Narret.

Filosoffer og præster er nok så kloge! Så ved I det! Men den tanke får hurtig en ende, når man har læst Søren Kierkegaard. Han er svært klog, også til det himmelråbende uforståelige nogle gange! Han elskede at ”riste” filosoffer og præster, og han gjorde det med en beundringsværdig elegance, som bragte samtiden i oprør. Et eller andet sted skriver han, at filosoffernes tale om virkeligheden ofte er lige så skuffende, som når man hos en marskandiser læser på et skilt: Her rulles! Kommer man så hos den omtalte marskandiser med sit tøj for at få det rullet … tjaeh, så viser det sig, at man er blevet taget noget så eftertrykkeligt ved næsen, for skiltet var nemlig kun til salg!

Den tanke kan jeg godt grine længe af, især når jeg tænker nærmere efter meningen hos Kierkegaard. Meningen er tydelig nok. Den er en advarsel til os alle om, at man ikke skal tage alt for pålydende. Alt hvad der skrives eller siges, skal man ikke tage for bogstaveligt, for gør vi det, er risikoen altid, at der er et dybere lag, som vi overser. Det kan være stemninger og følelser, som ikke nødvendigvis træder frem ved første øjekast, men som efter nærmere studier, viser sig at være nok så virkelige, som en overfladisk læsning efterlader. Det er oftest det, som vi erfarer og ikke kan tale sandt om, for ord rækker ikke til. Digteren digter banalt:”Tak er kun et fattigt ord” - ja, nemlig! for ordet er ikke fyldestgørende nok til at sige det hele, selvom det alligevel omfatter hele den sansede virkelighed, som vi udtrykker vores taknemmelighed over. Vi ved godt inderst inde, hvad der menes med ”tak”, ikke sandt?

Det er dilemmaet: vi kan ikke tale sandt om virkeligheden. Vi kan forsøge at beskrive den med fattige ord; men egentlig kan vi kun føle den, erfare den, sanse den, og derefter kan vi konstruere den med ord, som alligevel ikke rækker til. Men selvom der ikke ”rulles” i virkeligheden, skal vi ikke ophøre med at udtrykke vores tak i ord og handling til alle dem, som fortjener det.

Sum, es, est, sumus, estis, sunt.

Morgensang mindst en gang om ugen og latin som valgfag fra 7. klasse. Det er et par af punkterne i et nyt skoleudspil fra Dansk Folkeparti. Hvad skal jeg nu synes om det, når jeg ikke stemmer på det parti? Jeg ved godt, hvad jeg synes om det: endelig alle tiders gode mulighed for at få genindført noget af den dannelse, som i tidens løb i hvert fald er kommet til at betyde noget for mig. Indrømmet: jeg hadede latin i 2. real. Det skulle man vist nok; men da jeg skulle læse til eksamen, åbnede der sig en verden for den dovne krop (mig) for pludselig var der sammenhænge mellem latinske ord og de tre andre sprog, dansk, engelsk og tysk, som vi lærte. F.eks. glemmer jeg aldrig, at ordet ”interesse” staves med to s’er, fordi ordet er den latinske sammensætning af forholdsordet ”inter”=”midt i” og navneformen ”esse”=”at være”. ”Interesse”=”At være midt i”, som det ypperste udtryk for interesse. Da logikken i grammatikken tilmed blev åbenlys, var jeg solgt for altid. Pludselig blev det at sidde og læse til eksamen i latin et fantastisk puslespil, det meste endda lige så logisk som mit elskede fag: matematik. Endnu husker jeg, at jeg var oppe i stykke 16 i Mikkelsens latinske lærebog. Til min lærers store overraskelse og forbavselse, som han ikke formåede at holde tilbage, så fik jeg en kanonkaraktér; men han var af gode grunde heller ikke bevidst omkring min latinske ”omvendelse” i eksamensperioden.

Godt at jeg gennemførte latin-kurset, selvom der måske var nogle, der valgte for mig, hvilket jeg ikke helt husker…. I dag ville man sige ”tvang” mig til det. Faget har været en øjenåbner for mig til adskilligt igennem livet; men derfor behøver det vel ikke nødvendigvis også være det for alle andre, kunne man passende indvende imod det foregående. Det er på sin vis sandt nok. Et meget ”vægtigt” argument imod forslaget præsterede lærerforeningens formand Anders Bondo i JP, idet han udtrykte, at forslaget hang sammen med Folkeskolen anno 1900! Sikken en sammenblanding af pædagogik fra anno 1900 og vidensindholdet i stedet for at forholde sig til målet i stedet for midlet (udenadslæren anno 1900).

