsterne, olderterne og tipperne, som der også er nogle med af. Iscenesættelsen, ja, jeg tør næsten ikke sige det, for det er vist forbudt – men iscenesættelsen: Jeg elsker den. Det er en herlig og kærkommen evangelisk udfordring at skulle kæmpe som en Herrens stridskvinde for ”førstepladsen” den dag, så også Vorherrre bliver synlig sammen med konfirmanderne på sejrsskamlen. Det sker i det øjeblik, hvor menigheden forbavses. Der forventes en dødkedelig konfirmation; men det får man ikke i Skovlunde Kirke eller ret mange andre steder. Når forbavselsen er en realitet, er sejrsdansen hjemme! Det er lige noget, der passer mit temperament.

Udfordringen er stor, som iscenesættelsen er det; men større er pengegaverne, læste jeg for nylig på nettet. Et af mine bekendtskaber skal til konfirmationsfest. Forleden mokkede hun sig over det ”uhyrlige gaveræs”, som hun syntes konfirmationsgaverne havde udviklet sig. Da jeg ikke længere har nogen fornemmelse af gavestørrelse, for min egen unge er langt over konfirmationsalderen, spurgte jeg til, hvad hun så havde tænkt sig at prissætte gaven til? Svaret faldt prompte:”ku-vertprisen” og ikke en dyt mere lå der underforstået i svaret. Jeg gik ikke i dybden med, om hvorvidt det var ta’-selv-bordet derhjemme med de hjemmelavede frikadeller og kartoffelsalat (uhm), eller det var middagen på den fineste kro, der blev prissat; men det har hun haft sine tanker om.

Men rolig nu, for gavepengene går ikke tabt, nej, bankerne er vinderne i den sidste ende! Nordea har foretaget en undersøgelse, der viser, at de unge er så fornuftige i pengesager. De unge kan forvente i gennemsnit at få mellem 10.000 og 13.000 kroner, og langt de fleste har da også en indstilling til penge, som Nordea må nikke bifaldende til: De sparer nemlig op! Over halvdelen af dem, der blev konfirmeret sidste år, satte mere end 60 procent af gavepengene i banken. Fire ud af ti unge lod 80 procent af kontanterne eller mere gå ind på en opsparing. Så det står ikke så dårligt til med ødselheden blandt de unge, og bankerne bliver også rige, når de unge konfirmeres. Det er guf til en af mine konfirmationstaler! Jeg vil opfordre de unge til at forhandle sig til høje renter, når de kommer med deres mange penge. Det er netop forskellen mellem den verdslige verden og den kirkelige: I denne verden må vi forhandle os til de høje renter – i den kirkelige verden blev vores liv uden forhandling sat ind til højeste rente på den guddommelige konto ved dåben. Og renten er allerede udbetalt: det evige liv. Glædelig konfirmation.

Narret.

Filosoffer og præster er nok så kloge! Så ved I det! Men den tanke får hurtig en ende, når man har læst Søren Kierkegaard. Han er svært klog, også til det himmelråbende uforståelige nogle gange! Han elskede at ”riste” filosoffer og præster, og han gjorde det med en beundringsværdig elegance, som bragte samtiden i oprør. Et eller andet sted skriver han, at filosoffernes tale om virkeligheden ofte er lige så skuffende, som når man hos en marskandiser læser på et skilt: Her rulles! Kommer man så hos den omtalte marskandiser med sit tøj for at få det rullet … tjaeh, så viser det sig, at man er blevet taget noget så eftertrykkeligt ved næsen, for skiltet var nemlig kun til salg!

Den tanke kan jeg godt grine længe af, især når jeg tænker nærmere efter meningen hos Kierkegaard. Meningen er tydelig nok. Den er en advarsel til os alle om, at man ikke skal tage alt for pålydende. Alt hvad der skrives eller siges, skal man ikke tage for bogstaveligt, for gør vi det, er risikoen altid, at der er et dybere lag, som vi overser. Det kan være stemninger og følelser, som ikke nødvendigvis træder frem ved første øjekast, men som efter nærmere studier, viser sig at være nok så virkelige, som en overfladisk læsning efterlader. Det er oftest det, som vi erfarer og ikke kan tale sandt om, for ord rækker ikke til. Digteren digter banalt:”Tak er kun et fattigt ord” - ja, nemlig! for ordet er ikke fyldestgørende nok til at sige det hele, selvom det alligevel omfatter hele den sansede virkelighed, som vi udtrykker vores taknemmelighed over. Vi ved godt inderst inde, hvad der menes med ”tak”, ikke sandt?

Det er dilemmaet: vi kan ikke tale sandt om virkeligheden. Vi kan forsøge at beskrive den med fattige ord; men egentlig kan vi kun føle den, erfare den, sanse den, og derefter kan vi konstruere den med ord, som alligevel ikke rækker til. Men selvom der ikke ”rulles” i virkeligheden, skal vi ikke ophøre med at udtrykke vores tak i ord og handling til alle dem, som fortjener det.

Sum, es, est, sumus, estis, sunt.

