Det, man ser, er man selv!

Her den anden dag læste jeg en rigtig god historie. For nogle år siden blev vi bombarderet med slagord for sund kost – og det er på sin vis godt nok, tror jeg. Der var bla. et slagord, som lød således: ”Du bli’r, hvad du spiser.” En dag, ja, velsagtens en aften sidder et af det sidste århundredes store genier, professor Sløk, i sin lænestol, mageligt henslængt, rigtig godt tilrette, fjernsynet er tændt, og frem på skærmen toner kampagnen for sundere levevis:”Du bli’r, hvad du spiser”. Og fortællingen fortsætter med, at Sløk berettede:”Og der sad jeg – og havde lige fået torsk til middag!”. Man må nok sige, at det unægtelig ikke er ønskværdige fremtidsudsigter: At være en torsk!

Et par aftner senere midt under Touren, sidder jeg foran skærmen og lytter til et andet slogan, et radioslogan, noget i retningen af:"Det, man hører, er man selv". Det er lige før, at det fik håret til at stå lodret op på mit hoved ….. da-dum, da-dum-musik lytter jeg ofte til … tjaeh, så bliver jeg åbenbart da dum! Det trøstede at tænke, at jeg ikke kunne være den eneste lytter og dermed eneejer af den ære, men alligevel! Og nu her i disse sidste Tour-tider, for sloganet må kunne udvides: ”Det, man ser, er man selv”, så må jeg være dopingtilhænger, for ellers åbnede jeg vel ikke for fjernsynet, når bjergtinderne skal forceres?

Hvorfor sidder jeg egentlig og glo’r på dette cykelcirkus år efter år? Tankerne går tilbage til Irland, i sommeren 1998, hvor jeg stod ved en af ruterne og skreg hysterisk:”Bjarne Riis, Bjarne Riis” i ekstatisk hyldest, da Telekomholdet rasede forbi. Stor var oplevelsen, da en af disse ryttere rakte armen ud imod mig som en slags anerkendelse af min hyldest. Dengang bildte jeg mig ind, at jeg måtte være blevet set af Bjarne Riis ….i dag er jeg vel nærmest flov! Men hvad så jeg: jeg så en synder, som bekendte sin synd på offentlig vis her for ikke så lang tid siden. Det var ikke sjovt at se en af mine helte falde, men det gjorde han, da han gik til den bekendelse, som vi alle havde efterspurgt i årevis og også frygtet. Åh, det var en skam.

Det, man ser, er man selv, og jeg må spørge mig selv om, hvorvidt det, at jeg ser en synder, også gør mig til synder, fordi jeg stadig sidder og glor på de syndige cykelryttere? Næh, såmænd er det ikke derved, at jeg bliver en synder, for det er jeg i forvejen, ligesom du er det! Synden består i, at vi ikke tilgiver de andre, på trods af vi selv er tilgivet lige fra dåbens vand blev øst ud over os! Men vi har svært ved at tilgive Bjarne Riis; Kyllingen skuffer og tænk på, hvilken skam han bærer på nu…så min solidaritet med Tourens syndige ryttere vil komme til udtryk i min middagsmad i aften: kylling (for ”Du bli’r, hvad du spiser” = en tilgivet synder).

Huen er klar igen.

Om et par dage bliver vi alle væltet over ende af hueklædte, glade, unge mennesker. Det kræver en sand ekspert at tolke, hvilken afgangseksamen de har færdiggjort, for huernes bånd er i alskens farver. Nogle er endda helt sorte, som den oprindelige studenterhue var det. Den sorte indehaves af de rigtig seje studenter: dem med de mange fag på høj-niveau. Huen er også det synlige tegn på, at nu ligger verden åben for studenternes fødder. Det følte jeg i hvert fald engang.

Min hue er fundet frem, for nu skal den i brug igen. For to år siden bar min mand og jeg vores huer, da vores datters klasse fra Borupgaard Gymnasium kom kørende. Og vi var fuldstændig ligeglade med, at vi var pinlige, fordi nu skulle huerne luftes efter så lang tid i glemsel. Min hue lå i en skuffe - en lidt ussel hengemt tilværelse; min mands var der blevet puslet om på en hel anden vis (det er sikkert hans mors fortjeneste), idet den var pænt pakket ned i en plasticpose. Det har min hue også været, siden den sidst har været i brug. Min hue skulle også repareres ved gensynet. Den havde gennemlevet en hård tilværelse på mit hoved i den uge, hvor det hele stod på for 33 år siden. Min mor måtte vaske pulden, og den blev næsten hvid igen. Den sorte halsrem hang. Skyggen og svederem var intakt. Traditionen med at klippe i svederemmen var endnu ikke opfundet. Hvert klip betyder, at man har oplevet en solopgang med huen på. Hvis skikken havde været indført dengang, havde min været klippet helt itu!