Til gengæld ved enhver, hvor betydningsfuld morgensang viser sig at have været for mange mennesker i tidens løb. Det er vigtigt især ved livets afslutning at have nogle stærke ord at trøste sig ved. Stærke ord, som man sikkert ikke har begrebet dybden af, da man som otte-årig stod med snotnæse, bare ben og sang med på:”Se, nu stiger solen af havets skød” Men jeg kan garantere for, at den ”trækker” tænder ud ved livets afslutning, når man lukker øjnene i tiltro til:”Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly, o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst.”

Skjult kamera.

To gange om året, sådan cirka, er jeg så heldig at få lov til at undervise på et efteruddannelseskursus for SOSU-assistenter dvs. social- og sundhedsassistenter. Jeg er ikke rigtig klar over, hvad det fag hedder, som jeg underviser i, men det drejer sig om at åbne et rum for SOSU’erne til den nødvendige samtale, som mange af disse ofte har med de borgere, som de servicerer i livets sidste fase. Her bliver tankerne omkring liv og død tit og ofte meget nærværende. Det er meget givende for mig at få mine øjne åbnet op for en anden side af den verden, som jeg også bevæger mig i.

De sidste par gange har jeg åbnet undervisningen med ironiens hjælp, idet jeg fortæller dem, at jeg godt ”véd”, hvad de er for ”nogle”, og at jeg også udmærket er ”klar over”, hvordan de tiltaler de borgere, som de tager vare på. Det begrunder jeg med, at jeg har set disse udsendelser i fjerneren, hvor man med skjult kamera har afsløret diverse. Det har været grimt både at se og høre på – og alle SOSU-assistenter er vel alle af samme slags, postulerer jeg! Et par sekunder efter har jeg også fortalt, at jeg godt véd, hvad de tænker om præster: en sådan bander ikke, drikker ikke, beder bordbøn og er i det hele taget død-hamrende kedelig. Heldigvis letter stemningen lynhurtigt. Det bliver snart klart, at åbningen på undervisningen drejer sig om, at vi intet aner om vore medmennesker, før vi har haft et ligeværdigt medmenneskeligt møde: ansigt til ansigt i øjenhøjde. Ofte samtaler vi med andre på grundlag af nogle forudindtagede meninger (forforståelser), som vi har lært os selv igennem livet. Men der er noget, der rykker, når vi opdager, at vores forforståelser ikke holder stik – så lærer vi noget.

Dog vil det være blåøjet at påstå, at der ikke har været noget gavnligt i disse skjult kamera-udsendelser, der har peget på en problematik, som desværre var en forbandet realitet på nogle bosteder. Det måtte frem i lyset. Men at tro at alle SOSU-assistenter er af samme støbning, som dem vi har set filmet i skjult kamera - det er direkte dumt. Det ville være det samme som at tro, at alle landmænd er dyremishandlere, fordi et enkelt firma ikke kan finde ud af at transportere svin på en ordentlig dyreetisk måde. Jeg sidder og tænker på, hvordan mon sceneriet ville have været skildret med skjult kamera i gravhulen påskemorgen, da Jesus stod op af graven? Jeg tror ikke, at der ville have været så mange billeder at vise andet end forårssolens stråler; men mon ikke kommentatoren forbavset ville have udbrudt: der tog han fusen på os alle sammen!

YES!

For nylig traf jeg en mand, som fortalte, at han var kommet hjem efter mange år i Australien. Han glædede sig sådan til at tale dansk og at smage sproget igen, ja, at udtrykke sig på sit modersmål, som er dejligt, ved vi fra sprogets skattekiste: vores sangskat. Sproget var noget, som han havde savnet under sit langvarige udlandsophold. Men ak! han ankom til Danmark dagen efter en fodboldlandskamp, hvor det danske fodboldlandshold havde slået en eller anden modstander, og det første, som møder ham, er en smørrebrødsseddel fra en af formiddagsaviserne, som ønskede at hylde landsholdet. Det eneste, der stod, var ordet: YES. Han blev og er frustreret den dag i dag. Jeg tror, at han følte og føler sig hjemløs.

Historien er særdeles illustrativ overfor de to fakta: at det danske sprog er i opløsning, på vej væk fra sig selv, og at livet ikke står stille i Danmark, når man befinder sig langt væk fra hjemstavnen og ikke kan følge med. Livet leves videre, og sproget ændres på trods af.

Mit konfirmandord er ”Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid”. Det skriftord havde præsten valgt til mig, fordi jeg var i dybt oprør over, at ham dersens Jesus var så umoderne og ikke fulgte med tiden, syntes jeg for snart 40 år siden. Kristendom skulle nytænkes. Jeg var ung, forvirret i hovedet, som man er. Men i dag ved jeg, hvor betydningsfuldt det er, at der noget, som altid står fast og er uforanderligt i mit liv: nemlig Guds ord. Alligevel er jeg helt sikker på, at Gud i nutidens sprog har tænkt ”Yes” den dag, hvor stenen blev væltet fra, og graven var tom påskemorgen for snart 2000 år siden.