Morgensang mindst en gang om ugen og latin som valgfag fra 7. klasse. Det er et par af punkterne i et nyt skoleudspil fra Dansk Folkeparti. Hvad skal jeg nu synes om det, når jeg ikke stemmer på det parti? Jeg ved godt, hvad jeg synes om det: endelig alle tiders gode mulighed for at få genindført noget af den dannelse, som i tidens løb i hvert fald er kommet til at betyde noget for mig. Indrømmet: jeg hadede latin i 2. real. Det skulle man vist nok; men da jeg skulle læse til eksamen, åbnede der sig en verden for den dovne krop (mig) for pludselig var der sammenhænge mellem latinske ord og de tre andre sprog, dansk, engelsk og tysk, som vi lærte. F.eks. glemmer jeg aldrig, at ordet ”interesse” staves med to s’er, fordi ordet er den latinske sammensætning af forholdsordet ”inter”=”midt i” og navneformen ”esse”=”at være”. ”Interesse”=”At være midt i”, som det ypperste udtryk for interesse. Da logikken i grammatikken tilmed blev åbenlys, var jeg solgt for altid. Pludselig blev det at sidde og læse til eksamen i latin et fantastisk puslespil, det meste endda lige så logisk som mit elskede fag: matematik. Endnu husker jeg, at jeg var oppe i stykke 16 i Mikkelsens latinske lærebog. Til min lærers store overraskelse og forbavselse, som han ikke formåede at holde tilbage, så fik jeg en kanonkaraktér; men han var af gode grunde heller ikke bevidst omkring min latinske ”omvendelse” i eksamensperioden.

Godt at jeg gennemførte latin-kurset, selvom der måske var nogle, der valgte for mig, hvilket jeg ikke helt husker…. I dag ville man sige ”tvang” mig til det. Faget har været en øjenåbner for mig til adskilligt igennem livet; men derfor behøver det vel ikke nødvendigvis også være det for alle andre, kunne man passende indvende imod det foregående. Det er på sin vis sandt nok. Et meget ”vægtigt” argument imod forslaget præsterede lærerforeningens formand Anders Bondo i JP, idet han udtrykte, at forslaget hang sammen med Folkeskolen anno 1900! Sikken en sammenblanding af pædagogik fra anno 1900 og vidensindholdet i stedet for at forholde sig til målet i stedet for midlet (udenadslæren anno 1900).

Til gengæld ved enhver, hvor betydningsfuld morgensang viser sig at have været for mange mennesker i tidens løb. Det er vigtigt især ved livets afslutning at have nogle stærke ord at trøste sig ved. Stærke ord, som man sikkert ikke har begrebet dybden af, da man som otte-årig stod med snotnæse, bare ben og sang med på:”Se, nu stiger solen af havets skød” Men jeg kan garantere for, at den ”trækker” tænder ud ved livets afslutning, når man lukker øjnene i tiltro til:”Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly, o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst.”

Skjult kamera.

To gange om året, sådan cirka, er jeg så heldig at få lov til at undervise på et efteruddannelseskursus for SOSU-assistenter dvs. social- og sundhedsassistenter. Jeg er ikke rigtig klar over, hvad det fag hedder, som jeg underviser i, men det drejer sig om at åbne et rum for SOSU’erne til den nødvendige samtale, som mange af disse ofte har med de borgere, som de servicerer i livets sidste fase. Her bliver tankerne omkring liv og død tit og ofte meget nærværende. Det er meget givende for mig at få mine øjne åbnet op for en anden side af den verden, som jeg også bevæger mig i.

De sidste par gange har jeg åbnet undervisningen med ironiens hjælp, idet jeg fortæller dem, at jeg godt ”véd”, hvad de er for ”nogle”, og at jeg også udmærket er ”klar over”, hvordan de tiltaler de borgere, som de tager vare på. Det begrunder jeg med, at jeg har set disse udsendelser i fjerneren, hvor man med skjult kamera har afsløret diverse. Det har været grimt både at se og høre på – og alle SOSU-assistenter er vel alle af samme slags, postulerer jeg! Et par sekunder efter har jeg også fortalt, at jeg godt véd, hvad de tænker om præster: en sådan bander ikke, drikker ikke, beder bordbøn og er i det hele taget død-hamrende kedelig. Heldigvis letter stemningen lynhurtigt. Det bliver snart klart, at åbningen på undervisningen drejer sig om, at vi intet aner om vore medmennesker, før vi har haft et ligeværdigt medmenneskeligt møde: ansigt til ansigt i øjenhøjde. Ofte samtaler vi med andre på grundlag af nogle forudindtagede meninger (forforståelser), som vi har lært os selv igennem livet. Men der er noget, der rykker, når vi opdager, at vores forforståelser ikke holder stik – så lærer vi noget.

Dog vil det være blåøjet at påstå, at der ikke har været noget gavnligt i disse skjult kamera-udsendelser, der har peget på en problematik, som desværre var en forbandet realitet på nogle bosteder. Det måtte frem i lyset. Men at tro at alle SOSU-assistenter er af samme støbning, som dem vi har set filmet i skjult kamera - det er direkte dumt. Det ville være det samme som at tro, at alle landmænd er dyremishandlere, fordi et enkelt firma ikke kan finde ud af at transportere svin på en ordentlig dyreetisk måde. Jeg sidder og tænker på, hvordan mon sceneriet ville have været skildret med skjult kamera i gravhulen påskemorgen, da Jesus stod op af graven? Jeg tror ikke, at der ville have været så mange billeder at vise andet end forårssolens stråler; men mon ikke kommentatoren forbavset ville have udbrudt: der tog han fusen på os alle sammen!

YES!

For nylig traf jeg en mand, som fortalte, at han var kommet hjem efter mange år i Australien. Han glædede sig sådan til at tale dansk og at smage sproget igen, ja, at udtrykke sig på sit modersmål, som er dejligt, ved vi fra sprogets skattekiste: vores sangskat. Sproget var noget, som han havde savnet under sit langvarige udlandsophold. Men ak! han ankom til Danmark dagen efter en fodboldlandskamp, hvor det danske fodboldlandshold havde slået en eller anden modstander, og det første, som møder ham, er en smørrebrødsseddel fra en af formiddagsaviserne, som ønskede at hylde landsholdet. Det eneste, der stod, var ordet: YES. Han blev og er frustreret den dag i dag. Jeg tror, at han følte og føler sig hjemløs.

Historien er særdeles illustrativ overfor de to fakta: at det danske sprog er i opløsning, på vej væk fra sig selv, og at livet ikke står stille i Danmark, når man befinder sig langt væk fra hjemstavnen og ikke kan følge med. Livet leves videre, og sproget ændres på trods af.