Da vi stod der på vejen og viftede med vores huer, var der heldigvis et par enkelte fra klassen – de der stadig kunne ”se”! - der syntes, at det var ”sgu’ da sejt!” En ville sammenligne vores huer, og vi måtte konstatere, at min så noget antikveret ud. Men ligheden var der alligevel, for vi havde begge i overensstemmelse med dansk tradition: korset siddende øverst på huen.

Men nu skal huen nurses på bedste vis, for jeg vil også bære den til mine børnebørns og oldebørns studentergilder, hvilke jeg absolut da regner med at skulle deltage i. Huen betyder noget for mig, for når jeg sidder og ser ned i hattepulden, mindes jeg. Mine klassekammerater har skrevet inde i huen, og det er med stor sørgmodighed, at jeg bliver mindet om, at nogle af dem ikke lever mere. Nogle har mistet et barn eller en ægtefælle. Vagabond-livet på landevejen tiltalte klassens musiske geni; bypass-operationer kender vi også til i min gamle gymnasieklasse; andre med tårnhøje uddannelser er nu arbejdsløse …. Og vi taler om mennesker i begyndelsen af 50’erne. Når jeg snart svinger med huen, vil jeg gøre det i mindet om de, som har skrevet i huen. Jeg vil også glæde mig over, at jeg svinger huen sammen med min mand (og måske min datter, hvis hun tager sin med!), mens vi hylder J. Tillykke!

Langt væk hjemmefra.

En gang om året er jeg censor på læreruddannelsen i faget kristendom/livsoplysning/religion. Det er ren opladning med sådan en puster fra glæde og sorg, som meget af mit arbejde er fyldt med. Samtidig får jeg en indsigt i de kommende skolelæreres viden omkring fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder, som er: kristendom, europæisk idéhistorie, ikke-kristne religioner, etiske og eksistentielle spørgsmål.

Turen i år gik over på den anden side af Storebælt, og jeg skulle være hjemmefra i en lille uges tid. Denne gang glædede jeg mig meget, da jeg forestillede mig, at niveauet ville være højt. Det har ikke altid har været så opløftende en faglig oplevelse at sidde som censor; nogle gange har det nærmest været rystende. Selv den nok så banale viden kan hos de studerende være pist verschwunden, og det er ikke bare i eksamens-øjeblikket. Det er viden lige fra, at Jesus blev korsfæstet til at besvare spørgsmålet om f.eks. Guds treenighed, hvor tredelingen hos en af de studerende vedvarende blev fastholdt til at være: Gud, Helligånd og Djævel! Så er jeg godt nok stået af i stor måbende forbavselse. Til gengæld sidder viden om Islam ganske godt fast. Den religion ved de studerende noget om, hvilket også er vigtigt i vores multireligiøse samfund …. Platon, ja, ham kan de fleste også forfra og bagfra! Jeg ved godt, at jeg skal lade min personlige ”dannelses-kanon” blive i Skovlunde Sogn; men der er noget elementært viden, som skal være på plads hos den kommende skolelærer.

Oversøisk var det en overraskende, nedslående oplevelse: dumpeprocenten blev høj, for den almene dannelse i faget var fraværende hos forbavsende mange. Der var dog heldigvis også nogle rigtig dygtige imellem, men der var desværre alt for mange, hvor usikkerheden og det upræcise slog igennem. Og det koster på karaktérskalaen.

