Ingen har som du fortjent det.

Igen i dag skulle der være bisættelse – endda hele to af slagsen. Hver eneste gang står der for de pårørende noget på spil. Det er den sidste afsked; det endelige punktum, og derfor skal det være smukt og rigtigt. Oftere og oftere oplever vi i kirken, at de pårørende gerne vil være med til at sætte er personligt præg på handlingen oftest i form af et musikønske. Det forstår jeg godt, for så føler man også, at man på en eller anden måde gør noget sidste for den afdøde. Det er der mange forskellige meninger om. Nogle præster mener f.eks. at ”Om lidt bli’r her stille, om lidt er det forbi” skal synges/spilles et andet sted end i kirkens rum. Et argument er, at det er ikke forbi! Personligt synes jeg, at det er noget af den smukkeste poesi, der er skrevet i årevis:”Fik du set, hvad du ville? Fik du hørt din melodi?” Det er da flot. Men sangen egner sig ikke til fællessang – sådan er det - hvorimod den udmærket lader sig spille på orgel, hvis organisten indvilger. Jeg har selv stor glæde af den melodi, og jeg kan sagtens forstå ønsket. Der er så en rigtig god anledning til at tale om, hvorvidt det er forbi, hvorvidt målet blev nået osv. Til vielser har jeg ofte også taget udgangspunkt i nogle melodi- og sangønsker.

I sidste ende er det dog præsten, der skal give tilladelse, da det er denne, der står inde for, hvad der bliver sagt og sunget i kirkens rum. Det kræver også vejledning. Heldigvis er det sjældent, at denne vejledning ikke ønskes; men det kan hænde, at noget hos de pårørende blokerer, når de møder et spørgsmål om indholdet af sangen, og de så straks tror, at det har noget at gøre med, at jeg ikke ønsker noget sådant …. men så havde jeg vel sagt nej med det samme, som rigtig mange præster gør. Jeg husker tydeligt engang, at et bisættelses-følge havde ønsket, at der til bisættelsen skulle spilles:”Kære lille mormor”, fordi den betød noget for familien. Da var det betydningsfuldt og afgørende at få det vendt med præsten, for da vi nåede frem til linien i sangen:”Ingen har som du fortjent det”, så kunne de godt se, at de ord hørte sig ikke lige til ved mormoderens kiste.

I dag lyttede vi så til Queen:”Who Wants To Live Forever”, da kisten blev båret ud. I den lyrik er der saft og kraft, som taler om, at ”Forever” også er vores ”Today”, når vi er omkranset af kærlighed, hvilket vi er såvel i livet som i døden og det derefter. Det er vældige guddommelige ord at blive sunget ud af kirken med. Det var også helt rigtigt at høre til denne handling efter de pårørendes ønske, samtidig med at det gav en dyb, dyb mening.