Mit konfirmandord er ”Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid”. Det skriftord havde præsten valgt til mig, fordi jeg var i dybt oprør over, at ham dersens Jesus var så umoderne og ikke fulgte med tiden, syntes jeg for snart 40 år siden. Kristendom skulle nytænkes. Jeg var ung, forvirret i hovedet, som man er. Men i dag ved jeg, hvor betydningsfuldt det er, at der noget, som altid står fast og er uforanderligt i mit liv: nemlig Guds ord. Alligevel er jeg helt sikker på, at Gud i nutidens sprog har tænkt ”Yes” den dag, hvor stenen blev væltet fra, og graven var tom påskemorgen for snart 2000 år siden.

Adgang forbudt for mænd.

Jeg har hilst på dronning Margrethe, næsten! Det var godt nok ikke den rigtige, for hende har vi ikke spurgt, om hun havde lyst til at beære os med et besøg ved Tirsdags-træfs 10 års jubilæum. Men dronning Margrethe kom alligevel i skikkelse af Per Dahl, så vi fik en ordentlig majestætisk hilsen og et rygklap, hvilket vi også fortjener i Tirsdags-træf. Og så festede vi ellers løs tirsdag aften.

Tirsdags-træf er ét blandt mange af Skovlunde Kirkes tiltag og aktiviteter, og som slet ikke var mulig uden en hel unik frivillig indsats. Der er 145 kvinder tilmeldt, stort set alle fra Skovlunde Sogn. Vi har måttet oprette en venteliste, da der er udsolgt ved hver sæsonstart. 145 kvinder i alle aldre, i alle erhverv, med mange forskellige baggrunde. 145 kvinder er alt for mange. Det ved vi også godt, for vi kan slet ikke være i kirkens Pejsestue, hvis alle ”mand” kom af huse. Derfor kalkulerer vi som flyselskaberne med overbooking, og vi krydser fingre ved hver mødegang, at nogle har forfald, hvilket 20 procent næsten altid har. Så passer det nogenlunde med pladsforholdene, selvom vi godt kan sidde som sild i en tønde nogle gange. Vi mødes én gang om måneden og lytter til relevante foredrag af og om kvinder. Mænd er forment adgang...det var så lige en undtagelse med Per Dahl forklædt som dronningen. Det er ikke, fordi vi ikke kan li’ mænd – næh, de kan såmænd være lækre nok en gang imellem! men det er ene og alene, fordi debatten er friere og mere løssluppen, når der ikke er mænd til stede. Der er mange flere, der tager ordet omkring aftenens emne, når mændene ikke er en del af forsamlingen …. tankevækkende! Også lidt trist at være vidne til. Forhåbentlig kan Tirsdags-træf være medvirkende til at rejse kvinders aktive deltagelse også i den offentlige debat, hvor vi desværre ikke altid er så synlige.

Hvad har alt dette så at gøre med at være kirke? Sådan har der i visse kredse været tænkt igennem de første år af Tirsdags-træfs levetid. Nu er disse røster forstummet, kan jeg tydeligvis mærke. Svaret er da også ganske enkelt: det har det hele at gøre med at være kirke. ”Menneske først, kristen så” sådan tænkte og skrev Grundtvig. Det er det bærende princip i Tirsdags-træf: vi debatterer vores hverdagsliv, bliver til som menneske igennem den debat. Det er en dannelsesproces, som vi ikke kan være foruden, hvis vi vil leve et ordentlig etisk liv, og så følger kristenlivet med efterfølgende.

For 6-7 år siden inviterede vi Prinsesse Alexandra. Vi modtog et venligt afslag den dag, hvor det blev offentliggjort, at hun ventede den førstefødte. Mon ikke vi skal prøve med en invitation igen, nu til grevinden? Vi tror nemlig, at både vi og hun vil have glæde af debatten og mødet med alle os ihærdige kvindfolk….og så går vi kvinder heller ikke efter den laveste fællesnævner i Tirsdags-træf. Vi bevarer vores overmod og kvindelist ;-)

PS. For resten er næste sæson 07/08 allerede udsolgt, inden vi har fået reklameret for aktiviteten. Sejt, ikke?

Ingen har som du fortjent det.

Igen i dag skulle der være bisættelse – endda hele to af slagsen. Hver eneste gang står der for de pårørende noget på spil. Det er den sidste afsked; det endelige punktum, og derfor skal det være smukt og rigtigt. Oftere og oftere oplever vi i kirken, at de pårørende gerne vil være med til at sætte er personligt præg på handlingen oftest i form af et musikønske. Det forstår jeg godt, for så føler man også, at man på en eller anden måde gør noget sidste for den afdøde. Det er der mange forskellige meninger om. Nogle præster mener f.eks. at ”Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi” skal synges/spilles et andet sted end i kirkens rum. Et argument er, at det er ikke forbi! Personligt synes jeg, at det er noget af den smukkeste poesi, der er skrevet i årevis:”Fik du set, hvad du ville? Fik du hørt din melodi?” Det er da flot. Men sangen egner sig ikke til fællessang – sådan er det - hvorimod den udmærket lader sig spille på orgel, hvis organisten indvilger. Jeg har selv stor glæde af den melodi, og jeg kan sagtens forstå ønsket. Der er så en rigtig god anledning til at tale om, hvorvidt det er forbi, hvorvidt målet blev nået osv. Til vielser har jeg ofte også taget udgangspunkt i nogle melodi- og sangønsker.