Det kom også til koste for mig, for mens jeg var væk hjemmefra, og min mand samtidig sad i Lleida tæt ved Barcelona i Spanien og solidarisk overfor sit fag smæskede sig i retten: grisetæ’er i svampesovs (det er trods alt for fedt! sagde han), da var vores anden bil gået i baglås. Den bil, som vores datter og hendes kæreste var afhængig af i ugens løb, så det var jo skønt! Men så kom det døgn, som er gået over i den ringgaarske historie: for da Falck hentede bilen et par dage senere, faldt den ned af rampen på lastbilen. Efterfølgende blev vores datter overfaldet på Østerport Station af en sindssyg og bindegal cyklist, og jeg havde nok så nydeligt der i det fremmede plukket en parkeringsbøde af bilen på 510 kr. morgenen efter.
Da jeg sad i lærerværelset på seminariet og fortalte hele det foregående døgns historie om en halv-smadret bil, et overfald og en parkeringsbøde, strejfede vi humoristisk tanken omkring den straffende og dømmende Gud! Var dette Guds straf til mig pga. den høje dumpeprocent? Svar: Nej, for i Det Nye Testamente er det kristne Gudsbillede forvandlet til en kærlig Gud ….. det var der heldigvis mange studerende, der vidste.

Ingen reklamer, tak!

Der er en aktivitet i mange sogne, hvor man desværre er nødt til at gå meget stille med dørene. Det er ret paradoksalt, men sådan er det, og det på trods af at der helt sikkert er ledige pladser til frivillige! I Skovlunde Sogn hedder aktiviteten: Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste, som tilbyder at sende besøgsvenner ud til besøgsværter, men vi er nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen og ikke råbe ud på gader og stræder, at der er nogle frivillige, som har påtaget sig denne vigtige medmenneskelige opgave. Hvorfor nu det? Svar: vi mangler besøgsvenner. Hver eneste gang vi efterlyser besøgsvenner, så dukker nogle enkelte op, som gerne vil bruge 1 times tid ugentlig til at glæde et medmenneske med et besøg. Det er glædeligt! MEN når vi efterlyser besøgsvenner, så kommer der mindst fire gange så mange henvendelser fra mennesker, besøgsværter, som ønsker besøg. Vi kan ganske enkelt ikke følge med efterspørgslen, selvom vi hellere end gerne ville.

Skovlunde Kirkes Besøgstjeneste er en af landets største kirkelige besøgstjenester. Populariteten er enorm, fordi vi lægger vægt på kvalitet! Vores kontaktperson for besøgstjenesten, Hanne Dedenroth (hannededenroth@stofanet.dk – tlf: 44 84 70 13), udfører et kæmpestort frivilligt arbejde for at matche besøgsven og besøgsvært. Inden man overhovedet bliver sendt ud – eller får tildelt en besøgsven – så har man været igennem samtaler med kontaktpersonen, som så danner sig et indtryk. Oftest har både besøgsven og besøgsvært gjort sig nogle tanker omkring deres roller, og det er disse tanker, som det er vigtigt at få talt igennem for at undgå misforståelser. Få gange har vores kontaktperson været nødt til at sige, at det ikke er i vores tjeneste, at man skal lægge sine frivillige kræfter. Andre gange kan det også vise sig nødvendigt at sige til en besøgsvært, inden der er blevet etableret en besøgsordning, at tjenesten ikke magter at løfte en besøgsopgave hos denne …. men det værste er dog at skulle fortælle, at vi har personalemangel! Det er også vigtigt for kontaktpersonen at få understeget overfor de nye besøgsvenner, at man følger med hele vejen og ikke stopper, hvis livet hos besøgsværten pludselig ændrer karaktér. Vi forventer, at besøgsvennen er medlem af Folkekirken, men vi lægger til gengæld meget vægt på at understrege, at det ikke er en missionstjeneste. Man er ikke missionær, når man kommer i besøgsværtens hjem; man kommer udelukkende som et medmenneske, der ønsker at bidrage på den måde, som man nu har evner til, at et andet menneske får noget livskvalitet. Og den livskvalitet kan udfoldes på mange måder: gåture, oplæsning af avis, drikke en kop kaffe, tur i Tivoli mm.

Mon ikke også vi skal til at have gang i noget supervision af besøgsværterne? Jeg skal vist have fat i kontaktpersonen og tilbyde hende, at vi går i gang med en sokratisk dialoggruppe for besøgsvenner, hvor vi skal have filosoferet over: ”Hvad er et godt besøg?” Det vil være sprit-nyt i den kirkelige verden .. har du lyst til at være med?

På skuldrene af kæmper.

