Sum, es, est, sumus, estis, sunt.

Morgensang mindst en gang om ugen og latin som valgfag fra 7. klasse. Det er et par af punkterne i et nyt skoleudspil fra Dansk Folkeparti. Hvad skal jeg nu synes om det, når jeg ikke stemmer på det parti? Jeg ved godt, hvad jeg synes om det: endelig alle tiders gode mulighed for at få genindført noget af den dannelse, som i tidens løb i hvert fald er kommet til at betyde noget for mig. Indrømmet: jeg hadede latin i 2. real. Det skulle man vist nok; men da jeg skulle læse til eksamen, åbnede der sig en verden for den dovne krop (mig) for pludselig var der sammenhænge mellem latinske ord og de tre andre sprog, dansk, engelsk og tysk, som vi lærte. F.eks. glemmer jeg aldrig, at ordet ”interesse” staves med to s’er, fordi ordet er den latinske sammensætning af forholdsordet ”inter”=”midt i” og navneformen ”esse”=”at være”. ”Interesse”=”At være midt i”, som det ypperste udtryk for interesse. Da logikken i grammatikken tilmed blev åbenlys, var jeg solgt for altid. Pludselig blev det at sidde og læse til eksamen i latin et fantastisk puslespil, det meste endda lige så logisk som mit elskede fag: matematik. Endnu husker jeg, at jeg var oppe i stykke 16 i Mikkelsens latinske lærebog. Til min lærers store overraskelse og forbavselse, som han ikke formåede at holde tilbage, så fik jeg en kanonkaraktér; men han var af gode grunde heller ikke bevidst omkring min latinske ”omvendelse” i eksamensperioden.

Godt at jeg gennemførte latin-kurset, selvom der måske var nogle, der valgte for mig, hvilket jeg ikke helt husker…. I dag ville man sige ”tvang” mig til det. Faget har været en øjenåbner for mig til adskilligt igennem livet; men derfor behøver det vel ikke nødvendigvis også være det for alle andre, kunne man passende indvende imod det foregående. Det er på sin vis sandt nok. Et meget ”vægtigt” argument imod forslaget præsterede lærerforeningens formand Anders Bondo i JP, idet han udtrykte, at forslaget hang sammen med Folkeskolen anno 1900! Sikken en sammenblanding af pædagogik fra anno 1900 og vidensindholdet i stedet for at forholde sig til målet i stedet for midlet (udenadslæren anno 1900).

Til gengæld ved enhver, hvor betydningsfuld morgensang viser sig at have været for mange mennesker i tidens løb. Det er vigtigt især ved livets afslutning at have nogle stærke ord at trøste sig ved. Stærke ord, som man sikkert ikke har begrebet dybden af, da man som otte-årig stod med snotnæse, bare ben og sang med på:”Se, nu stiger solen af havets skød” Men jeg kan garantere for, at den ”trækker” tænder ud ved livets afslutning, når man lukker øjnene i tiltro til:”Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly, o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst.”