I sidste ende er det dog præsten, der skal give tilladelse, da det er denne, der står inde for, hvad der bliver sagt og sunget i kirkens rum. Det kræver også vejledning. Heldigvis er det sjældent, at denne vejledning ikke ønskes; men det kan hænde, at noget hos de pårørende blokerer, når de møder et spørgsmål om indholdet af sangen, og de så straks tror, at det har noget at gøre med, at jeg ikke ønsker noget sådant …. men så havde jeg vel sagt nej med det samme, som rigtig mange præster gør. Jeg husker tydeligt engang, at et bisættelses-følge havde ønsket, at der til bisættelsen skulle spilles:”Kære lille mormor”, fordi den betød noget for familien. Da var det betydningsfuldt og afgørende at få det vendt med præsten, for da vi nåede frem til linien i sangen:”Ingen har som du fortjent det”, så kunne de godt se, at de ord hørte sig ikke lige til ved mormoderens kiste.

I dag lyttede vi så til Queen:”Who Wants To Live Forever”, da kisten blev båret ud. I den lyrik er der saft og kraft, som taler om, at ”Forever” også er vores ”Today”, når vi er omkranset af kærlighed, hvilket vi er såvel i livet som i døden og det derefter. Det er vældige guddommelige ord at blive sunget ud af kirken med. Det var også helt rigtigt at høre til denne handling efter de pårørendes ønske, samtidig med at det gav en dyb, dyb mening.

Hun er i fårebranchen.

Vi præster taler tit om ved præsteansættelser, at man skal passe på med at søge embede i de sogne, hvor man ansætter én, præsten, og regner med at få to, nemlig udover præsten: den gratis altid småkagebagende præsteægtefælle. Det er i min forståelse efterhånden en rigtig gammel historie, som præster kan finde på at hive frem i tide og utide til at belyse vore ”dårlige” arbejdsforhold. Det er muligt, at jeg såmænd bare befinder mig i et sogn og på en arbejdsplads, hvor der ikke har været de forventninger, men kun en glæde over at se min ægtefælle deltage i gudstjenestelivet og andre arrangementer, hvor det har været muligt. Og det vil han gerne, til stor glæde for mig, fordi mit arbejde også er en stor del af resten af mit liv….ja, Vorherre smides ikke bare lige ud med badevandet efter morgentoilettet; nej, han er såmænd også tilstede ved middagsbordet, selvom vi ikke er så gode til det med bordbøn hjemme hos os.

”Noget for noget” kan man næsten sige, for når ægtefællen så yderligere er professor i husdyrproduktion med særlig henblik på svin, så betyder det også, at jeg er så heldig at få lov til at følge med i særlige sammenhænge, hvilket jeg har stor fornøjelse af. For nylig var der så delegeretmøde i Danske Slagterier, hvor ægtefællerne om aftenen kan deltage i afslutningen på mødet. Der møder jeg glad og fro op, og jeg kan rigtig godt lide at slå ørebøfferne ud og lytte til noget helt andet, end jeg sædvanligvis beskæftiger mig med til daglig. Det er meget interessant at møde nogle af dette lands forfulgte erhvervsgrupper: de danske svineproducenter. Hold da op, hvor den erhvervsgruppe kan blive moppet og ”svinet” til på kryds og tværs. Kan man ikke bruge de sædvanlige prügelknabe: læger, politikere, lærere - så kan man altid finde en god historie om en svineproducent, som kan forarge det ganske land. Efterhånden er pressens begrænsede fantasi lige ved at kede mig lidt.

Men da min mand står der og taler med en af sine faglige kontakter, som har været svinekonsulent, så vender denne pludselig sig over mod mig og spø’r:”Er du så også i branchen?” Inden jeg overhovedet når at få tænkt mig om, svarer min mand:”Nej, hun er i fårebranchen!” Og jeg så hendes forundrende og beundrende øjne, mens hun nok har tænkt: en fåreproducent blandt svineproducenter, det var modigt! Vi fik hurtigt forklaret sagens rette sammenhæng, men siden hen er jeg da blevet endnu mere ydmyg overfor mit kald. Tænk at have fået lov til at være kaldet til at været et får blandt de ca. 12.000 andre i Skovlunde Sogn. Tak for det.

To sider af samme sag.

Det var en rigtig dejlig oplevelse her den anden dag at skulle være med til en ”afsløring”/en ”fernisering” på Plejecentret Lundehaven. I begyndelsen af ugen var jeg blevet ringet op af Unni, som er afdelingsleder på 1. sal og nu konstitueret forstander, efter den afholdte forstander Bjarne havde søgt nye udfordringer. Unni havde jeg truffet for lidt over et år siden, da vi havde nogle indledende ”forhandlinger” omkring en månedlig gudstjeneste på 1. sal. Vi var allerede faldet i rigtig gode gænger med en månedlig gudstjenestefejring på 2. sal; men erfaringen havde vist, at det var svært at få 1. sals beboerne op på 2. sal en gang om måneden. Det er lige umiddelbart svært at forstå, at opstigningen til 2. sal nærmest er en umulighed, men det er en kendsgerning på trods af alle gode viljer fra plejepersonalets side osv. Beboerne befinder sig bedst i deres trygge opgivelser, forstået således, at bor man på 1. sal, så er det dér, man helst vil være. Det forstår jeg godt nu. I hvert fald blev jeg klogere i januar måned for et år siden, efter jeg havde mødtes med Unni og den lille personalerepræsentation fra 1. sal.

”Forhandlings-mødet” var tilmed et øjenåbner-møde for os alle. Det foregik i en meget venlig og positiv atmosfære. Fra begyndelsen mærkede vi, at vi ikke behøvede at ”have kløerne fremme”. Vi kunne rigtig godt li’ hinanden, og vi ville alle det samme: nemlig skabe den optimale gudstjenesteordning for beboerne. Det fik vi, idet vi nu holder to gudstjenester på Lundehaven om måneden, fordelt på salene. Ved mødet fortalte Unni, at hun havde en drøm om at sy et patchwork-tæppe, som vi kunne bruge i forbindelse med gudstjenesterne. Ja, der gik altså et helt år …. af gode grunde da patchwork ikke er noget, som man udøver natten over. Nu ringede hun og sagde, at tæppet var færdigt, og hun ville gerne, at det blev afsløret til gudstjenesten onsdag formiddag, hvor jeg var præst. Det blev jeg glad for og stolt over.