Min gode kollega, Knud Sørensen i Måløv, holdt afskedsgudstjeneste i søndags, og som tillidsrepræsentant var det selvfølgelig der, at min mand og jeg skulle fejre gudstjeneste den søndag. Knud har altid været noget særligt i mit hjerte. Han og jeg er kommet nogenlunde samtidig til provstiet, dog til hvert sit sogn, så jeg føler på en måde, at vi er ”vokset op sammen”. Knud er det, som jeg vil kalde med de bedste ord, som jeg næsten kan finde frem:”En driftssikker hædersmand uden svig”. Altid har du vidst, hvor du havde ham, altid har han været lydhør, og altid kunne du regne med, at hvad han sagde, det mente han …. og så er det også lige, at han har været forandringsvillig, som er et af tidens nye ord; men Knud var forandringsvillig, før han vidste, at det var moderne, og andre havde opfundet ordet. Der er sket meget i Måløv Sogn i de 19 år, hvor Knud har gjort tjeneste i sognet.

Og så kom vi der – ca. 7-8 minutter i 10, hvor højmessen skulle starte klokken 10. Vi regnede med, at vi var i god tid. Egentlig vil min mand helst komme lidt forsinket, fordi sådan gør man i Nordvestjylland, hvor han kommer fra, men jeg kan godt lide at være i god tid. Så det var et kompromis dette med de 7-8 minutter i 10; men ”det er kun, fordi vi skal til Knuds afskedsgudstjeneste” havde han sagt hele vejen i bilen. Jeg var ligeglad – bare jeg var der til tiden.

Der var forbavsende stille i Måløv og omkring kirken, da vi ankom. Mens vi kravlede op ad den smukke stentrappe ind til kirken, tænkte jeg med sorg i mit stille sind, at der åbenbart ikke var en ordentlig kirkegang denne søndag, selvom det var sidste gang, at Knud ledede højmessen i kirken. Jeg ærgrede mig og syntes, at det var uretfærdigt, for det havde Knud ikke fortjent. Jeg ved godt, at for Knud drejer det sig om at fejre gudstjeneste, og så er det lige meget om, det er 3, der kan tælles til den gudstjenestefejrende menighed, eller om der er 500. Men det er nu lidt festligere med de 500, ikke sandt?

Jeg fik et chok, da kirkedøren blev åbnet: der var propfyldt. Som om vi var 500. Folk stod op inde i kirken og i våbenhuset. Vi fik en plads alleryderst, så yderst at vi ikke kunne se ind i kirken (så kan han lære det, min mand!), og hold da op hvor vi fejrede gudstjeneste. Da vi sang:”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”, så kunne jeg godt høre i mit indre, at det var Knuds ”svanesang”. Salmen slutter med:”Og giv mig til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet!” I mellemtiden må Knud nøjes med at være indskrevet på jord på smukkeste vis i rækken af Måløvs Sogns tjenestegørende præster.

Gi' mig så et håndtryk.

Vi har berettiget meget travlt med at gøre indsigelse imod, at nogle ikke vil hilse på os og trykke os i hånden. For nylig fortalte en kvinde mig, hvor uværdigt og respektløst hun havde følt det, da hendes fremstrakte hånd ikke blev gengældt. Den, som hun ville hilse på, havde lagt sin højre hånd op på sin venstre skulder og dermed markeret, at han ikke kunne hilse på hende, på samme vis som hun havde ønsket det. Og hvem bestemmer og sætter dagsordenen? Jamen det gjorde manden af anden etisk baggrund, og han handlede netop således for at vise hende respekt, var forklaringen - men holder det vand her i vores danske kultur eller gør det ikke?

Nu skal man feje for egen dør, før man går i gang med at feje for de andres, og i kirkelige regi har vi altså megen tilsvarende skidt liggende på dørmåtten. For nitten år siden da jeg skulle ordineres, dvs. indvies til mit kald, foregik det i Skovlunde Kirke. Sædvanligvis ordineres man i stiftets domkirke af biskoppen og indsættes sidenhen af provsten i det provsti, som man er blevet ansat i. Min ordination foregik på Grundlovsdagen d. 5. juni 1988, hvilket gør mig ekstra stolt, fordi Grundlovsdag betyder noget særligt for mig. Det var meget gribende at blive præsteviet og indsat i den kirke og det sogn, som havde kaldt mig, selvom jeg gik glip af oplevelsen i Domkirken. Men den rare biskop Johannes Johansen valgte at komme til Skovlunde. Der var den officielle forklaring på, at ordinationen skulle foregå i mit sogn, og så var der den uofficielle. Den uofficielle var, at jeg skulle have været ordineret sammen med en ordinant, som ikke kunne trykke sine kvindelige kollegaer i hånden, da han er modstander af disse, og et håndtryk udtrykker anerkendelse og lighed i vores kultur. Desuden er håndtrykket en del af indvielsesritualet. Biskoppen ville skåne mig for den uhørte, ukollegiale opførsel, tror jeg – og så var biskoppen heller ikke konfliktens mand. Et lille stykke tid efter blev en salme offentliggjort, som han havde digtet. Salmen drejede sig om ordination af kvinder til præstegerningen. Jeg har altid godt kunne lide at tænke, at den var inspireret af hans og min oplevelse; men det er bare noget, som jeg forestiller mig, og den tanke vil jeg helst ikke have ødelagt.