Da vi kom til gudstjenesten, kordegn, organist og jeg, hang tæppet på væggen bag ved alterbordet, som er et alm. sofabord iklædt en hvid dug, lysestager mm. i dagens anledning. Det billede, som tæppet viste os, var Lundehavens logo med træet og bladene, og også med alle værdierne syet ind. Unni fortalte os på prædikenens plads omkring hendes tanker om den ene side, som skal hænge udad til hverdag, for tæppet havde nemlig to sider. På et tidspunkt vendte hun det. Det gav et gip i forsamlingen, da vi så den anden side. Et stort rødt kors omkranset af sol, blomster, grønt, lys, himmel, som er den side, der skal hænge udad, når vi fejrer gudstjeneste. Det var så smukt, og Unnis ord gjorde det hele meget nærværende.

De to sider er et smukt symbol mig på, at livet har to sider: hverdagslivet og gudstjenestelivet, som begge er sider af den samme sag: at være tilstede som helt og fuldt menneske i samlivet med de andre. Det er nok værd at huske på, når vi vender vores egne tæpper engang imellem, at den anden side også er en del af det hele.

66 pizzaer og klokken er 7.20

Allerede 7.20 ringede den første konfirmand, ganske forventeligt på denne torsdag morgen. I morgennyhederne havde det lydt, at nogle af Ballerup kommunes skoler var sne-lukket, og spørgsmålet i den anden ende af røret lød: er konfirmandundervisningen så også aflyst i dag? Uha, det var svært at svare på, for der var lige noget, der skulle undersøges først: nemlig kunne underviserne nå frem? Det var nemlig en ganske særlig dag, hvor konfirmanderne skulle være i kirken hele dagen, og hvor de skulle gennemgå et undervisningsforløb med stands-aids-karavanen fra Folkekirkens Nødhjælp.

Vi har nogle rigtig gode oplevelser en gang om året med disse karavaner fra Folkekirkens Nødhjælp. Vi lærer meget, rigtig meget. De to foregående år har temaet været sulten i verden – og i særdeleshed i Afrika, hvor konfirmanderne har set film, spillet diverse små scenarier igennem, som sultkaravanen havde planlagt. Og højdepunktet har hver gang været: bespisningen, hvor konfirmanderne blev delt i de rige og de fattige i et forsøg på at afspejle den virkelige verden. De rige, som udgjorde et fåtal – velsagtens 10 konfirmander fik i rigelige mængder serveret pizzaer og cola ved et særdeles veldækket bord. De fattige blev placeret på gulvet og fik en lille, bitte skål ris hver og lidt vand, hvis de var rigtig heldige, og så kunne vi alle sidde der i ”fællesskabet” og spise sammen. Pudsigt nok har det aldrig givet brok, hvilket har undret mig. Konfirmanderne har gjort, som de blev bedt om uden megen mukkeri. Selvfølgelig er der nogle, som ikke har gidet spise risen; men ingen har rejst sig op og forlangt at komme til at sidde oppe hos de rige og spise af deres mad Og til gengæld har de rige heller ikke delt ud af deres mad. Tankevækkende både i det globale såvel som i det lokale perspektiv: vi gør, som vi får besked på, selvom vi alle kan se den uhørte ulige fordeling.

I mellemtiden var klokken blevet 8.10 og min kollega og jeg besluttede os for aflysning, for karavanen var også sneet inde og kunne ikke nå frem. Kontrasten til verdens sult blev endnu mere grotesk, da næste problem blev de 66 pizzaer, der var bestilt til kl. 11.00, og som skulle have været brugt på dagen. Det lokale pizzeria har selvfølgelig ikke åbent klokken otte om morgenen. Da vi endelig fik fat i pizzeriaet og stoppet pizza-bagningen, var tallet 33 nået, som vi har måttet afhente og fryse i kirkens fryser. Endnu venter 33 pizzaer på afhentning en dag ved lejlighed. Og de skal nok komme i brug en dag med alle de aktiviteter, som vi omgiver os med. Måske skulle vi holde en pizza-gudstjeneste, som andre holder spaghetti-gudstjeneste? Kommer du så lige forbi?

En væltet bus i et splitsekund.

Så blev det fredag morgen, op lidt i seks. Dagen i dagen er speciel: jeg skal til guldbryllupsmorgensang kl. 8.00 hos et guldbrudepar, som jeg holder meget af. Ud på badeværelset, tænde for radioen, og jeg hører under tandbørstningen noget omkring en busulykke. Den professionelle præst dukker op: lever alle? og hvor hører bussen til? Godt vi har DAB-radio i badeværelset, så jeg kan få gentaget igen og igen, at der ikke foreligger nogle oplysninger om hjemstedet for bussen, og det ser heldigvis ud til, at alle er i live. Kl. 7.00 står min verden lige stille i et splitssekund, da det forlyder, at alle passagerne i bussen, de fleste børn, er fra Skovlunde, og så skærpes min opmærksomhed væsentlig. Tankerne bliver mange, flyver rundt i hovedet, og min mand stiller igen trofast op til endnu en snak omkring livets skrøbelighed og egentlig også til mine præste-bekymringer.

Gu’ ske lov blev der ikke brug for præsten. Jeg kunne mærke den samme lettelse som den dag, hvor vi tilfældigvis og intetanende kørte forbi Ballerup Cykelarena, og vi så, at taget var styrtet ned. Tænk, hvis arenaen havde været fyldt med mennesker. Tanken kan ikke tænkes til ende. Eller den dag for et par uger siden, hvor jeg var ved at køre en lille dreng over, som opførte sig fuldstændig korrekt, som man skal i et fodgængerfelt – jeg havde bare ikke set ham. Tankerne omkring hvad det ville have gjort ved hans forældre, søskende, øvrige familie osv., hvis jeg havde berøvet den lille dreng livet, åbnede min øjne for, at jeg aldrig var blevet menneske igen. Heldigvis holdt Vorherre hånden over både drengen og mig.

Guldbryllupsmorgensangen bragte tårerne frem i øjenkrogen, nok lidt flere end sædvanligt hos mig. Morgenens oplevelser havde berørt mig, og derfor blev det pludselig så stort at se to mennesker, stå sammen og være glade for at se os alle sammen. Efter en dejlig morgenmad hos guldbrudeparret fortsatte jeg dagen med at drikke formiddagskaffe med personalet i kirken. Jeg havde brug for at dele med nogle andre, at den forulykkede bus heldigvis var fyldt med levende mennesker. Personalet i kirken er meget følsomt, og vi lever alle med i sorg og glæde i sognet. Men hold da op, hvor vi glædede os sammen over, at der var nogle forældre, bedsteforældre og mange, mange andre, der kan sige velkommen hjem til deres elskede børn og børnebørn. I aften vil jeg fortsætte med at glæde mig sammen med min familie og guldbrudeparret …. For vi skal nemlig alle til fest, så jeg må vist hellere se at få tænkt over min tale, som jeg nok ikke kan få holdt uden at fælde tårer. Pivskid – men sådan er det nu en gang.

Grisehalen der blev væk

For mange år siden, dengang Skovlunde Sogn var i sin vorden, blev der født en fantastisk tanke af den daværende sognepræst Aage Sørensen: nemlig ”Gule-ærter-mødet” i februar måned. Han havde en meget fin forståelse for seniorer og madvaner. Derfor var en af hans kæpheste, da menighedshuset skulle bygges, at det skulle være med ordentlige køkkenfaciliteter. Det var visionært tænkt for snart 40 år siden, og der blev også kørt madlavningskurser i en årrække i Skovlunde Kirke, helt i overensstemmelse med tanken om, at kirken skal kunne rumme det hele liv, også hverdagslivet hvortil køkkenlivet i allerhøjeste grad hører – også oppe i alderen.

Men gule ærter – dette himmerigsmåltid, som man nok først lærer at sætte rigtig pris på oppe i årene – det er en langvarig proces, som tager morderlig lang tid i et køkken. Det er også noget, som kræver tålmodighed og en masse forskellige råvarer, så man kaster sig ikke lige ud i forberedelserne. Det vidste sognepræst Aage Sørensen, så der gik ikke lang tid før, at han havde født tanken om, at et gule-ærter-måltid skulle serveres i Skovlunde Kirke i februar måned, og han fik nogle frivillige med på tanken. Det viste sig at være et hit, for det væltede ind ad kirkedøren med glade (og sultne) mennesker, som gerne ville nyde et velsmagende måltid. Traditionen var født! Siden hen har vi altid spist sammen så mange som muligt den første onsdag i februar måned. Der har været en mindre pause mht. serveringen af de gule ærter, idet nogle af os mente, at det afholdt nogle fra at komme, så vi fik i nogle år noget andet mad. Sidste år vendte vi tilbage til de gule ærter og for første gang med pandekager, som er en gammel kyndelmisse-tradition. Vi kan slet ikke gøre dette alene i Skovlunde Kirke uden et samarbejde med plejehjemmet Rosenhaven i sognet, som velvilligt fremstiller ærterne til os.

Hjemme ved spisebordet samme aften underholdt jeg med den glædelig oplevelse, som det igen i år havde været at være til ”Gule-ærter-mødet”. Jeg fortalte om, hvor herligt det er at se nye ansigter, samtidig med det ærgerlige i, at alle interesserede desværre ikke kan deltage, da vi er nødt til at melde udsolgt på et tidspunkt, hvilket selvfølgelig er et positivt men uløseligt problem. Jeg fortalte også om det herlige spillemandsorkester, som underholdt, og så stiller min mand 100.000 kroners spørgsmålet:”Fik I også fik grisehaler til?” Straks forsvandt jeg ind i erindringen, hvor jeg besøgte min Bedste og hendes gule ærter, og hvor der altid var grisehaler til. Åh, hvor de kunne gnaskes, og de smagte godt. Ja, hvor er grisehalerne blevet af? Er vi blevet så fedtforskrækkede, at vi ikke bare den ene gang om året kan spise grisehaler? eller handler det om, at vi synes, det er for ulækkert? Hvad er forklaringen? Mon vi skal til at kalde vores måltid for: gule ærter uden krølle på halen? Lidt trist og lidt udansk, men godt smager det nu alligevel.

Hvor er du?

Sikke en dejlig start på en lørdag: jeg åbner min mailbox, og sandelig om der ikke tikker en mail ind med overskriften:”Hvor er du?” Mailen var fra et menneske, der spurgte efter mig, efter min tilstedeværelse et sted, hvor jeg var savnet, syntes hun. Nej, hvor det glædede mig på denne særlige måde, som er placeret i hjertets dyb. Tænk, der var nogen, der havde fået øje på, at jeg havde været fraværende, og jeg var værdsat. Der var nogen, som satte pris på mig. Tak! Hvorfor mon jeg fik mailen …. jo sikkert, fordi afsenderen i den sidste tid har mødt tanker omkring livets endelighed. Den gode indsigt deri åbner tit for, at man bliver grebet af livet, og at man har overskud til at melde ud til sine omgivelser, at man sætter pris på dem; det er en stor gave at få lov til at dele ud af: at sige tak til og for alle de andre.