Der findes stadig den dag i dag i Folkekirken præster, som ikke kan acceptere, at kvinder kan forvalte sakramenterne, forkynde Guds ord foran alteret osv. De ultrahøjkirkelige præster begrunder det dels med et fundamentalistisk bibelsk argument, at kvinder skal tie i forsamlinger, som Paulus fik til skade at formulere sig, og så dels med at kvinder er urene, når de menstruerer. Man kan ikke have en menstruerende kvinde til at døbe, til at uddele nadveren osv. Kaj Munks modreplik til dette fra sin prædikestol i Vedersø var:"Jamen hvad så, hvis nu en mandlig præst har hæmorroider?" Bare det havde været min replik!

Ikke det sjoveste sted i byen.

Det er starten på vielsessæsonen i kirken, og det får livsstilsekspert Henrik Byager til at poppe op i dagspressen med flg. udtalelse:”Den generelle stemning omkring folkekirken er, at den ikke er det sjoveste sted i byen”. ”Det sjoveste sted i byen” – nej, det er det helt garanteret ikke; tit er jeg også ved at gabe min kæbe noget så eftertrykkeligt af led. Udtalelsen falder, da der viser sig en stigning i det samlede antal af vielser i 2006, men til gengæld et fald i de kirkelige vielser, som åbenbart ikke længere er ”så’en man gør, når det skal være rigtigt”. Rådhuset har overhalet kirken: borgmesteren er sjovere end præsten. Byager formulerer videre, at folkekirken er for fastlåst i traditionerne, hvilket er problematisk i denne selv-iscenesættelses-tid … og så er der jo også lige det, at når man gifter sig anden eller tredje gang, har vielsen en mere fornuftsbetonet karakter, og så fravælges kirken.

Passer ikke, siger jeg bare til det sidste, for er der noget, som i den grad bliver højtideligt, dybt og ægte, så er der anden-gangs-vielserne. Anden gang er der gerne foretaget et valg, som ikke er et fornuftsvalg baseret på villa, vovse, volvo og børn, der skal sikres. Første gang tænker man udover dette med kærligheden i høj grad fornuftigt. Anden gang tænker man sjældent praktisk (hvilket nu også er en hel reel grund) og oftest er det nu kærligheden, der driver parret til brudeskamlen, hører jeg til den ene vielsessamtale efter den anden.

3-4 gange om året bliver jeg anmodet om at foretage en vielse et andet sted end i kirkens rum; oftest en have som parret føler sig særligt knyttet til. Hver gang må jeg sige nej, og så går parret til borgmesteren. Selvom det nogle gange kunne være fornuftigt at rykke ud af murstenenes ramme, så er det biskoppen i mit stift, Helsingør Stift, hvorunder jeg hører, der skal give den sidste tilladelse. Den tilladelse gives kun, hvis der er tale om en nødvielse på et dødsleje. Argumenterne er mange. Præsten skal ikke være pauseklovn! Forbuddet beskytter også mig og mine kollegaer, således at vi ikke skal stille op til vielser på Storebæltsbroen eller i frit fald fra en helikopter osv. Måske er de argumenter gode nok, men samtidig tager de også den personlige dømmekraft fra mig … jeg skulle sandelig nok, som den bangebuks jeg er, sige nej-tak til det frie fald i faldskærm. Til gengæld har jeg - udover vielser på dødslejet - én gang pga. særlige omstændigheder viet et par i en have. Det var meget, meget højtideligt. Der var alter, lys, blomster, kor, kors, musik – ja, det hele. Da tænkte jeg sådan stille inde i mig selv: er det ikke sådan, at Guds menighed opstår der, hvor menneskene er, og ikke der hvor murstenene er? I hvert fald var jeg hverken pauseklovn eller i frit fald fra faldskærm den sommer i den have. Nej, jeg var vidne til, at Gud bar vielsen igennem på sædvanlig vis.