Dagen forinden havde jeg deltaget på Danmarks Pædagogiske Universitet i den sidste del af den nye uddannelse, som jeg er ved at fuldføre i filosofisk vejledning. Da havde vi filosoferet over ”Grebethed”. Kort forinden var jeg kørt forbi Islamisk Trossamfund i Nord-vest-kvarteret, og jeg havde tænkt, at om lidt ville det myldre i gaderne af mennesker, der var berørt af grebethed, fordi Abu Laban var død . Senere på dagen talte billederne af den hvide kiste, der blev fragtet på skuldrene af trosfællerne også sit tydelige sprog om det at være grebet. Dér på DPU havde jeg i diskussionen ført meget eftertrykkeligt i felten, at grebethed ikke altid er af det gode, hvilket bekymrer mig. I religiøse, ideologiske og politiske sammenhænge, hvor vi kan tale om den uhyggelige grebethed, følger ofte i kølvandet en fordømmelse af de, der ikke er grebet på den ”rigtige” måde, fordi man ikke er overbevist af den fremførte religion, ideologi eller politik. Men i den etiske grebethed, hvor det handler om at værne om livet på den sande måde, der styrkes det gode, det vise og det skønne. Der er man berørt og grebet af alle de andre. Man er nærværende og taknemmelig for, at man har fået den eneste sande indsigt, som betyder, at man begynder at leve sit liv i skyldig hensyntagen til, at vi er flere om at leve og dele livet.

Tjaeh, hvornår har jeg egentlig sidst ladet min grebethed af livet give sig udtryk i, at jeg får sagt tak til og for alle de andre, kom jeg til at tænke på lørdag morgen? Det må jeg have gjort noget ved. Det er en ilde reklame for det, som jeg gerne vil stå for, at jeg ikke har fået handlet og været nærværende! Jeg tror, at jeg vil begynde sådan i det små med at øve mig ved at ringe til min mand, min datter (som nok ikke lige gider at høre på det) og siden hen min mor …. det vil overraske dem alle, men det er på tide, inden det viser sig at være for sent.

Hva' ska' du være?

Konfirmander! Og så endda onsdag morgen kl. 8.00, men det glæder mig hver gang, for jeg synes, at det er en stor gave at få betroet disse unge mennesker, og at jeg tilmed får et indblik i deres verden. Men jeg er ”streng”, udøver disciplin – jeg sætter grænserne, og de kan både ses og høres. Ofte kommer vi til at grine, hvilket også skete for et par gange siden, da en af konfirmanderne tog mig forsigtigt på armen og impulsivt, dybt alvorligt sagde:”Ih, hvor er det rart med noget disciplin!” Det blev endda udtrykt, mens vi sad i Fogh’s pædagogiske rundkreds, for det gør vi, når jeg underviser. Så er barriererne brudt ned, for vi sidder helt åbne, og ingen kan gemme sig, for vi ser på hinanden alle sammen. Vi viser vores ansigter for hinanden, og så kan vi se, hvem vi er.

I onsdags skulle omkring 35 konfirmander holdes i skak, da en af mine kollegaer havde ferie, og derfor måtte to hold slås sammen. Det kræver hår på brystet, så det var rustet godt op og stivet af hjemmefra, inden ”slaget” skulle slås. Men der var intet slag at slå til min store forbavselse. Tværtimod. Aldrig har jeg haft og undervist så søde konfirmander – de sagde næsten for lidt, men vi fik dog sat gang i snakken, da vi i rundkredsen lige skulle ta’ en runde omkring ”hva’ ska’ du være? eller hva’ ska’ du i hvert fald ikke være?” Så åbnede de for deres verdner med alle drømmene for mig, og gaverne strømmede mig i møde. Ønskerne rakte vidt: fra tatovør til kok, fra automekaniker til frisør og kosmetolog, dyrlæge, skuespiller – nogle skulle ikke være læge, og en anden skulle ikke have noget med landbruget at gøre.

Alle lyttede med alvor og interesse til den næste i rækken, og det var uhyre vigtigt for mig, at der blev skabt rum for, at alle ønsker var tilladte og lige gode, selvom de måske var uopnåelige i øjeblikket. Jeg tænkte selv på der i rundkredsen, hvordan et menneske fik banket mig tilbage til stenalderen, da jeg i ottende klasse udtrykte, at jeg gerne ville være præst, og hun svarede:”Ja, ja, lad os nu se - mindre kan vel også gøre det!” De ord trak modbydelige spor efter sig, og det tog mig rigtig lang tid at komme overens med, at vi ikke skal nøjes med den laveste fællesnævner. Det ligger Vorherre så fjernt – han har ambitioner på vores vegne, så derfor kan vi også have det på vores egne. Så: Grib muligheden, konfirmander! Uh, hvor jeg håber, at jeg har fået lov til at gi’ dem det med.

Ingen om'mer til mig, tak!

Tænk, jeg vågnede op på min fødselsdag fire år yngre! En avis havde skrevet, at jeg fyldte 48 år i stedet for 52, så … ja, juhu … pludselig kunne min fødselsdag måske gå hen og blive årets allerbedste dag, for det er sædvanligvis årets kedeligste: 30. december. Ingen gider fejre mig, for d. 30. december er dagen, som de andre bare skal igennem for at komme til den rigtig sjove dag på året: d. 31. december. Jeg kan bare sidde der og hænge med mulen på min fødselsdag, for de tænker alle sammen på at komme hjem og komme i gang med forberedelserne til næste aften. Og hvor mange gange har jeg ikke fået fødselsdagsgaver i julepapir? Men denne gang var det noget andet: jeg var blevet fire år yngre. Den gave kunne næsten ikke blive større, og jeg havde ikke lige tænkt på at ønske mig en ny dåbsattest.

Fire år forærende! Hvad skulle jeg bruge dem til? Jeg vidste, hvad jeg allerede havde brugt de forgangne til, og det er blevet til mange gode begivenheder på det personlige plan. Vores datter er kommet godt af veje, efter at hun er blevet student. Vi har fejret sølvbryllup og nogle gode runde fødselsdage i familien. Vi har fået vores helt eget hus. Min mand har fået sit ønskejob, jeg har taget en masteruddannelse med et tårnhøjt gennemsnit (12,0… så kom bare an; jo, man må godt prale i min alder). Jeg har været ”soul-mate” med et andet menneske igennem masteruddannelsen, skrevet to projekter og været til eksamen sammen med hende. Stor oplevelse, og jeg kan bruge de nye kompetencer både i mit arbejde og som underviser bla. på Center for Sundhed og Livsstil (CSL). Det har betydet nogle nye, rare kollegaer og et værdifuldt indblik i en hel anden verden end den kirkelige arbejdsplads. Så er der alle de mange tabte kilo, som der også er vinket farvel til i de forgangne fire år; men til gengæld sagt goddag til de løftede øjenlåg, som blev en nødvendighed, da al huden ”sank” sammen og hang udover øjenvipperne … alene det gav mindst 4 år og et nyt udsyn!

Pludselig var det godt, at det var en skrivefejl. Heldigvis går tiden fremad og ikke den anden vej, for hvad nu hvis jeg ikke kom til at gennemleve fire lige så gode år, som jeg allerede kan se tilbage på i dyb taknemmelig til min skaber og Gud? Nu er det også blevet helt okay at have fødselsdag på årets kedeligste dag, så ingen om’mer til mig …. men det har jeg sikkert glemt til næste gang, hvor jeg vil vente i spænding på at læse, hvor gammel jeg så er blevet.

Uden vand at drikke ...

”Giv mig en blomst, mens jeg lever” – det er en sætning, som mange af os kender, og som i mit hoved sender tanker hen til den dag, hvor jeg ikke lever længere. Det er nu ikke, fordi jeg til daglig går og spekulerer over min endelighed, for så kunne jeg nemt få masser at gøre, som ville forhindre mig i at leve det muntre og virksomme liv på jord, som jeg sætter så stor pris på og spiser og drikker så rigeligt af ligesom de fleste andre danskere. Men her den anden dag, da jeg skulle lægge en af kirkens kæmper i graven, blev det klart for mig, at det også er muligt at sætte et værdifuldt fingeraftryk på det traditionelle (og gerne meget smukke) blomsteroptog ved den sidste afsked. Jeg vidste det jo godt, men pludselig blev det meget tankevækkende og nærværende, da jeg hørte baggrunden.

Et aktivt menneske, højt oppe i alderen, der har levet et særdeles rigt liv både som familiemenneske og i sin omgangskreds, som sagtens kunne have fortsat i uendelighed, hvis kroppen havde villet, for hun elskede livet. Det vakte også hendes berettigede, ærlige bekymring, da hun hørte, at nødhjælp til et u-land blev ydet som en skovl og vandkande, der kunne sætte kvinderne i gang med at dyrke jorden .. men hvor kom vandet fra? Hvad hjælper en vandkande, hvis der ikke indenfor en overkommelig afstand er adgang til vand f.eks. fra en brønd. Derfor lød der en god opfordring til, at blomster til bisættelsen kunne afleveres som et giro-bidrag til en brønd, hvoraf der i hendes navn ville blive investeret i en brøndandel i et nødhjælpsprojekt. Hermed var den sidste gerning mærket hendes navn hjælp til, at fattige familier får let adgang til rent vand, samtidig med at pigerne i familien kunne passe deres skolegang, da det oftest er dem, der går 10 kilometer for at hente vand.

Sikke et spræl-levende spor at efterlade sig som afdød! … har du tænkt over, om du vil sætte dig et så betydningsfuldt spor den dag, hvor du ikke er her mere? Jeg tænker selv! Jeg ved godt, hvad der er rigtigst; men jeg er bange for, at jeg holder alt for meget af blomster … men vi kan måske ”nøjes” med de smukke forårsblomster, som lige nu stikker sine gule hoveder op af plænen herhjemme? Nej, jeg tror, at jeg vil lade familien bestemme. Det er dem, der skal gennemleve afskeden – men det er lidt som at gi’ Sorte-Per videre, ikke?

Ta' og spild tiden.

Vi befinder os hos frisøren i Michael Endes roman ”Momo”. Frisøren er den forsigtige lille mand, som aldrig har fået taget sig sammen til at få sagt til hende, som han elsker i det skjulte, at det skulle have været de to i livet. Nu sidder hun hjemme hos sig selv, formentlig handicappet og ude af stand til at bevæge sig omkring og fungere som et raskt menneske, og den rare frisør besøger hende et kvarter hver dag.

Mens han står der og glæder sig over det, kommer en af de grå mænd ind i hans butik. De grå mænd er de, som sparer folks tid op, og som konfronterer mennesket med, at det ikke må spilde sin tid på uvæsentlige ting, såsom at holde af, at være god mod andre osv. Den grå mand får frisøren til at indrømme, at han ikke får noget konkret ud af sine besøg hos pigen - og så begynder regnskabet: 15 min. om dagen er 900 sekunder, dvs. 328.­500 sekunder på et år - og set i helt livsperspektiv har han spildt over 16 mill. sekunder af sit liv på et besøg, som han ikke får noget som helst ud af. Dyrebare sekunder, som han kunne have sparet op og brugt meget bedre,­ konklu­derer den grå mand. Den stilfærdige frisørs spæde indvendinger om, at han tror, at det glæder kvinden at få besøg, bliver fuldstændig ignoreret.

Hvornår har du sidst ”spildt” dine dyrebare sekunder på andre? Begynd og spild – vi andre har brug for dine sekunder.